Lær at slappe af

Da jeg udgav min søvnguide tikkede det samme spørgsmål ind et par gange til punkt 8. Det punkt der hed: Hvil dig. SLAP AF. Slap af nu. Slap nu af. For dælen.

Spørgsmålet blev stillet af nogen der ligesom jeg har langvarige følger af en hjernerystelse.  De spurgte: Ja, det er fint, men HVORDAN slapper du af?

Jeg blev simpelthen så glad for det spøgsmål. Ikke mindst fordi at jeg har skammet mig gul og blå over at være så eminent dårlig til at slappe af (Nu er jeg også dygtigt - som i UG og kryds og slange - til at skamme mig, men alligevel).

At heale sig selv ovenpå et hovedtraume (eller alle mulige andre traumer) kræver en god balance mellem at være ude i verden og øve sig - og så smutte hjem og slappe af. Det er ligesom det en sygemelding går ud på. Læg dig ned. Bliv rask.

Sagen er bare den, at hvis jeg lægger mig ned, så er hele min krop meget ofte i fuldt alarmberedskab. Mine muskler er anspændte. Min nakke er anspændt. Jeg har måske hovedpine. Måske kvalme. Mine tanker banker rundt i mit hoved. I den situation er det allerrareste at "dope" sig selv med en omgang iphone. Så mærkes det ikke helt så slemt. Du kender det med garanti også, selvom du ikke har et hovedtraume. (Og ja, det er jo helt tosset, for det er kun på den korte bane, at det "virker").

Det er først, når jeg er afslappet, at jeg kan hvile mig. Og det er først, når jeg kan hvile mig, at jeg kan sove. Det er BUM-sikkert, at hvis jeg ikke har kunne hvile mig i løbet af dagen (aka min krop har været SÅ rastløs, at jeg har ligget og vippet med fødder og fingre og været ved at flå mine hørebøffer af tusind gange under healingsmeditaitonen, fordi jeg bare ikke kan udholde al det kropslige ubehag (og det her kender du også. Prøv at sidde helt stille i 10 min og kun fokusere på dit åndedræt. Svært. Ja)). Men den type oplevelse er et lille rødt flag der vinker. Hvis jeg ser og anerkender den rastløshed, så ved jeg, at der er fare på færde. Hvis ikke jeg sætter benhårdt ind på at få mit nervesystem i ro, vil jeg ikke kunne sove den nat. Jeg vil ligge og karte rundt fra kl 22 til 2-3 stykker. Og så er fanden løs dagen efter.

Så hvad er min pointe? Min pointe er, at det kræver benhård disciplin at lære at hvile, hvis man ikke kan det i forvejen. Jeg har aldrig tidligere kunne hvile mig midt på dagen. Den skulle jeg jo have noget ud af. Dagen. Jeg kunne ikke bare ligge der og dangdere den. Så jeg sprang rundt og havde gang i tusind projekter. Og havde en fest med det. For typer som mig, tror jeg det er sværere at lære at hvile sig, end dem der altid har haft let ved det. Men jeg ved det ikke. For det kropslige ubehag der sætter ind ovenpå en hjerneskade er så massivt, at de fleste vil få lyst til at flygte handlingens vej, vil jeg tro. I stedet for at være tilstede i nuet. Føj, nuet. Det kan virkelig være en led sag.

Okay, hvad er det så for en disciplin, man skal opøve, for at kunne: A) hvile, så man kan B) sove.
Det er i virkeligheden alle de 10 punkter fra Søvnguiden. Men nærmere bestemt så er det at holde øje med, hvordan du håndterer punkterne fra søvnguiden. Er du begyndt at skippe dine pauser? Glemmer du at sætte tid af til dit aftenritual? Orker du ikke lige tage din magnesium? Tænker du at du godt lige kan hoppe dagens meditation over? Hvis ja, så er du (hvis du er som mig) højst sandsynligt på vej ned af en sti som fører væk fra dyb og rolig nattesøvn og ned til den by, hvor du skal op og tisse konstant og dine tanker holder dig vågen.

