søndag den 31. august 2014

TichTach fylder 3 år


3 års jubilæum!

Jeg har talt efter flere gange. Hver gang er jeg landet på 3 år. Men det undrer mig egentlig, for Tich Tach føles som en ældre dame. Mindst 70. Men hun er altså kun 3 år.

Jeg har tænkte meget over, hvordan jeg skulle fejre hende. Jeg gad godt at gøre alt muligt - lave årets lækreste konkurrence med sprøde gevinster til mange. Eller en event. Et eller andet. Men sagen er den, at vi nu har ramt den sidste dag i august, så hvis jeg skal nå at fejre jubilæet før måneden er helt omme, så er det nu. NU. Også selvom festen bliver fejret alene med mig selv med pulverkaffe og en kagerest fra i forgårs og udsigt til et tørrestativ og tanken på de kommentarer jeg ikke har besvaret. Egentlig er det jo i fremragende forlængelse af hele ånden herinde. Det behøver ikke være så uendelig perfekt, bare fordi det er hæklet. Eller strikket. Eller tegnet. Faktisk tværtimod. Så hermed: en helt uperfekt fejring.

Der er i øvrigt en virkelig god nyhed: Jeg har slet ikke blog-krise. Det havde jeg sidste år på denne tid. Men ikke i år. Jeg har tusind ideer og fotos parat og tekster og hemmelige projekter og alt muligt. Det eneste der mangler er bare, at det hele lige skal summe lidt mere, før det begynder at pible ud igen. Sådan plejer det at være, og sådan kommer det til at være igen.

Til slut vil jeg bede dig om en tjeneste. Det er lidt grænseoverskridende at spørge - men det er faktisk kun dig, som kan svare. Måske er du en af dem, som har været med lige fra start. Måske er du først lige kommet til. Men uanset hvad, så har jeg vildt meget brug for noget inspiration.

Vil du fortælle mig, hvordan du oplever Tich Tach? Du kan gøre det, ved at skrive de første tre ord der falder dig ind. Eller noget helt andet. Bare noget som beskriver Tich Tach for dig. Det vil være den bedste gave, jeg overhovedet kan forestille mig.

Kæmpe krammer og tusind smækkys!
tina



lørdag den 16. august 2014

Krammedyr - og to vigtige erindringer

Her den anden dag havde jeg sådan en flad dag. Jeg har dem ret så tit, og jeg er blevet en sand mester i at opdage det og straks krybe ind i alkoven. Kunsten er at flankere mig med gode ting og sager, så der bliver mægtig rart at være.

Jeg har været igang med et hemmeligt evighedsprojekt af dimensioner på det sidste. Men derudover har hæklingen ligget stille for mig. Men pludselig fik jeg lyst igen. Dagen før havde jeg været inde i lejligheden og grabbet nogle kugler garn og Lutter Løkker-bogen.



Jeg havde fuldstændig glemt, hvor fedt det er at lave et lille projekt. Hygge, hygge, hygge og bum, så er du færdig og har haft det top-hyggeligt imens - hvilket klart nok fungerer allerbedst med simple opskrifter ligesom den her. En almindelig amigurumi var aldrig gået for mig på sådan en dag (okay faktisk ever-never: aaaarhhhh flænse, rive, flå og se rødt). Men sådan to kvadratiske stykker som skal hækles sammen, det er top-hyggeligt. Så tak til Jeanette for den finestes og dejligste opskrift. Fordi det mindede mig om det, som jeg startede med at være helt pjattet med ved hækling: at du starter med lidt garn og ender ud med en dims.


Det var den ene vigtige erindring: glæden ved at lave en dims ud af ingenting. Den anden vigtige kom som en gave. For da jeg skrev om min alkove-retræte på IG, fik det en anden IG'er til at hækle. Fordi hun kom i tanke om, hvor fedt det er at hækle, når man har en off-dag. Og lige der, da hun skrev det, gik det hele op i en højere enhed for mig.

Som jeg skrev om i sidste blogpost, kan jeg godt miste fodfæste om formålet med min blog og IG, fordi det hurtigt kan komme til at handle meget om "doing". Men hvis jeg kan være med til at minde og lære andre om glæden ved at hækle, så er min lykke gjort. Jo! Sådan er det. Ikke så meget alt det med at hækle meget og hækle nyt sådan i sig selv. Jeg kan aldrig nogensinde synes, at det er vigtigt absolut at nå at hækle en flagranke for at holde en børnefødselsdag. Men hvis man er flad og har brug for ro, så vil jeg klappe i mine små hænder, hvis det får en til at sætte sig ned og hækle 20 flagranker. For repetitionen og garn kan være en lise for sjælen.

