Lær at slappe af

Da jeg udgav min søvnguide tikkede det samme spørgsmål ind et par gange til punkt 8. Det punkt der hed: Hvil dig. SLAP AF. Slap af nu. Slap nu af. For dælen.

Spørgsmålet blev stillet af nogen der ligesom jeg har langvarige følger af en hjernerystelse.  De spurgte: Ja, det er fint, men HVORDAN slapper du af?

Jeg blev simpelthen så glad for det spøgsmål. Ikke mindst fordi at jeg har skammet mig gul og blå over at være så eminent dårlig til at slappe af (Nu er jeg også dygtigt - som i UG og kryds og slange - til at skamme mig, men alligevel).

At heale sig selv ovenpå et hovedtraume (eller alle mulige andre traumer) kræver en god balance mellem at være ude i verden og øve sig - og så smutte hjem og slappe af. Det er ligesom det en sygemelding går ud på. Læg dig ned. Bliv rask.

Sagen er bare den, at hvis jeg lægger mig ned, så er hele min krop meget ofte i fuldt alarmberedskab. Mine muskler er anspændte. Min nakke er anspændt. Jeg har måske hovedpine. Måske kvalme. Mine tanker banker rundt i mit hoved. I den situation er det allerrareste at "dope" sig selv med en omgang iphone. Så mærkes det ikke helt så slemt. Du kender det med garanti også, selvom du ikke har et hovedtraume. (Og ja, det er jo helt tosset, for det er kun på den korte bane, at det "virker").

Det er først, når jeg er afslappet, at jeg kan hvile mig. Og det er først, når jeg kan hvile mig, at jeg kan sove. Det er BUM-sikkert, at hvis jeg ikke har kunne hvile mig i løbet af dagen (aka min krop har været SÅ rastløs, at jeg har ligget og vippet med fødder og fingre og været ved at flå mine hørebøffer af tusind gange under healingsmeditaitonen, fordi jeg bare ikke kan udholde al det kropslige ubehag (og det her kender du også. Prøv at sidde helt stille i 10 min og kun fokusere på dit åndedræt. Svært. Ja)). Men den type oplevelse er et lille rødt flag der vinker. Hvis jeg ser og anerkender den rastløshed, så ved jeg, at der er fare på færde. Hvis ikke jeg sætter benhårdt ind på at få mit nervesystem i ro, vil jeg ikke kunne sove den nat. Jeg vil ligge og karte rundt fra kl 22 til 2-3 stykker. Og så er fanden løs dagen efter.

Så hvad er min pointe? Min pointe er, at det kræver benhård disciplin at lære at hvile, hvis man ikke kan det i forvejen. Jeg har aldrig tidligere kunne hvile mig midt på dagen. Den skulle jeg jo have noget ud af. Dagen. Jeg kunne ikke bare ligge der og dangdere den. Så jeg sprang rundt og havde gang i tusind projekter. Og havde en fest med det. For typer som mig, tror jeg det er sværere at lære at hvile sig, end dem der altid har haft let ved det. Men jeg ved det ikke. For det kropslige ubehag der sætter ind ovenpå en hjerneskade er så massivt, at de fleste vil få lyst til at flygte handlingens vej, vil jeg tro. I stedet for at være tilstede i nuet. Føj, nuet. Det kan virkelig være en led sag.

Okay, hvad er det så for en disciplin, man skal opøve, for at kunne: A) hvile, så man kan B) sove.
Det er i virkeligheden alle de 10 punkter fra Søvnguiden. Men nærmere bestemt så er det at holde øje med, hvordan du håndterer punkterne fra søvnguiden. Er du begyndt at skippe dine pauser? Glemmer du at sætte tid af til dit aftenritual? Orker du ikke lige tage din magnesium? Tænker du at du godt lige kan hoppe dagens meditation over? Hvis ja, så er du (hvis du er som mig) højst sandsynligt på vej ned af en sti som fører væk fra dyb og rolig nattesøvn og ned til den by, hvor du skal op og tisse konstant og dine tanker holder dig vågen.