Tit begynder jeg at skippe pauserne, når jeg er lidt for travl. Jeg mister simpelthen overblikket. Det kan også ske, hvis jeg vil være lidt sød ved mig selv (som I andre kender fra: du behøver ikke at børste tænder i dag/du må gerne spise to bakker flødeboller/du må gerne blive ude og danse til klokken 7 om morgenen selvom du skal arbejde næste dag): dvs lige præcis den slags "sød-ved-mig" der er aldeles kortsigtet. En tredje variant er at jeg synes det er synd for mig. Synd for mig hele tiden at skulle være så disciplineret. Andre behøver jo ikke hele tiden at ligge og lave kropsscanninger, energi-øvelser og droppe kaffe/alkohol/sukker for at kunne sove. Ergo er det synd for mig. Det giver  - SURPRISE - præcis samme resultat som være "sød ved mig".

"Scor og slap af". Kan du huske ham? Jeg tænker tit på det. Scor og slap af. Gør en masse - og slap af. Slap helt af. For din skyld. For dine nærmestes skyld.

Hæklet bamsehue og en depressionsstreg

Nuuuurh! Cuteness overload! 

Hæklet babyhue i bamsemønster. Det er Sidsel Sangilds opskrift. I anledningen af AOH-messen hæklede jeg den op i nogle lidt andre farver, end de mere traditionelle brunbamsefarver. Og hey, den er da for cute.

 

Den er hæklet i garnet cinia (som snart udgår). Men opskriften er lavet på mål, så det er ikke så vigtigt, hvilket garn du bruger.

Opskriften kan købes i Sidsels biks - der hedder den Hæklet Bamsehue. 

Jeg har ført delt tegnserier om stress, depression og deres fætre og kusiner her på bloggen. Nu er vores allesammens Stinestregen på banen med den fineste stribe om depression. Jeg ved, at hun føler sig meget sårbar, ved sådan at dele ud af sig selv. Men en som mig, der kender det SÅ uendelig godt fra nærmeste hånd (migselv), bliver helt glad og varm om hjertet. For ligeså snart at det er tegnet af en anden, så findes det lige en lille smule mere i andres verden også. Det gør mig tryg. Og glad. Læs, se og mærk efter inde hos stinestregen selv (jeg er nemlig holdt op med sådan bare lige at låne folks billeder, det har jeg haft en noget loose omgang med her på bloggen tidligere. Jeg troede egentlig, at jeg havde styr på det. Men det havde jeg ikke. Shame on me. Mere om det senere).

KH

tina

En hæklende tegneseriefigur

Stinestregen hækler (og har gemt fotoet som "hæklemutter" - muuuha, det er sjøv - kluddermutter/hæklemutter - same same!). Stinestregen hækler på en rokokopude. Stinestregen linker til artikel om, hvordan hækling er meditation for hjernen og booster hæklerens dopamin-niveau.  

I'm loving it!

Det gav mig også lyst til at skrive alt muligt. Og jeg kom i tanke om en blogpost, som jeg ville lave færdig. Da jeg ledte efter den, opdagede jeg, at jeg har 149 blogposter, som jeg har lavet og aldrig udgivet. Wooow.  

Så jeg smutter igen. Jeg skal ind i bagkataloget og rode. 

KH

tina

Krammedyr - og to vigtige erindringer

Her den anden dag havde jeg sådan en flad dag. Jeg har dem ret så tit, og jeg er blevet en sand mester i at opdage det og straks krybe ind i alkoven. Kunsten er at flankere mig med gode ting og sager, så der bliver mægtig rart at være.

Jeg har været igang med et hemmeligt evighedsprojekt af dimensioner på det sidste. Men derudover har hæklingen ligget stille for mig. Men pludselig fik jeg lyst igen. Dagen før havde jeg været inde i lejligheden og grabbet nogle kugler garn og Lutter Løkker-bogen.



