Fest: nej-tak. Ro: ja-tak

En af de allerstørste gaver jeg har fået af at blogge er, at jeg er faldet helt til ro med ikke længere at være en fest-monkey. Det var jeg engang. Det er jeg ikke længere. Og det er helt i orden. Og lige så langsomt, så kommer den gamle dame, som altid har boet inde i mig, ud. Hun hækler, tegner, strikker, graver i haven. Nu hvor hun er ude, har jeg opdaget, at hun slet ikke er gammel. Det var hun kun, da hun var indeni, og jeg faktisk var lidt flov over hende. Hun har lige præcis min alder. 

KH 

tina

PS: Illustration Lovelink: KelseyDavisDesign/etsy

Krammedyr - og to vigtige erindringer

Her den anden dag havde jeg sådan en flad dag. Jeg har dem ret så tit, og jeg er blevet en sand mester i at opdage det og straks krybe ind i alkoven. Kunsten er at flankere mig med gode ting og sager, så der bliver mægtig rart at være.

Jeg har været igang med et hemmeligt evighedsprojekt af dimensioner på det sidste. Men derudover har hæklingen ligget stille for mig. Men pludselig fik jeg lyst igen. Dagen før havde jeg været inde i lejligheden og grabbet nogle kugler garn og Lutter Løkker-bogen.



Jeg havde fuldstændig glemt, hvor fedt det er at lave et lille projekt. Hygge, hygge, hygge og bum, så er du færdig og har haft det top-hyggeligt imens - hvilket klart nok fungerer allerbedst med simple opskrifter ligesom den her. En almindelig amigurumi var aldrig gået for mig på sådan en dag (okay faktisk ever-never: aaaarhhhh flænse, rive, flå og se rødt). Men sådan to kvadratiske stykker som skal hækles sammen, det er top-hyggeligt. Så tak til Jeanette for den finestes og dejligste opskrift. Fordi det mindede mig om det, som jeg startede med at være helt pjattet med ved hækling: at du starter med lidt garn og ender ud med en dims.

Det var den ene vigtige erindring: glæden ved at lave en dims ud af ingenting. Den anden vigtige kom som en gave. For da jeg skrev om min alkove-retræte på IG, fik det en anden IG'er til at hækle. Fordi hun kom i tanke om, hvor fedt det er at hækle, når man har en off-dag. Og lige der, da hun skrev det, gik det hele op i en højere enhed for mig.

Som jeg skrev om i sidste blogpost, kan jeg godt miste fodfæste om formålet med min blog og IG, fordi det hurtigt kan komme til at handle meget om "doing". Men hvis jeg kan være med til at minde og lære andre om glæden ved at hækle, så er min lykke gjort. Jo! Sådan er det. Ikke så meget alt det med at hækle meget og hækle nyt sådan i sig selv. Jeg kan aldrig nogensinde synes, at det er vigtigt absolut at nå at hækle en flagranke for at holde en børnefødselsdag. Men hvis man er flad og har brug for ro, så vil jeg klappe i mine små hænder, hvis det får en til at sætte sig ned og hækle 20 flagranker. For repetitionen og garn kan være en lise for sjælen.

Hækling er fantastisk for HSP (særligt sensitive), depressive, angste, urolige, bekymrede usw. Det er der alle mulige fine lægelige forklaringer på. Men helt basalt får det os ned i gear og rammer "being", hvor vi er med det, som er. Hvor det handler om det taktile - om garn og stoflighed og farver og håndens arbejde. Især hvis vi kan lade den indre BS og kontrollen på hylden og bare være i det, uden at det skal være perfekt på kontrol-måden, men derimod perfekt på den måde, hvor øjnene på ranglen gerne må være udstående (fordi du afskyr at hæfte ender) og fyldet ender med at være et gammelt viskestykke (fordi det var det, som var). Og lige præcis derfor kunne min kramme også blive færdig i ét hug istedet for at ende som en UFO i håbet om, at den skulle være "perfekt".