Tit begynder jeg at skippe pauserne, når jeg er lidt for travl. Jeg mister simpelthen overblikket. Det kan også ske, hvis jeg vil være lidt sød ved mig selv (som I andre kender fra: du behøver ikke at børste tænder i dag/du må gerne spise to bakker flødeboller/du må gerne blive ude og danse til klokken 7 om morgenen selvom du skal arbejde næste dag): dvs lige præcis den slags "sød-ved-mig" der er aldeles kortsigtet. En tredje variant er at jeg synes det er synd for mig. Synd for mig hele tiden at skulle være så disciplineret. Andre behøver jo ikke hele tiden at ligge og lave kropsscanninger, energi-øvelser og droppe kaffe/alkohol/sukker for at kunne sove. Ergo er det synd for mig. Det giver  - SURPRISE - præcis samme resultat som være "sød ved mig".

"Scor og slap af". Kan du huske ham? Jeg tænker tit på det. Scor og slap af. Gør en masse - og slap af. Slap helt af. For din skyld. For dine nærmestes skyld.

DIY: Hæklede hjerter og et par ord om kærlighed

Der er kærlighedsdag i dag. Valentinsdag. Yayh! Så derfor skal der selvfølgelig svømme med hæklede hjerter her på bloggen i dag.

Men før jeg kommer til opskriften på hæklede hjerter, bliver jeg nødt til at skrive et par ord om den kærlighed. Sagen er, at jeg slet ikke plejer at være særlig stor fan af Valentinsdag. Jeg plejer at synes, at det er kommercialiseret materialisme af værste skuffe - og at vi i øvrigt bør elske hinanden hver dag. Og at jeg faktisk slet ikke orkede al den tosomhed-in-your-face, som præger dagen. Det fik mig til at føle mig frygtelig ensom. Og så blev jeg bitter. For selvom jeg gik rundt og sagde, at jeg da nok skulle få mig en kæreste en dag, så troede jeg faktisk ikke rigtig på det. Troede ikke det var noget, som jeg skulle prøve - sådan for alvor. Og så var cirklen ligesom sluttet i, hvorfor det der valentinsdag skulle holde sig laaaangt væk.  (Og ja, sorry til eventuelle ex-kærester derude, men 3 måneders forhold og mig eller dig, der altid var på vej væk hurtigst muligt med mit hjerte under armen tæller ikke som noget, der på nogen måde kvalificerede til at fjerne valentinsleden).

Nu er situationen en anden. Som jeg allerede har breaket på instagram, er min kæreste flyttet ind i min lejlighed. Med dørskilt og rengøringsplan og fodboldbøger. For første gang i mit voksen liv hopper jeg i med begge ben og giver kærligheden en chance. Jeg har opdaget, at alt det jeg troede var farligt, slet ikke er det. Jeg troede, at hvis jeg sagde, hvordan jeg havde det, så ville mændene løbe skrigende væk. Jeg troede, at hvis noget var svært, så var det skidt. For det er jo helt vildt svært. Men det var altså også svært at hækle, før jeg kunne det. Eller hoppe i grødis som vinterbader, før jeg gjorde det. Så nu har jeg fx sagt til min kæreste, at jeg er vild med valentinsdag. VILD. For det er jeg. Jeg har bare aldrig nogensinde turde indrømme det. Jeg var alt for kantet og ironisk og forblændet af at være imod, at jeg slet ikke kunne drømme om at indrømme det. Men jeg gjorde det. Han synes så det er lidt noget pjat. At vi har vores egne dage at fejre. Men hurra! Jeg er endelig i et voksent forhold, hvor man kan være uenige uden hverken at gå op i limningen eller gå fra hinanden. Pyha, det gør alting meget lettere.

Og nu til opskriften på hæklede hjerter. Der er læssevis af hæklede hjerter på nettet. Men I skal ikke snydes for min version. Den er superlet, når man lige får den i fingrene og før man kan nå at sige fastmaske i bagerste maskeled har man en hel skål af de fineste hjerter.

Materialer: garn og tilhørende hæklenål, fx filcolana peruvian, nål 6

Version 1

Lav 4 lm. Alle følgende masker i første lm: 3 dbst, 3 stm, 1 lm, 1 dbst, 1 lm, 3 stm, 3 dbst, 2 lm (fastgøres med 1 km). 

Det er den helt simple version. 

Version 2

Du kan også lave hjertet endnu tættere. Det gør du ved at erstatte de to luftmasker ved spidsen med fastmasker, som du arbejder ind i foregående stangmaske. Dvs: 

Lav 4 lm. Alle følgende masker i første lm: 3 dbst, 3 stm, 1 fm (hvor du henter garnet til fastmasken gennem den nærmeste stangmaske), 1 dbst, 1 fm (hvor du henter garnet til fastmasken gennem dbst og slår om), 3 stm, 3 dbst, 2 lm (fastgøres med 1 km). 