Jeg havde fuldstændig glemt, hvor fedt det er at lave et lille projekt. Hygge, hygge, hygge og bum, så er du færdig og har haft det top-hyggeligt imens - hvilket klart nok fungerer allerbedst med simple opskrifter ligesom den her. En almindelig amigurumi var aldrig gået for mig på sådan en dag (okay faktisk ever-never: aaaarhhhh flænse, rive, flå og se rødt). Men sådan to kvadratiske stykker som skal hækles sammen, det er top-hyggeligt. Så tak til Jeanette for den finestes og dejligste opskrift. Fordi det mindede mig om det, som jeg startede med at være helt pjattet med ved hækling: at du starter med lidt garn og ender ud med en dims.

Det var den ene vigtige erindring: glæden ved at lave en dims ud af ingenting. Den anden vigtige kom som en gave. For da jeg skrev om min alkove-retræte på IG, fik det en anden IG'er til at hækle. Fordi hun kom i tanke om, hvor fedt det er at hækle, når man har en off-dag. Og lige der, da hun skrev det, gik det hele op i en højere enhed for mig.

Som jeg skrev om i sidste blogpost, kan jeg godt miste fodfæste om formålet med min blog og IG, fordi det hurtigt kan komme til at handle meget om "doing". Men hvis jeg kan være med til at minde og lære andre om glæden ved at hækle, så er min lykke gjort. Jo! Sådan er det. Ikke så meget alt det med at hækle meget og hækle nyt sådan i sig selv. Jeg kan aldrig nogensinde synes, at det er vigtigt absolut at nå at hækle en flagranke for at holde en børnefødselsdag. Men hvis man er flad og har brug for ro, så vil jeg klappe i mine små hænder, hvis det får en til at sætte sig ned og hækle 20 flagranker. For repetitionen og garn kan være en lise for sjælen.

Hækling er fantastisk for HSP (særligt sensitive), depressive, angste, urolige, bekymrede usw. Det er der alle mulige fine lægelige forklaringer på. Men helt basalt får det os ned i gear og rammer "being", hvor vi er med det, som er. Hvor det handler om det taktile - om garn og stoflighed og farver og håndens arbejde. Især hvis vi kan lade den indre BS og kontrollen på hylden og bare være i det, uden at det skal være perfekt på kontrol-måden, men derimod perfekt på den måde, hvor øjnene på ranglen gerne må være udstående (fordi du afskyr at hæfte ender) og fyldet ender med at være et gammelt viskestykke (fordi det var det, som var). Og lige præcis derfor kunne min kramme også blive færdig i ét hug istedet for at ende som en UFO i håbet om, at den skulle være "perfekt".

Nu jeg er ved, hvad der er godt for sensitive, så har jeg ikke puttet raslehalløj eller bjælder eller klokker i ranglen. Seriøst, jeg ville blive helt bims af at skulle hækle på noget, som larmer. Og så forestillede jeg mig at være en lille baby, som blev leget med af de voksne, ved at de vinkede med noget bjælende-rasle-halløj lige foran mit ansigt. Jeg ville give mig til at græde på stedet. Eller bare blive totalt overstimuleret og bims. Så var den beslutning taget og det er altså Verdens Mest Stille Rangle, jeg har lavet. Voksne er dog velkomne til selv at tilføje lyde: brrriiiiiiingggg wrrrooooommm.
 
Wooop, det skete vist lige der, at jeg fik rystet noget af græsplænen af ryggen og kom på banen her på bloggen igen efter en lang juli. Glæder mig til at høre, om du er enig og kan genkende noget? Eller er helt uenig?

KH
tina

PS. Mønsteret hedder Kramme og er som sagt fra Jeanette Bøgelund Bentzens (aka Lutter Idyl) bestseller Lutter Løkker.  Jeg har lavet den version der hedder kanin. Selvfølgelig har jeg det. Og selvfølgelig har jeg en hel opslagstavle på pinterest kun med kaniner. Så deeeet…..