Nu jeg er ved, hvad der er godt for sensitive, så har jeg ikke puttet raslehalløj eller bjælder eller klokker i ranglen. Seriøst, jeg ville blive helt bims af at skulle hækle på noget, som larmer. Og så forestillede jeg mig at være en lille baby, som blev leget med af de voksne, ved at de vinkede med noget bjælende-rasle-halløj lige foran mit ansigt. Jeg ville give mig til at græde på stedet. Eller bare blive totalt overstimuleret og bims. Så var den beslutning taget og det er altså Verdens Mest Stille Rangle, jeg har lavet. Voksne er dog velkomne til selv at tilføje lyde: brrriiiiiiingggg wrrrooooommm.
 
Wooop, det skete vist lige der, at jeg fik rystet noget af græsplænen af ryggen og kom på banen her på bloggen igen efter en lang juli. Glæder mig til at høre, om du er enig og kan genkende noget? Eller er helt uenig?

KH
tina

PS. Mønsteret hedder Kramme og er som sagt fra Jeanette Bøgelund Bentzens (aka Lutter Idyl) bestseller Lutter Løkker.  Jeg har lavet den version der hedder kanin. Selvfølgelig har jeg det. Og selvfølgelig har jeg en hel opslagstavle på pinterest kun med kaniner. Så deeeet…..

Sukkulenter, samtid og saloner

Jeg elsker sukkulenter. Elsker sukkulenter. Nu er de ovenikøbet kommet på PLUS-listerne og kan købes allevejne. Yayh! Sammen med potteplanter. Yayh! 

Når jeg kigger på fotos fra en tur i Københavns Botaniske Have, så slår det mig, at der er en tæt sammenhæng mellem min sukkulent-kærlighed og min hækle-kærlighed. Der er systematik og gentagelser i begge dele. Og begge dele er pludselig overalt. 

Faktisk føler jeg mig for første gang i hele mit liv, som om jeg er med i en tidsepoke, hvor jeg bare passer vildt godt ind. Alt det jeg altid har sat stor pris på er pludselig overalt. Alt håndlavet (stempler, smash-booking, scrap-booking, pennevenner), grønne planter, bæredygtighed, selvudvikling, farver, lokalt fremfor made-in-china, grow it yourself, make it yourself, kvalitet fremfor kvantitet, sharing. 

Og så er det som om, at der også er en spirende fællesskabsfølelse. I går sad jeg også så aftenshowet (eller, jeg strikkede og der var tv i baggrunden). Der var der en fremtidsforsker som sagde, at om få år behøver vi hverken pung eller nøgler. Alt er i skyen og hvis du vil låne min bil, så får du bare koden på sms. Så behøver vi slet ikke mødes. Hun var så glad, syntes det var så smart, at vi slet ikke behøvedes at mødes. Jeg sad bare og fnes. Syntes helt ærligt, at hun var helt vildt gammeldags. Det er da allerede helt vildt old-school at synes, at det menneskemøde-fri robot-samfund er fremtiden. Alle de bevægelser der stormer frem er netop baseret på møder, på samtaler, på at være sammen. Jeg ser en klar modtendens til den epoke, som krisen lagde bag os, hvor det var cool at være smart i en fart. Hvor vi troede, at vi hele tiden skulle knokle mere og mere, fordi vi have ååååh så travlt. Jeg tror vi som samfund er ved at opdage, at vi ikke har mere travlt, end vi selv tror. Vi er her trods alt bare for at leve liv. Du ved, human-being, ikke human-doing og den sidste skjorte har ingen lommer, men det har dine børnebørn, osv. 

Har du fx lagt mærke til, at Salonerne pludselig er over os igen? Først så jeg det hos Mühlbach & Clemmensen, som i løbet af foråret 2014 holder kreative saloner i København. De skriver: 

"I 1700-tallet samledes tidens æstetiske og litterære ånder som bekendt i saloner i Paris, hvor de filosoferede over tidens strømninger, mens de – nippende til portvinen – flød ud i de bløde veloursofaer. Vi er sikre på, at der er en masse kreative pendanter til Kamma Rahbek og Johanne Luise Heiberg derude. Og vi vil gerne invitere jer ind i vores salon."

Det taler vist for sig selv, at pladserne blev revet væk (og yayh, jeg nåede selv lige at få fingre i en enkelt).  Så opdagede jeg Samtalesalonerne. Hvor man mødes med mennesker, man ikke normalt ville møde og taler om emner, man ikke normalt ville tale om. Og ja, DRK har allerede fulgt trop og introducerer Salon K.

