Måske har jeg været i gang med dem for længe. Måske kan jeg ikke rigtig lide dem længere. Måske er de blevet overflødige - jeg startede trods alt op på dem, da jeg pludselig fik en 30m2 større lejlighed og stort set ikke havde andre møbler end min seng, mit krea-skab og en kommode.
I hvert fald står valget lige nu mellem: 1) at hækle gulvpuderne færdig, 2) at lade dem ligge i bunden af en skuffe eller 3) gøre brug af den sæk krøyerkugler, som jeg har fået fingrene i, og lade hækleriet gribe lidt mere om sig, så jeg får mig en puf. Puffen er jo 2011's svar på sækkestolen, og der er virkelig nogle lækre nogle rundt omkring. Jeg "nævner" i flæng:
Hvem ved, måske er mine pufferier en overspringshandling for sweaterprojektet, som lige nu er lidt vrangen (læs: jeg skal rette i mit mønster, trævle op og lave om).
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke kan tænkte, sige eller høre ordet puf, uden at tænke på Puff, Den Magiske Drage. Min klasselærer i folkeskolen ælskede at høre små børn synge den sang. Derfor bad hun os virkelig tit om at synge den - for hendes skyld. Allerede dengang syntes jeg, at der var noget lusket ved den affære. Måske fordi hun samtidig også fortalte om, hvordan indersiden af kastanjeskallen føles lige så dejlig blød som en barnenumse.
De to informationer, kunne mit barnehoved ikke rumme samtidig. Så hver gang hun henført sad med en tåre i øjenkrogen og hørte os synge Puff, sad jeg og tænkte på, hvad der var så specielt ved barnenumser, og hvorfor i alverden hun sad og græd over en børnesang. Det gør jeg stadig.
Men vi skal da lige have den. Jeg kunne ikke finde en dansk version, som ikke var en tekno-version (!!), så her er den på engelsk:
Hej for nu
