Til kaffeslabberas med bekymringerne

Åh, det sker meget her hos mig lige nu. Især i det meget virkelige liv inde i mit hoved. Det er propfyldt med skrækscenarier, fremskrivninger af alt, der kan gå galt, uroligheder og alle de andre, kære venner. Jeg kender dem godt. De kommer altid, når jeg skal træffe en beslutning. De vil have mig til at lade være. Vil have mig til at beholde alting som det er. Så kan det nemlig ikke gå galt. Måske heller ikke blive bedre. Men ikke galt.

Jeg har kendt dem i over 30 år, bekymringerne. I starten troede jeg meget på dem. De er nemlig pænt  overbevisende. Men jeg begynder at opdage, at det altid er gammel snak forklædt i nye former. Det er altid den samme trummerum og en uendelig evne til at finde nye ting, der er galt. Så snart jeg har slået en bekymring ned, så popper en ny op. Endnu mere vigtig og højtråbende. De er som mulvarpene i tivoli, som man skal slå med en hammer. Boing, og så kommer en ny frem.

Siden de er der, kan de lige så godt få en kop kaffe. Eller the. Eller hvad de nu drikker. Så tier de da stille så længe, mens de slubrer. Forhåbentlig brænder de ganen, så de begynder at pive og mister lidt fokus fra hele tiden at fortælle mig om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Hvad jeg må, og hvad jeg ikke må.

Nå, so long amigos. Jeg vil løbe videre i mit forsøg på at tage alle de små skridt, så jeg kan komme i mål  (med den store stygge bekymringstosse på slæb).

tina

PS. Billedet har jeg lånt hos The Design Inspiration - og den er et kig værd. Fyldt med skønne tegneserier.

Depression som tegneserie

(Hyperbole and a Half )

Se nu her. Hvis du klikker på linket kommer du til den fineste, tegnede stribe om depression. 

Hvis du ikke har den fjerneste idé om, hvordan sådan en omgang føles, så lærer du måske lidt. 

Hvis du er en af dem, som har gennemlevet det eller stadig lever med den dagligt, så kan du (måske) få den bedste følelse i verden. Du ved: "Yayh, det er nemlig lige præcis sådan det er, og når der er én der har tegnet det, så er der i hvert fald mindst én anden i verden, som har haft det på samme måde som mig. Yayh. Jeg er ikke en taber-freak"-følelsen. 

Den absolut bedste følelse i verden.

KH 

tina (som netop har færdiggjort sin sweater, hæftet flere steder og sådan noget. Men passer den? Næh, ærmerne er for løse og kroppen er for kort og potentielt for stram. Hjamen. Måske jeg skulle lave en tegneserie om det. Eller trevle op. Eller begge dele.)

Om håb, lyserøde boller og Georg Michael

Det er efterhånden et års tid siden, at jeg flyttede ind i den lejlighed, jeg bor i nu. Normalt flytter jeg rigtig hurtigt ind og gør stedet til mit eget. Men der er ikke ret meget, som har været normalt det sidste år, så jeg prøver at finde ro i, at det går langsomt.

Men Store Bededag var så dagen, at jeg tog hånd om et lille hjørne af lejligheden med lampeskærm, hav-pudsede grene fra strandbreden på Lesbos, pink muresnor, blå hørsnor og CD-covers:

Jeg er stadig i en limbo omkring mine cd'er. Halvdelen har mistet ders box, og er kommet i plastik. Men den sidste halvdel har fået særstatus og står i et skab. Jeg har godt hørt om det der MP3, men jeg elsker stadig at sætte et album på. I går genhørte jeg fx "Fuld af Løgn" af Østkyst Hustlers. Det er mange dage siden sidst. For pludselig opdagede jeg, at ham der prøver at ligne Georg Michael jo er dén Georg Michal (udtalt på engelsk). Jeg har altid hørt det som Georg (som Georg i Anna og Lotte) Mikael (som på dansk - som Mikkel og Mette og Mikael). ..

Men det var en rar dag. Ellers er alt andet drøn-hårdt lige nu. At gå fuldtid i terapi er lidt ligesom at få fjernet fodvorter 24-7. Eller altid at have tømmermænd. Eller få skiftet vinduer døgnet rundt. Man ved det bliver godt og bedre bagefter, men nøj hvor er det hårdt, grimt og irriterende undervejs. 

Og så var der den anden morgen, hvor jeg rent faktisk nåede at få morgenmad. Men hvor min bodumkande valgte at gylpe kaffegrums og kogt vand ud over min morgenmad:

I dag gik det lidt bedre. Jeg holdte gårdsdagens pink tema i hævd og lavede en dej med rødbedesaft i:

Og se, så kom der kanelsukker på, så det blev en klid-kanelsnegl, som meget mere lignede et rigtigt ih-hvor-har-jeg-da-selvfølgelig-overskud-til-at-bage-mine-egne-grove-boller-blogindlæg. 

Åh-ha-ja.

Håber du nyder solen derude. Det er rart at være tilbage med et indlæg - jeg har savnet det.

kh

tina