Fif 1: Som du kan se på billederne, så har jeg brugt hjerterne ret forskelligt. På lodret snor, som guirlande, hver for sig. Alt er muligt.

Fif 2: Hjerterne får et meget forskelligt udtryk alt efter det garn, du bruger. Jeg er glad for at bruge uldgarn, men prøv dig frem.

Hvis du kaster dig over hjerterne, så send mig endelig et billede eller et link, så linker jeg det op her på bloggen. Eller læg dem på instagram med hashtag #hjertesuk.


The pattern will be in English as well … but for now the sun is shining and I need to feel it on the tip of my nose. Happy Valentines to you all - so long!

KH

tina

Til kaffeslabberas med bekymringerne

Åh, det sker meget her hos mig lige nu. Især i det meget virkelige liv inde i mit hoved. Det er propfyldt med skrækscenarier, fremskrivninger af alt, der kan gå galt, uroligheder og alle de andre, kære venner. Jeg kender dem godt. De kommer altid, når jeg skal træffe en beslutning. De vil have mig til at lade være. Vil have mig til at beholde alting som det er. Så kan det nemlig ikke gå galt. Måske heller ikke blive bedre. Men ikke galt.

Jeg har kendt dem i over 30 år, bekymringerne. I starten troede jeg meget på dem. De er nemlig pænt  overbevisende. Men jeg begynder at opdage, at det altid er gammel snak forklædt i nye former. Det er altid den samme trummerum og en uendelig evne til at finde nye ting, der er galt. Så snart jeg har slået en bekymring ned, så popper en ny op. Endnu mere vigtig og højtråbende. De er som mulvarpene i tivoli, som man skal slå med en hammer. Boing, og så kommer en ny frem.

Siden de er der, kan de lige så godt få en kop kaffe. Eller the. Eller hvad de nu drikker. Så tier de da stille så længe, mens de slubrer. Forhåbentlig brænder de ganen, så de begynder at pive og mister lidt fokus fra hele tiden at fortælle mig om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Hvad jeg må, og hvad jeg ikke må.

Nå, so long amigos. Jeg vil løbe videre i mit forsøg på at tage alle de små skridt, så jeg kan komme i mål  (med den store stygge bekymringstosse på slæb).

tina

PS. Billedet har jeg lånt hos The Design Inspiration - og den er et kig værd. Fyldt med skønne tegneserier.

Depression som tegneserie

(Hyperbole and a Half )

Se nu her. Hvis du klikker på linket kommer du til den fineste, tegnede stribe om depression. 

Hvis du ikke har den fjerneste idé om, hvordan sådan en omgang føles, så lærer du måske lidt. 

Hvis du er en af dem, som har gennemlevet det eller stadig lever med den dagligt, så kan du (måske) få den bedste følelse i verden. Du ved: "Yayh, det er nemlig lige præcis sådan det er, og når der er én der har tegnet det, så er der i hvert fald mindst én anden i verden, som har haft det på samme måde som mig. Yayh. Jeg er ikke en taber-freak"-følelsen. 

Den absolut bedste følelse i verden.

KH 

tina (som netop har færdiggjort sin sweater, hæftet flere steder og sådan noget. Men passer den? Næh, ærmerne er for løse og kroppen er for kort og potentielt for stram. Hjamen. Måske jeg skulle lave en tegneserie om det. Eller trevle op. Eller begge dele.)

Surhedsgnomer

Nu jeg er gået i gnom-tema: Signe Parkins har også lavet gnomer. Den slags gnomer, som kun kommer frem, når man er sur:

(kilde: Signe Parkins)

Jeg er helt vildt enig med hende: surhed er en overset dyd. Faktisk er de fleste "grimme" følelser oversete og udskældte i de her positiv psykologi-tider, hvor man hele tiden skal se glasset som halvt fyldt. Det går jeg slet ikke ind for. Ikke at man skal se det som halvt tomt. Man skal se begge dele: halvt luft, halv vand. Halvtomt og halvfyldt på samme tid. Og man må gerne være sur og muggen. Så sur, at gnomerne kommer frem fra sukkulenterne. Der er nemlig grænser for, hvor længe man kan være sur, så når man har fundet ud af, hvorfor man var det, bliver man glad igen. Smart.  

Oh, det jeg egentlig bare ville skrive er, at Signe Parkins er en af de sejeste tegnere, jeg kender, så kig lige ind hos hende.  