Blomkålshjerne og voodoo-suppe

Jeg står med et blomkålshoved i den ene hånd og læssevis af regn udenfor vinduet og kommer i tanke om, at jeg skrev en blogpost om blomkålshoveder sidste vinter. Jeg udgav den aldrig. Men den er stadig relevant. Og nu er det blomkålssuppe tid igen. Og altså også tid for voodoo. For jeg synes, jeg er kommet langt. Men ikke længere end at jeg stadig har godt af en omgang voodoo-suppe fra tid til anden. Hvad er sammenhængen? Læs bare videre. For nu får du den tekst, som jeg ikke udgav sidste år. Here goes.

Jeg har en indre B.S. Christiansen. Det troede jeg egentlig ikke. Jeg mener, udenpå ser jeg ret tilforladelig og meget lidt militant ud. Han råber heller ikke højt, ham BS. Han løfter bare et øjenbryn, og så makker jeg ret.

Jeg opdagede det i lørdags. Jeg var til yoga. Læreren sagde, at vi kunne tage en pølle til at hvile hovedet på. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det giver tryghed, sagde hun så. Nå nå, tænkte jeg. Det har jeg ikke brug for. Jeg er nemlig mægtig god til yoga og har bare brug for at gå smadderdybt i strækket.

Så kom jeg hjem. Jeg satte mig med mit strikketøj og ville øve mig i at strikke mønsterstrik. Jeg startede på det (sådan for alvor) i sidste weekend, hvor Rachel Søgaard holdt strikkeworkshop. Jeg var dårlig. Som i virkelig dårlig. Jeg har en strikkefasthed som en indebrændt dolf, så det kunne slet ikke fungere.

Nu sad jeg der i min sofa, og jeg genhørte Rachels ord: Du kan lige bruge sådan en maskemalle (ved ikke hvad den hedder, sådan en lille dut, som viser hvor du er nået til i din omgang). Hun gav mig også en post it, så jeg kunne holde øje med, hvor jeg er i mønsteret. Jeg vidste godt, at sådan en maskemalle fandtes. Men jeg har altid syntes det var noget pjat. At man var sådan en lille svag en, hvis man brugte den. Ikke andre, selvfølgelig. De må bruge en mellem hver evig eneste maske, hvis de har lyst. Men ikke mig. Det er der ingen grund til.

Pludselig opdagede jeg det. Det var BS! En lille blå gnom. En militant type som bestemmer. Jeg ved godt, at jeg arbejder med en hel masse i mit liv. Med at få mere ro og selvværd - og mindre myldertanker og udbrændthed. Alligevel bliver jeg overrasket, hver gang jeg ser de store udfordringer i de helt små ting. De kan være svære at opdage, fordi de netop ikke genkendes på at de er højtråbende og larmende. De irettesættende tanker behøver bare at rømme sig, løfte et øjenbryn - eller bare sende d´t der blik.

Så nu sidder jeg her i mit køkken og skriver. Jeg er ved at lave mig en blomkålssuppe. Til min blomkålshjerne. Den skal indgå i et meget helligt ritual. Det ser nok ikke så helligt ud for udeforstående, men tag ikke fejl. Det er ren magi der foregår, mens jeg sidder der i sofaen foran flimmerkassen med dampende blomkålssuppe og siger nej til BS og ja til mere tryghed. For jeg ved det jo godt. At tryghed og støtte giver ro til at gå videre og være sejere og bedre ved sig selv og alle andre.

Nu deler jeg opskriften på en blomkålssuppe, som er en voodoo-suppe mod de tanketyper, som skal forsvinde og fordampe og slet ikke eksistere mere - de gør krigere udmattede og gør selv de bedste helt ulidelige at være samen med. Både for dem selv men også for andre. Så altså: voodoo-suppen:

Basis
2 løg
5 fed hvidløg
1 Blomkål
1 Fennikel
1 liter bullion (herbamare)
1 dåse kokosmælk
- Alt det skal hakkes og steges og koges og blendes.
Før servering: Skal og saft af en citron

Ekstra niceness der giver smag (suppen virker også uden, så det er bare hvis du har)
Citrongræs
Ingefær
Chili
Lidt muskat
Lidt vaniljepulver
Lidt æblecidereddike

(kilde: everybody has a brain )

Har du også sådan nogle indre, løftede øjenbryn, som siger nej, hvis du vil gøre noget lidt lettere eller rarere for dig selv? Og har du gode råd til, at få ham til at tie stille?

