Nytårsforsæt version 2014

Godt nytår! Jeg håber, at du kom ind i det på den allerfineste vis. For mig blev nytårsaften det helt perfekte udråbstegn ovenpå et år, som har budt på en ordentlig omgang udfordringer. Jeg har været tvunget til at arbejde benhårdt på at acceptere min situation, som den er. At jeg er træt, træt, træt og har  ikke skal satse på at få min før-stress-depression-energi tilbage, før jeg begynder at leve mit liv og gøre det, jeg allerhelst vil. Jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, men i at andet gear, end jeg kunne ønske mig. Jeg må have mine prioriteter helt klokkeklare, så jeg får gjort det, som jeg gerne vil, og som gør mig godt. Som fx at få min en kolonihave. Hjamen. Det er jo det mest fantastiske. At jeg gjorde det, selvom bekymringerne og underskudet stod i kø og åndede modet og mavefornemmelsen i nakken, så jeg nogen gange fik mest lyst til at affinde mig med det næstbedste.

Nu er det så blevet 2014. Det bliver et fantastisk godt år. Der er meget nyt på trapperne. I kommer til at høre om det. Men ikke endnu.

For nu vil jeg holde mig til at slå et stort slag for nytårsforsæt. For når jeg kigger mig omkring i de sociale medier, så får de godt nok mange smæk. Som noget træls noget, som man alligevel ikke kan holde.

Som om nytårsforsæt pr institution er noget, som er væmmeligt og kræver det umenneskelige for at lykkes. Som om det er noget, som pr institution skal handle om vægttab og cigaretter. Bare fordi det er blevet politikernes definition på sundhed, så behøver vi da ikke følge trop.

Jeg synes, at nytårsforsæt er en tone, som man slår an for resten af året. Noget der peger i en retning, man gerne vil gå i. Noget man kan huske sig selv på og som kan støtte en, når der sker alt det, som vil ske.

Jeg har tænkt en del over, hvad det skulle være for mig i år. Noget med at være mindre hård mod mig selv. Være mere rummelig. Skælde mig selv mindre ud. Holde flere pauser. Men ordlyden var forkert. Den anden dag var jeg til akupunktur. Da vi sagde farvel, sagde akupunktøren som afsked: enjoy. Der ringede en lille klokke hos mig: enjoy! Enjoy er godt. Det er ikke surt. Det taler ikke ned. Rigtig godt nytårsforsæt, superfin intention at holde fast i, når året først tager fat.

Det er den store test for nytårsforsæt (hvis man spørger mig): taler det i en kærlig tone? Hvis forsættet lyder som en anden BS, så er det ikke et nytårsforsæt. Det skal kunne klare den test, at hvis en anden gav dig det som forsæt, så ville du blive glad og tænke "ja, det vil jeg gerne inviterer ind i mit liv et helt år".

"Du skal tabe dig" duer derfor ikke. Men alt hvad der rimer på glimmer, glæde, pauser, kreativitet, grin og kærlighed er godt. Det skal komme fra hjertet. Ikke fra en mavesur indre stemme som peger fingre, bare fordi den kan. Hvis man ved, at man gerne vil tabe sig snart, så er det da med at skabe et kærligt miljø for den livsstilsændring. Ved at skrive ENJOY (eller hvad der nu passer for en) med store bogstaver på sin væg. Som en affirmation. En kærlig påmindelse. En daglig meditation.

Og så får du lige en masse glimmerdyr. De ønsker dig rigtig godt nytår, med en ordentlig omgang glitter. De håber, at du har modet til at være rigtig god ved dig selv i 2014. Til at tale din sandhed. Til at komme mere ud at lege (hvis du står samme sted som mig) eller til at tage mere alenetid, hvis det er der du er.

KH
tina

CC #9: Melon

Melon. Dagens farve for et par dage siden. Så jeg har fundet lidt melon frem.

Melonfarve i et computer-cover med mønster fra yarnfreak. Som jeg lavede for lang tid siden. Egentlig er mønsteret til en iPad. Men det har jeg ikke. Så jeg lavede coveret lidt længere og lavede en flap, så der ikke kommer to-go-kaffe ind i computeren, når man er ude. Men jeg har faktisk aldrig min computer med nogensteder hen. Så deeeet...

Melonfarve i et vejmaleri som blev malet her på Amager som del i et byfornyelsesprojek et par uger før, at der kom nogle byfornyelsesmaskiner, som skrallede melon-asfalten af og lavede skråparkering.

Melon i mit hoved i dag. Træt med træt på. I nat drømte jeg, at jeg skulle i krig. Men jeg kunne ikke finde min sovepose og kunne ikke få pakket. De andre havde bare en lille håndtaske, hvor alle deres ting var. Jeg havde alt for meget, jeg skulle have med. Og så kom der en usynlig person ind i min lejlighed og gik rundt, indtil han gik ind i soveværelset og kvalte mig. 

There you go. Mine indre temaer serveret på et blog-fad flankeret af hækling. Jo jo.