KH

tina

PS. Illustrationen er et lovlink bragt med tilladelse fra Signe Parkins.

Måske var de slet ikke så sure?

Kilde: retronaut.co

Ulykkepiller

Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.

Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?

Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang. 

Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.

Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.

Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav. 

kh

tina

Illustration: Dejligt, at du har det bedre

 Min nyeste illustration:

kh

tina

En sandhed

(source)

kh

tina

Når hyggesnak ikke er så hyggeligt

Så står jeg der, foran en helt fredelig loppe-stand og er ved at købe et meget fredeligt kernelæder-bælte. 

Det er hippie, det er fred.

Lige indtil sælgeren begynder at hyggesnakke:

Sælger: Vi holder også loppemarked i morgen. Der er kaffe og kage - og det plejer at være hyggeligt.

Mig: Det lyder dejligt.

Sælger: Jeg ved ikke om du har børn?

Mig: Nej, det har jeg ikke.

Sælger: Ja, for det er nemlig hyggeligt, hvis børnene er med.

Mig: Jeg regner nu også med, at jeg kan hygge mig, selvom jeg bare er mig.

Sælger: Ja, men det er nemlig så hyggeligt, hvis man har børnene med i sådan en lille vogn og ...

Mig: /Tusind tiks og hej hej og løber væk, selvom sælgeren også havde den fineste lille, lilla holmegårdvase/

Hallo - kuk kuk. 

 Når en kvinde på 30+ falder i svime over kærnelæder og mundblæst-glas, så skal man vel ikke være livsstilsekspert for at gætte, at hun også synes, at det vil være lykken at have unger i en lille vogn til kaffe og kage og lopper en søndag i sol?

Og når hun så ikke har de der unger, så er det nok ikke bare fordi, hun ikke lige have fanget, at det da ellers ville være hyggeligt.

* * *

Så er det, at jeg får lyst til at gå ud i en stor skov, mødes med den kloge bjørn, som skal fortælle mig, at jeg er god nok, selvom jeg ikke har en vognfuld børn, og at damen bare prøvede at hyggesnakke og slet ikke opdagede, at hun jokkede rundt i mit aller-farligste-sårbare-sted og slet ikke hørte, hvad jeg prøvede at sige.  

(Big Bear Little Bonny af Diana Delosh)

Men nu bor jeg midt i byen, så i stedet for gik jeg hjem og sagde til mine tanker, at de lige skulle få lidt ro på og tage sig en nutella-mad. 

(Chichi Huang)

And so we did. 

 Håber du har en dejlig lørdag.

KH

tina

Dinosaur-sprog: Lektion 1

(source)

Dinosaur-sprog! 

Der var den!

Det er derfor, at der så tit er gået kludder i den, når jeg har prøvet at sige, hvordan jeg har haft det. 

Andre har kun hørt: RAWR!

Dinosaur, Haddock og mig må lige stramme an og få lavet os en ordbog. 

Indtil da har du hermed modtaget Lektion 1 i dinosaur.

kh

tina

Løgn med løgn og rabarber på

Alt godt kommer til den, der venter. Siger de. Men det passer slet ikke. I hvert fald ikke, hvis det gode er en kolonihave. Så hjælper det slet overhovedet ikke at vente. Så hjælper det kun, hvis man har en gulvkalv eller har været skrevet op på helt hemmelige lister de sidste 25 år. Mindst.

Så jeg er sur. Ked af det. Vred og helt vildt skuffet. Derfor har jeg brugt eftermiddagen på at afreagere. På sådan en meget 30+-agtig måde:

Ja, jeg har lavet rababerkompot. Og nej, jeg gider ikke at fjerne gamle etiketter. Jeg gider kun have en kolonihave. Eller en nyttehave. Eller et bed. Eller en lillebitte altan.

Eller et kamera der virker. Det satte nemlig ud, da jeg stod og kogte rabarber. Der lugtede ellers vildt rart af både farmors, mormors og mors køkken på én gang. Men bam, så satte det ud. 

Men hvad, alt godt kommer jo til den, der venter. På kolonihave og et kamera der virker. Eller noget. 

Er jeg den eneste der venter på noget, som synes helt uopnåeligt?

kh

tina

(ps. jeg ved godt, at jeg skal være glad for, at jeg lånte en kolonihave sidste måned og skal holde en uges sommerferie i en anden. Jeg ved det godt.)