KH
tina (og BS)

Til kaffeslabberas med bekymringerne

Åh, det sker meget her hos mig lige nu. Især i det meget virkelige liv inde i mit hoved. Det er propfyldt med skrækscenarier, fremskrivninger af alt, der kan gå galt, uroligheder og alle de andre, kære venner. Jeg kender dem godt. De kommer altid, når jeg skal træffe en beslutning. De vil have mig til at lade være. Vil have mig til at beholde alting som det er. Så kan det nemlig ikke gå galt. Måske heller ikke blive bedre. Men ikke galt.

Jeg har kendt dem i over 30 år, bekymringerne. I starten troede jeg meget på dem. De er nemlig pænt  overbevisende. Men jeg begynder at opdage, at det altid er gammel snak forklædt i nye former. Det er altid den samme trummerum og en uendelig evne til at finde nye ting, der er galt. Så snart jeg har slået en bekymring ned, så popper en ny op. Endnu mere vigtig og højtråbende. De er som mulvarpene i tivoli, som man skal slå med en hammer. Boing, og så kommer en ny frem.

Siden de er der, kan de lige så godt få en kop kaffe. Eller the. Eller hvad de nu drikker. Så tier de da stille så længe, mens de slubrer. Forhåbentlig brænder de ganen, så de begynder at pive og mister lidt fokus fra hele tiden at fortælle mig om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Hvad jeg må, og hvad jeg ikke må.

Nå, so long amigos. Jeg vil løbe videre i mit forsøg på at tage alle de små skridt, så jeg kan komme i mål  (med den store stygge bekymringstosse på slæb).

tina

PS. Billedet har jeg lånt hos The Design Inspiration - og den er et kig værd. Fyldt med skønne tegneserier.

Depression som tegneserie

(Hyperbole and a Half )

Se nu her. Hvis du klikker på linket kommer du til den fineste, tegnede stribe om depression. 

Hvis du ikke har den fjerneste idé om, hvordan sådan en omgang føles, så lærer du måske lidt. 

Hvis du er en af dem, som har gennemlevet det eller stadig lever med den dagligt, så kan du (måske) få den bedste følelse i verden. Du ved: "Yayh, det er nemlig lige præcis sådan det er, og når der er én der har tegnet det, så er der i hvert fald mindst én anden i verden, som har haft det på samme måde som mig. Yayh. Jeg er ikke en taber-freak"-følelsen. 

Den absolut bedste følelse i verden.

KH 

tina (som netop har færdiggjort sin sweater, hæftet flere steder og sådan noget. Men passer den? Næh, ærmerne er for løse og kroppen er for kort og potentielt for stram. Hjamen. Måske jeg skulle lave en tegneserie om det. Eller trevle op. Eller begge dele.)

Ulykkepiller

Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.

Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?

Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang. 

Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.

Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.

Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav. 

kh

tina

RIP - og så sej vil jeg også være, når jeg er 94 år

Zelda Kaplan døde i går. Til hendes minde skriver Advanced Style bla:

"Zelda had a zest for life. She loved dancing and was a regular at New York's hottest clubs where she could be spotted dancing the night away in her brightly colored suits and matching hats."

På gaden i NYC - om at leve det gode liv

Læs meget mere om hende via linket  til bloggen ovenfor - der er også fotos, hvor hun er dressed up til sin 95 års fødselsdag.

* * *

Nogle planlægger at sove når de bliver gamle. Jeg planlægger at gå i store hatte og alt andet end beige. Og så vil jeg danse. Hele natten. Er der ikke nok nogle, som vil være med? Jeg håber altså ikke, at alle andre på plejehjemmet bare vil sove til den tid?

Jeg mener, i dag er klokken lidt over 20 og jeg er allerede gået i seng. Med en kage i den ene hånd og min computer i den anden. Og mit hækletøje i den tred... nå-ja. Men anyways, jeg er så træt. Ristet og træt, som var jeg lige kommet hjem fra en uges Roskilde Festival. Men jeg er bare kommet hjem fra første dag på hospitalet (aka den psykiatriske dagshøjskole), efter at jeg har ligget syg en uge.