Halvmugne-melon-hilsener
tina

skumringstimen igår

Skumring. Skum-ring. En ring af skum. Spøjst navn til en smuk stund. 

I øvrigt giver bloggen Fine Little Day mig altid lyst til at bo i en svensk ødegård med stemningsfuld skumringsgaranti.

Update: Se, skumringstimen bredte sig.

KH

tina

All that I have is enough - hvis jeg lige får et nøgle garn mere

(Rebecca Green)

All that I have i enough.

Sådan en gad jeg virkelig godt at være. Sådan en kvinde i perfekt harmoni med sig selv og naturen og sit indre. Sådan én som har nok i nuet og en blomst der gror.

Men jeg hækler. Så hænger de to ting overhovedet ikke sammen. Så er All That I Have aldrig helt nok. Jeg har altid behov for et garnnøgle mere.

Ellers skulle jeg kunne luft-hækle. Men det er cirka lige så dumt som at spise luft. Med mindre man er i et eventyr selvfølglig, hvor der er en kejser, som er vild med luft-hækling. Men det er vist et meget sjældent eventyr, for det er virkelig meget, meget sjældent at mænd går i hæklet tøj. Og da slet ikke usynligt hæklet tøj.

(Sn.DJ)

Med ønsket om flere mænd i hæklet tøj og mere "alt er ok som det er"-fornemmelse: forsinket godt nytår herfra bloggen. Jeg glæder mig til 2013 med jer.

Update 2013: Første styk hækling til mand og andet styk hækling til mænd.

KH
tina

Sengetæppe og andre drømme

Den anden dag faldt jeg over en stak doilies, som nu ligger og kigger på mig.

Jeg pusler lidt med en ide om at lave dem til et ekstra sengetæppe.

Men der er ikke helt nok. Så enten skal jeg hækle nogle ekstra til mellemrum, eller også skal der være ret store huller. Måske er det heller ikke lige de farver, jeg vil have i mit soveværelse.

Årmh, jeg er træt af det soveværelse. Det er malet kaffelatte-farvet. Dem, der godt kan lide farven, kalder den sandfarvet. Men jeg insisterer altså på, at det er kaffelatte-farvet. Som skældsord.

Følgende læses med I Hegnet-stemme: Jeg vil bare gerne have et soveværelse som Ranvita La Cour. Sådan et, der dufter af æteriske olier, og hvor der er levende lys, der blafrer og ægte krystallysekrone og tekstiler hentet ind fra alle mine eksotiske udenlandsrejser. Jeg gider sgu da ikke have såden et kaffelatte-farvet rum med mørklægningsgardin og sengetøj, der skulle havde været skiftet i sidste uge og en arkitektlampe som natlampe, som mangler to fjedrer og derfor hænger helt vildt meget med mulen, og ikke kan lyse de rigtige steder hen. Det gider jeg da ikke.

Hm.

Under alle omstændigheder kommer min doily-inspiration her fra - selvom jeg personligt ville undlade dem, der er alt for grydelap-agtige:

From 'Hekleglede' (Joy of crochet) by Frida Pontén (source)

kh

tina

Ulykkepiller

Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.

Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?

Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang. 

Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.

Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.

Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav. 

kh

tina

RIP - og så sej vil jeg også være, når jeg er 94 år

Zelda Kaplan døde i går. Til hendes minde skriver Advanced Style bla:

"Zelda had a zest for life. She loved dancing and was a regular at New York's hottest clubs where she could be spotted dancing the night away in her brightly colored suits and matching hats."

På gaden i NYC - om at leve det gode liv

Læs meget mere om hende via linket  til bloggen ovenfor - der er også fotos, hvor hun er dressed up til sin 95 års fødselsdag.

* * *

Nogle planlægger at sove når de bliver gamle. Jeg planlægger at gå i store hatte og alt andet end beige. Og så vil jeg danse. Hele natten. Er der ikke nok nogle, som vil være med? Jeg håber altså ikke, at alle andre på plejehjemmet bare vil sove til den tid?

Jeg mener, i dag er klokken lidt over 20 og jeg er allerede gået i seng. Med en kage i den ene hånd og min computer i den anden. Og mit hækletøje i den tred... nå-ja. Men anyways, jeg er så træt. Ristet og træt, som var jeg lige kommet hjem fra en uges Roskilde Festival. Men jeg er bare kommet hjem fra første dag på hospitalet (aka den psykiatriske dagshøjskole), efter at jeg har ligget syg en uge.

Når jeg på et tidspunkt bliver mere frisk og vågen igen og den der depression ikke er ud over sit hele med sit konstante krav på søvn og søvn og opladning, så håber jeg altså, at alle andre ikke er begyndt at sove helt vildt ovenpå deres søvnløse baby-nætter og byture. Jeg håber, at der er nogle, som vil være med til at gøre kvinder som Zelda Kaplan kunsten efter, dresse up, på med læbestiften og danseskoene og så holde en fest. Ellers må jeg dælme flytte til NYC.

Altid huske, aldrig glemme: "One must be interested in the world not only in own's self" (Zelda Kaplan).

kh 

tina