Nå, men jeg ville egenlig bare sige YAYH for sukkulenter og for mønstre og for, at tiderne skifter og lige nu skifter på en måde, hvor jeg føler mig totalt hjemme og mit indre hippie-barn kan få fyldt totalt op på kontoen af alt det bedste for mig. 

Mon du har det på samme måde?

KH

tina

PS. Jeg er stadig helt over toppen glad for jeres indspark til mine nytårstanker. Også selvom jeg ikke har svaret. Jeres skønne kommentarer får lov til at tale for sig selv.

Blomkålshjerne og voodoo-suppe

Jeg står med et blomkålshoved i den ene hånd og læssevis af regn udenfor vinduet og kommer i tanke om, at jeg skrev en blogpost om blomkålshoveder sidste vinter. Jeg udgav den aldrig. Men den er stadig relevant. Og nu er det blomkålssuppe tid igen. Og altså også tid for voodoo. For jeg synes, jeg er kommet langt. Men ikke længere end at jeg stadig har godt af en omgang voodoo-suppe fra tid til anden. Hvad er sammenhængen? Læs bare videre. For nu får du den tekst, som jeg ikke udgav sidste år. Here goes.

Jeg har en indre B.S. Christiansen. Det troede jeg egentlig ikke. Jeg mener, udenpå ser jeg ret tilforladelig og meget lidt militant ud. Han råber heller ikke højt, ham BS. Han løfter bare et øjenbryn, og så makker jeg ret.

Jeg opdagede det i lørdags. Jeg var til yoga. Læreren sagde, at vi kunne tage en pølle til at hvile hovedet på. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det giver tryghed, sagde hun så. Nå nå, tænkte jeg. Det har jeg ikke brug for. Jeg er nemlig mægtig god til yoga og har bare brug for at gå smadderdybt i strækket.

Så kom jeg hjem. Jeg satte mig med mit strikketøj og ville øve mig i at strikke mønsterstrik. Jeg startede på det (sådan for alvor) i sidste weekend, hvor Rachel Søgaard holdt strikkeworkshop. Jeg var dårlig. Som i virkelig dårlig. Jeg har en strikkefasthed som en indebrændt dolf, så det kunne slet ikke fungere.

Nu sad jeg der i min sofa, og jeg genhørte Rachels ord: Du kan lige bruge sådan en maskemalle (ved ikke hvad den hedder, sådan en lille dut, som viser hvor du er nået til i din omgang). Hun gav mig også en post it, så jeg kunne holde øje med, hvor jeg er i mønsteret. Jeg vidste godt, at sådan en maskemalle fandtes. Men jeg har altid syntes det var noget pjat. At man var sådan en lille svag en, hvis man brugte den. Ikke andre, selvfølgelig. De må bruge en mellem hver evig eneste maske, hvis de har lyst. Men ikke mig. Det er der ingen grund til.

Pludselig opdagede jeg det. Det var BS! En lille blå gnom. En militant type som bestemmer. Jeg ved godt, at jeg arbejder med en hel masse i mit liv. Med at få mere ro og selvværd - og mindre myldertanker og udbrændthed. Alligevel bliver jeg overrasket, hver gang jeg ser de store udfordringer i de helt små ting. De kan være svære at opdage, fordi de netop ikke genkendes på at de er højtråbende og larmende. De irettesættende tanker behøver bare at rømme sig, løfte et øjenbryn - eller bare sende d´t der blik.

Så nu sidder jeg her i mit køkken og skriver. Jeg er ved at lave mig en blomkålssuppe. Til min blomkålshjerne. Den skal indgå i et meget helligt ritual. Det ser nok ikke så helligt ud for udeforstående, men tag ikke fejl. Det er ren magi der foregår, mens jeg sidder der i sofaen foran flimmerkassen med dampende blomkålssuppe og siger nej til BS og ja til mere tryghed. For jeg ved det jo godt. At tryghed og støtte giver ro til at gå videre og være sejere og bedre ved sig selv og alle andre.

