Hvad laver du så til dagligt? Jeg genoptræner!

Jeg genoptræner! Det har jeg opdaget. Jeg opdagede det ved at se X-factor. Jeg er virkelig begejstret for, at de største indsigter kan lande de mest uventede steder midt i fedtede popcorn-fingre og Sanne Salomonsen. Sagen er, at der var en ung pige pige, som sang (fuldstændig fantastisk i øvrigt). Hun fortalte, at hun genoptrænede efter en hjernerystelse.

BOOM!

Der faldt kæben hos mig.

Det er jo så simpelt.

Jeg genoptræner.

Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle svare, når folk spørger, hvad jeg laver. Jeg kan svare, at jeg er langtidssygemeldt. Men det passer ikke, for jeg har ikke noget job at være sygemeldt fra længere, og i øvrigt lyder sygemeldt som om, at du får sygedagpenge eller anden hjælp fra kommunen.

Jeg har nogengange hørt migselv sige "Jeg laver ikke noget". Der har jeg altid været ved at bide tungen af migselv. Jeg kommer bare til at sige det, hvis det er meget tydeligt, at spørgeren mener et job, en profession. Og det er i hvert fald ligeså forkert, som at sige, at jeg er sygemeldt. For jeg laver helt vildt meget som er relateret til sygdom. Enorme stakke af papirarbejde og dokumentation til kommunen (ja det lyder mærkeligt, når jeg ikke får en rød reje fra dem, jeg ved det godt, det er en anden historie), pensionskassen (som jeg får lidt røde rejer fra dog), lægebesøg hos alle mulige og umulige læger, behandlinger - og al det daglige med yogapraksis (som holder mit bækken og derved også min hovedpine på ret kurs), hjernevenlig kost, yoga nidra meditation (som giver det parasympatiske nervesystem en chance og giver hjernen en chance for at heale). For bare at nævne toppen af kagen.

Så ja, jeg genoptræner! Tak x-factor. Heldigvis er det fredag i dag, så der er guldkorn igen i aften - hvis altså jeg kan udholde Five Chair Challenge - frygteligt koncept, som mest går ud på at jeg slår lyden fra og himler. Nå, men stadig.

KH Tina

PS. Tit har jeg svaret, hvad jeg holder mest af at lave, mine hobbyer, hvad der tænder mig i livet. Meeeeen så lurer folk hurtigt, at det betyder, at der er noget sygdom inde i billedet. Og det er jo rigtigt. Men er der noget der er værre end at tænke på, om nogen kunne finde på at spørge til min profession, så er det at skulle fortælle om "nåmen hvad skete der så og ej, en firhjulstrækker ej det lyder godt nok væmmeligt". Det er flinkt og sødt af folk. Men gosh altså, virkelig kedeligt for mig, og jeg føler mig som en blanding af et underholdnings/drama-program ala Station 2 og en robot som siger det samme igen og igen. Nu har jeg ikke haft mulighed for at afprøve: jeg genoptræner modellen endnu. Men det er jo er tusinde gange federe platform for interessante samtaler - for jeg elsker jo at nørde krop/sind, kost, yoga, vitaminer, behandlinger osv osv.

Lær at slappe af

Da jeg udgav min søvnguide tikkede det samme spørgsmål ind et par gange til punkt 8. Det punkt der hed: Hvil dig. SLAP AF. Slap af nu. Slap nu af. For dælen.

Spørgsmålet blev stillet af nogen der ligesom jeg har langvarige følger af en hjernerystelse.  De spurgte: Ja, det er fint, men HVORDAN slapper du af?

Jeg blev simpelthen så glad for det spøgsmål. Ikke mindst fordi at jeg har skammet mig gul og blå over at være så eminent dårlig til at slappe af (Nu er jeg også dygtigt - som i UG og kryds og slange - til at skamme mig, men alligevel).

At heale sig selv ovenpå et hovedtraume (eller alle mulige andre traumer) kræver en god balance mellem at være ude i verden og øve sig - og så smutte hjem og slappe af. Det er ligesom det en sygemelding går ud på. Læg dig ned. Bliv rask.