Når jeg på et tidspunkt bliver mere frisk og vågen igen og den der depression ikke er ud over sit hele med sit konstante krav på søvn og søvn og opladning, så håber jeg altså, at alle andre ikke er begyndt at sove helt vildt ovenpå deres søvnløse baby-nætter og byture. Jeg håber, at der er nogle, som vil være med til at gøre kvinder som Zelda Kaplan kunsten efter, dresse up, på med læbestiften og danseskoene og så holde en fest. Ellers må jeg dælme flytte til NYC.

Altid huske, aldrig glemme: "One must be interested in the world not only in own's self" (Zelda Kaplan).

kh 

tina

Sindenes Dag - om at blive slugt af den store støvsuger

I dag afholder WHO World Mental Health Day - eller på dansk: Sindenes Dag. Selvom psykisk sygdom er den mest udbredte folkesygdom i Danmark, er det også den sygdom, som får mindst opmærksomhed (Kilde). I den anledning, vil jeg åbne lidt op for en af mine skuffer, som normalt ikke er så åben her på bloggen.

Den anden dag modtog jeg en mail fra min gode, tyske veninde, som jeg ikke har haft kontakt med det sidste halve år. Jeg havde skrevet til hende og fortalt, hvorfor det ikke havde været muligt for mig. Hun fortalte, at hun for flere måneder kommet til at støvsuge en lille gul fyr op (som hun engang havde fået af mig). Der gik nogle måneder. Da posen så var fyldt, skiftede hun den - og det lykkedes hende at fiske den lille gule fyr ud. Den havde det fint, selvom dens ene ben var blevet lidt skævt.


Jeg ved godt, at jeg ikke er en lille gul fyr. Men alligevel deler vi lidt samme skæbne: For nogle måneder siden havde jeg et sammenbrud, som betød, at jeg var indlagt på psykiatrisk sygehus i over 3 måneder. 

Jeg er ude på den anden side igen, men jeg er ikke helt sikker på benene endnu. Efter at have opholdt mig et sted, som jeg aldrig havde forestillet mig. Mødt mennesker med livshistorier med langt flere krøller og dybde, end jeg nogensinde før havde mødt. Og efter at have mødt mig selv i situationer, hvor jeg var så godt som hjælpeløs og helt afhængig af systemet og af mine kære, så går der noget tid, før jeg er helt sikker på benene igen.

For at blive rask er jeg lige nu igennem den største kraftpræstation, jeg nogensinde har prøvet. Jeg skal lære at lytte til min krop. Ikke vente og holde ud til at jeg kollapser - men opdage tegnene inden da. Jeg skal lade være med at sammenligne, hvad jeg kan holde til, med andre. Jeg er mig. Og lige nu har jeg en depression. Den er ikke længere så tung, at jeg skal være indlagt. Men den er der, og det er nu den virkelige kunst begynder: at passe så meget på mig selv, at jeg bliver rask igen - og bliver ved med at være det. 

Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok få min energi og mit initiativ op igen. Også selvom den vej jeg skal gå kræver selvaccept og selvindsigt, som langt overstiger, hvad jeg før havde troet nødvendigt og muligt. Det er hårdt arbejde, at være psykisk sårbar. 

Men den lille gule fyr beviser, at det kan lade sig gøre. Selvom den blev slugt af den store støvsuger. Lå på bunden i flere måneder, mens der var stadig mere møg og skrald, som landede oveni hovedet på den, så klarede den det. Men den glemmer nok aldrig, hvordan det var, at ligge nede i mørket. Men den glemmer heller aldrig, hvor glad min veninde var over at få den tilbage igen. 

Og det er det, jeg håber, at når jeg en dag er kravlet op igen, så er jeg stadig et menneske, som er værd at elske og som er stærk nok til at være i verden, selvom mine ben nok er lidt mere krøllede, end før jeg blev slugt af den store støvsuger.