Nu deler jeg opskriften på en blomkålssuppe, som er en voodoo-suppe mod de tanketyper, som skal forsvinde og fordampe og slet ikke eksistere mere - de gør krigere udmattede og gør selv de bedste helt ulidelige at være samen med. Både for dem selv men også for andre. Så altså: voodoo-suppen:

Basis
2 løg
5 fed hvidløg
1 Blomkål
1 Fennikel
1 liter bullion (herbamare)
1 dåse kokosmælk
- Alt det skal hakkes og steges og koges og blendes.
Før servering: Skal og saft af en citron

Ekstra niceness der giver smag (suppen virker også uden, så det er bare hvis du har)
Citrongræs
Ingefær
Chili
Lidt muskat
Lidt vaniljepulver
Lidt æblecidereddike

(kilde: everybody has a brain )

Har du også sådan nogle indre, løftede øjenbryn, som siger nej, hvis du vil gøre noget lidt lettere eller rarere for dig selv? Og har du gode råd til, at få ham til at tie stille?

KH
tina (og BS)

Forvandlingskugle

Jeg har lavet en forvandlingskugle af en masse garnrester. 

Imens har jeg tænkt en masse på forandring og forvandling og vendepunkter.

Har du en begivenhed, et særligt menneske eller en sætning, der har medført en forvandling i dit liv? 

kh

tina

National branding i en global verden

For en måneds tid siden udgav jeg et indlæg om porcelæn designet i tværkulturelle samarbejder og nævnte i den forbindelse også Anne Black. Da det blev juleaften fik jeg nogle af hendes "Black is Blue"-kopper, som jeg havde ønsket mig. Totalt jubii - og den vågne læser vil også allerede have opdaget, at de følger mig som en nuttet lille hund, lister sig ind på mine blog-billeder og sågar kommer til at hælde kaffe i min computers tastetur (som ak ak, ikke er kommet til at virke igen, så jeg sidder stadig med eksternt tastetur).

Nå, det var Anne Black jeg kom fra. Jeg er vild med hendes design. Men efter jeg fik gaven med en vedlagt brochure, er der nogle tanker, som jeg ikke rigtig har kunne slippe. I mit tidligere blogindlæg viste jeg et billede fra produktionen, som foregår i Vietnam. Her er lidt flere fotos lånt hos DR (som i øvrigt har lavet en radioudsendelse om Anne Black, du kan høre via samme link):

Jeg tror egentlig ikke, at man skal vide ret meget om Anne Blacks produkter for at vide, at hun netop kan leve af det, hun laver, fordi produktionen er outsourced til Asien, hvor lønningerne er lavere end her i Danmark. Præcis ligesom Royal Copenhagen også gør det.

Derfor blev jeg også overrasket over den brochure, som var vedlagt:

Teksten er ret lille på billedet, men der står blandt andet: "I dag foregår al idé og designudvikling fra hendes værksted i København". Og det er helt sikkert rigtigt. Men der er ikke ét ord om Vietnam.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke ville være skønt og forfriskende, hvis Anne Black gjorde en dyd ud af sin outsorcing, også i brandingen? Vil det ikke netop være en god branding-historie, at være åben med den moderne, tidstypiske produktionsform, i stedet for at skjule den bag blonde, danske piger. Eller vil vi gerne snydes? Vil vi helst ikke tænke på Vietnameserne? Eller er det fordi, at vi stadig ikke ser det som tegn på god kvalitet, når det er en asiatisk hånd, som har lavet benarbejdet?

Royal Copenhagen har også outsourset deres produktion. I dag er det kun flora danica og halv blonde, som males i Danmark. Resten males i Thailand. Det betyder, at det stadig hedder Royal Danish Design  men mærkes "painted in Thailand".  Mon ikke der er en asiat eller to, som bliver lidt lange i mælet, når de står hos Royal Copenhagen i CPH og skal købe souvinirs med hjem...

Personligt synes jeg, det ville være vildt blæret, hvis de asiatiske porcelænsmalere skulle sætte deres signatur i bunden af royal copenhagen - helt ligesom de danske håndmalere plejede at gøre det, og hvor man kunne samle på den del af stellet, som var malet af ens favoritmaler.

Nå, jeg vil have mig en kop etipoisk kaffe i min dansk designede kop, produceret i Vietnam.

Hav en rigtig dejlig fredag.

KH 

tina

Her kan du downloade en pdf-fil om historien bag Anne Blacks succes.