Til kaffeslabberas med bekymringerne

Åh, det sker meget her hos mig lige nu. Især i det meget virkelige liv inde i mit hoved. Det er propfyldt med skrækscenarier, fremskrivninger af alt, der kan gå galt, uroligheder og alle de andre, kære venner. Jeg kender dem godt. De kommer altid, når jeg skal træffe en beslutning. De vil have mig til at lade være. Vil have mig til at beholde alting som det er. Så kan det nemlig ikke gå galt. Måske heller ikke blive bedre. Men ikke galt.

Jeg har kendt dem i over 30 år, bekymringerne. I starten troede jeg meget på dem. De er nemlig pænt  overbevisende. Men jeg begynder at opdage, at det altid er gammel snak forklædt i nye former. Det er altid den samme trummerum og en uendelig evne til at finde nye ting, der er galt. Så snart jeg har slået en bekymring ned, så popper en ny op. Endnu mere vigtig og højtråbende. De er som mulvarpene i tivoli, som man skal slå med en hammer. Boing, og så kommer en ny frem.

Siden de er der, kan de lige så godt få en kop kaffe. Eller the. Eller hvad de nu drikker. Så tier de da stille så længe, mens de slubrer. Forhåbentlig brænder de ganen, så de begynder at pive og mister lidt fokus fra hele tiden at fortælle mig om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Hvad jeg må, og hvad jeg ikke må.

Nå, so long amigos. Jeg vil løbe videre i mit forsøg på at tage alle de små skridt, så jeg kan komme i mål  (med den store stygge bekymringstosse på slæb).

tina

PS. Billedet har jeg lånt hos The Design Inspiration - og den er et kig værd. Fyldt med skønne tegneserier.

Ulykkepiller

Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.

Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?

Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang. 

Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.

Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.

Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav. 

kh

tina