Hækling er fantastisk for HSP (særligt sensitive), depressive, angste, urolige, bekymrede usw. Det er der alle mulige fine lægelige forklaringer på. Men helt basalt får det os ned i gear og rammer "being", hvor vi er med det, som er. Hvor det handler om det taktile - om garn og stoflighed og farver og håndens arbejde. Især hvis vi kan lade den indre BS og kontrollen på hylden og bare være i det, uden at det skal være perfekt på kontrol-måden, men derimod perfekt på den måde, hvor øjnene på ranglen gerne må være udstående (fordi du afskyr at hæfte ender) og fyldet ender med at være et gammelt viskestykke (fordi det var det, som var). Og lige præcis derfor kunne min kramme også blive færdig i ét hug istedet for at ende som en UFO i håbet om, at den skulle være "perfekt".

Nu jeg er ved, hvad der er godt for sensitive, så har jeg ikke puttet raslehalløj eller bjælder eller klokker i ranglen. Seriøst, jeg ville blive helt bims af at skulle hækle på noget, som larmer. Og så forestillede jeg mig at være en lille baby, som blev leget med af de voksne, ved at de vinkede med noget bjælende-rasle-halløj lige foran mit ansigt. Jeg ville give mig til at græde på stedet. Eller bare blive totalt overstimuleret og bims. Så var den beslutning taget og det er altså Verdens Mest Stille Rangle, jeg har lavet. Voksne er dog velkomne til selv at tilføje lyde: brrriiiiiiingggg wrrrooooommm.
 
Wooop, det skete vist lige der, at jeg fik rystet noget af græsplænen af ryggen og kom på banen her på bloggen igen efter en lang juli. Glæder mig til at høre, om du er enig og kan genkende noget? Eller er helt uenig?

KH
tina

PS. Mønsteret hedder Kramme og er som sagt fra Jeanette Bøgelund Bentzens (aka Lutter Idyl) bestseller Lutter Løkker.  Jeg har lavet den version der hedder kanin. Selvfølgelig har jeg det. Og selvfølgelig har jeg en hel opslagstavle på pinterest kun med kaniner. Så deeeet…..


torsdag den 7. august 2014

Så småt


Jeg kom lige i tanke om at skrive, at jeg så småt er tilbage på bloggen igen. Kun så småt. Tusind tak for kommentarer. Jeg skal nok vende tilbage til jer. Men jeg er ikke helt færdig med at ligge på ryggen, så der går nok lidt tid.

Men jeg kan meddele, at jeg har revideret opskriften på harlekinshåndklæderne. Yay. De af jer, som har haft problemer med at spejlvende trekanterne, får forhåbentlig hjælp nu. Yay. Find opdateringen via fanebladet i toppen af bloggen. Yep, nyt faneblad. Wooop. (For en kontorartikel-nørd som mig, så er det en stor glæde at lave et nyt faneblad. Også selvom det er online. Sådan er dét bare).

De af jer som er ved at være træt af at høre om harlekinshåndklæder kan kigge en blogpost tilbage. Den er der kun have i. Når jeg har fået fotograferet, har jeg en del nyt at vise frem. Når jeg har fundet en måde at gøre det på. Er ikke så vild med at puste til bølgen af, at os kreatyper nødvendigvis skal producere i et væk. Altså jo, når det er af lyst. Men jeg bryder mig ikke om, når det bliver præstationsagtigt. Så går jeg nærmet mere ind for bare at trevle op. Eller noget. Nå, det er jeg ikke helt færdig med at tænke på. Det kommer hurtigt til at lyde forkert. Men det er ned af boldgaden med human-being og ikke kun human-doing. Ja, du lurer nok hvor jeg vil hen. Hmmm… Nå, jeg ligger mig tilbage på ryggen under tæppet. August er ligesom lidt køligere end juli.

Glædelig august folkens.

KH
tina


onsdag den 6. august 2014

Kolonihaveglimt fra julidage


Julidagene i kolonihaven. 

Med et spontant bed som er blevet mit yndlings. Med squash som kaster sig rundt og indover alt, de finder på deres vej. Og med stolte kavalerer og en agurk, som jeg plantede i den tro, at den var en squash. Med pralbønner med dannebrogsblomster. Og hjemmesylt og pølse fra skønne venner til min kærestes fødselsdag. En anden slags natlige gæster, engletrompeter og blomster, der er så store, at en bi ikke er nok.  Juli var en god måned.

KH tina

PS. Nu vi er i havehjørnet: Der er groet en rigtig fin, ny blog frem i bloghaven. Tag godt og kærligt imod: Natskygge.

PPS. Nu vi er ved natskygge, så har Signe Parkins netop lavet en natskygge-illustration. Jeg er fan. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Og nu har jeg oven i købet set en udstilling med hende. Mere om det senere. Hvis ikke jeg bliver grebet af natskyggen, selvfølgelig. 


PPPS. Illustrationen er et lovelink bragt med tilladelse fra Signe Parkins.