Sagen er bare den, at hvis jeg lægger mig ned, så er hele min krop meget ofte i fuldt alarmberedskab. Mine muskler er anspændte. Min nakke er anspændt. Jeg har måske hovedpine. Måske kvalme. Mine tanker banker rundt i mit hoved. I den situation er det allerrareste at "dope" sig selv med en omgang iphone. Så mærkes det ikke helt så slemt. Du kender det med garanti også, selvom du ikke har et hovedtraume. (Og ja, det er jo helt tosset, for det er kun på den korte bane, at det "virker").

Det er først, når jeg er afslappet, at jeg kan hvile mig. Og det er først, når jeg kan hvile mig, at jeg kan sove. Det er BUM-sikkert, at hvis jeg ikke har kunne hvile mig i løbet af dagen (aka min krop har været SÅ rastløs, at jeg har ligget og vippet med fødder og fingre og været ved at flå mine hørebøffer af tusind gange under healingsmeditaitonen, fordi jeg bare ikke kan udholde al det kropslige ubehag (og det her kender du også. Prøv at sidde helt stille i 10 min og kun fokusere på dit åndedræt. Svært. Ja)). Men den type oplevelse er et lille rødt flag der vinker. Hvis jeg ser og anerkender den rastløshed, så ved jeg, at der er fare på færde. Hvis ikke jeg sætter benhårdt ind på at få mit nervesystem i ro, vil jeg ikke kunne sove den nat. Jeg vil ligge og karte rundt fra kl 22 til 2-3 stykker. Og så er fanden løs dagen efter.

Så hvad er min pointe? Min pointe er, at det kræver benhård disciplin at lære at hvile, hvis man ikke kan det i forvejen. Jeg har aldrig tidligere kunne hvile mig midt på dagen. Den skulle jeg jo have noget ud af. Dagen. Jeg kunne ikke bare ligge der og dangdere den. Så jeg sprang rundt og havde gang i tusind projekter. Og havde en fest med det. For typer som mig, tror jeg det er sværere at lære at hvile sig, end dem der altid har haft let ved det. Men jeg ved det ikke. For det kropslige ubehag der sætter ind ovenpå en hjerneskade er så massivt, at de fleste vil få lyst til at flygte handlingens vej, vil jeg tro. I stedet for at være tilstede i nuet. Føj, nuet. Det kan virkelig være en led sag.

Okay, hvad er det så for en disciplin, man skal opøve, for at kunne: A) hvile, så man kan B) sove.
Det er i virkeligheden alle de 10 punkter fra Søvnguiden. Men nærmere bestemt så er det at holde øje med, hvordan du håndterer punkterne fra søvnguiden. Er du begyndt at skippe dine pauser? Glemmer du at sætte tid af til dit aftenritual? Orker du ikke lige tage din magnesium? Tænker du at du godt lige kan hoppe dagens meditation over? Hvis ja, så er du (hvis du er som mig) højst sandsynligt på vej ned af en sti som fører væk fra dyb og rolig nattesøvn og ned til den by, hvor du skal op og tisse konstant og dine tanker holder dig vågen.

Tit begynder jeg at skippe pauserne, når jeg er lidt for travl. Jeg mister simpelthen overblikket. Det kan også ske, hvis jeg vil være lidt sød ved mig selv (som I andre kender fra: du behøver ikke at børste tænder i dag/du må gerne spise to bakker flødeboller/du må gerne blive ude og danse til klokken 7 om morgenen selvom du skal arbejde næste dag): dvs lige præcis den slags "sød-ved-mig" der er aldeles kortsigtet. En tredje variant er at jeg synes det er synd for mig. Synd for mig hele tiden at skulle være så disciplineret. Andre behøver jo ikke hele tiden at ligge og lave kropsscanninger, energi-øvelser og droppe kaffe/alkohol/sukker for at kunne sove. Ergo er det synd for mig. Det giver  - SURPRISE - præcis samme resultat som være "sød ved mig".

"Scor og slap af". Kan du huske ham? Jeg tænker tit på det. Scor og slap af. Gør en masse - og slap af. Slap helt af. For din skyld. For dine nærmestes skyld.