Niche-nørderi: MT

Jeg kan være et ekstremt eksempel på en skeptisk slow-mover. Som tidligere nævnt, har jeg på ingen måde været overbevist om masking tapens lyksaglighed. Da jeg første gang så det i en butik, blev jeg så fornærmet over prisen, at jeg trampede direkte hen i den nærmeste malerforretning og købte mig en rulle malertape. Det har jeg altid brugt til at sætte papiret fast når jeg maler og hvis jeg ville have den op på væggen uden ramme. Det måtte vel være godt nok, sagde hun, og tog sporvognen hjem!

Men små skridt har blødgjort mig. Først blev jeg opmærksom på, at man kan få MT i neon. Så opdagede jeg, at noget af det er syrefrit, hvilket betyder, at man kan bruge det på fotos, uden det på længere sigt vil blege farven.

Så faldt jeg over disse fotos:

Fotokilde: Wishy Washy

Åbenbart skal ethvert nyt produkt igennem en m-e-g-e-t lang og kritisk evalueringsproces, før det får adgang til mine høj-hellige skuffer. En af vejene igennem dén labyrint er at fodre mig med totalt niche-nørdet-viden:

Washi 和紙 is a style of Japanese paper tape that started in Japan but manufacturing has now spread throughout the world. Washi tape is commonly made using fibers from the bark of the gampi tree, the mitsumata shrub (Edgeworthia papyrifera), or the paper mulberry, but also can be made using bamboo, hemp, rice, and wheat. Washi comes from wa meaning Japanese and shi meaning paper, and the term is used to describe paper made by hand in the traditional manner, regardless of where it’s manufactured.

When it comes to washi tape being eco friendly we consider the alternatives...which is duct (duck) tape. Duct tape's contents, and process for manufacturing, are extremely more harmful, to the environment, does not biodegrade (although we have noticed a new duct tape on the market that claims to biodegrade within 15 years and yet another that is using soy oil for adhesive) cannot be reused and tends to leave a rather sticky mess when removed. Washi tape is reusable, biodegradable and tree free and made out of highly renewable resources. The adhesive can be silicon, rubber or acrylic depending on the brand. (source: Wishy Washy Tape).

Så ja. Tusind år efter de fleste andre bloggere, har jeg overgivet sig, og min malertape har fået kamp til stregen. For jeg har nu hele 4 ruller MT. Og jeg elsker det. Jeg er vild med, at man ikke skal bruge saks for at tage et stykke. Og med farverne. Og nedbrydeligheden. Og det hele. Faktisk.

Nu mangler jeg bare at finde ud af, om Masking Tape er det samme som Washi Tape.

Har du et forhold til masking tape?

kh

tina

National branding i en global verden

For en måneds tid siden udgav jeg et indlæg om porcelæn designet i tværkulturelle samarbejder og nævnte i den forbindelse også Anne Black. Da det blev juleaften fik jeg nogle af hendes "Black is Blue"-kopper, som jeg havde ønsket mig. Totalt jubii - og den vågne læser vil også allerede have opdaget, at de følger mig som en nuttet lille hund, lister sig ind på mine blog-billeder og sågar kommer til at hælde kaffe i min computers tastetur (som ak ak, ikke er kommet til at virke igen, så jeg sidder stadig med eksternt tastetur).

Nå, det var Anne Black jeg kom fra. Jeg er vild med hendes design. Men efter jeg fik gaven med en vedlagt brochure, er der nogle tanker, som jeg ikke rigtig har kunne slippe. I mit tidligere blogindlæg viste jeg et billede fra produktionen, som foregår i Vietnam. Her er lidt flere fotos lånt hos DR (som i øvrigt har lavet en radioudsendelse om Anne Black, du kan høre via samme link):

Jeg tror egentlig ikke, at man skal vide ret meget om Anne Blacks produkter for at vide, at hun netop kan leve af det, hun laver, fordi produktionen er outsourced til Asien, hvor lønningerne er lavere end her i Danmark. Præcis ligesom Royal Copenhagen også gør det.

Derfor blev jeg også overrasket over den brochure, som var vedlagt:

Teksten er ret lille på billedet, men der står blandt andet: "I dag foregår al idé og designudvikling fra hendes værksted i København". Og det er helt sikkert rigtigt. Men der er ikke ét ord om Vietnam.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke ville være skønt og forfriskende, hvis Anne Black gjorde en dyd ud af sin outsorcing, også i brandingen? Vil det ikke netop være en god branding-historie, at være åben med den moderne, tidstypiske produktionsform, i stedet for at skjule den bag blonde, danske piger. Eller vil vi gerne snydes? Vil vi helst ikke tænke på Vietnameserne? Eller er det fordi, at vi stadig ikke ser det som tegn på god kvalitet, når det er en asiatisk hånd, som har lavet benarbejdet?

Royal Copenhagen har også outsourset deres produktion. I dag er det kun flora danica og halv blonde, som males i Danmark. Resten males i Thailand. Det betyder, at det stadig hedder Royal Danish Design  men mærkes "painted in Thailand".  Mon ikke der er en asiat eller to, som bliver lidt lange i mælet, når de står hos Royal Copenhagen i CPH og skal købe souvinirs med hjem...

Personligt synes jeg, det ville være vildt blæret, hvis de asiatiske porcelænsmalere skulle sætte deres signatur i bunden af royal copenhagen - helt ligesom de danske håndmalere plejede at gøre det, og hvor man kunne samle på den del af stellet, som var malet af ens favoritmaler.

Nå, jeg vil have mig en kop etipoisk kaffe i min dansk designede kop, produceret i Vietnam.

Hav en rigtig dejlig fredag.

KH 

tina

Her kan du downloade en pdf-fil om historien bag Anne Blacks succes.

Moderne traditionalister i blåt og hvidt

Jeg er en sand traditionalist, når det kommer til porcelæn. Hvis det er hvidt og malet med den traditionelle blå arsenik-farve (kongeblå, hedder den vist også), er jeg solgt. Min nyeste fascination er at finde i Japan og Holland.

Selvfølgelig har jeg forelsket mig i ham, som står på billedet nedenfor. Han er lavet i et tværkulturelt samarbejde mellem Maruwakaya (Japansk, traditionelt porcelænsdesign siden 1879) og den spanske designer Jaime Hayon:  

Det Hollandske modstykke er Royal Delft (Hollandsk Royalt porcelæn siden 1653), som har inviteret Arian Brekvel til at nyfortolke deres traditionelle porcelæn. Resultatet er underskønt: 

 

(dezeen)

For lige at lande hjemme i good-old-andedam igen er der nok ikke mange, som ikke kender Louise Campbells nyfortolkning af Royal Copenhagens musselmalede. Men for god ordens skyld er der et eksempel her:

(royal copenhagen)

Og Anne Blacks "Black is Blue":

(kilde: anneblack.dk)

- som i øvrigt bliver malet i Asien, i Vietnam:

(lånt hos dr)

Og så er cirklen sluttet i den globale rundtur i det arsenik-blå porcelænsunivers i denne omgang. Hvis det var lidt tørt, så får du her et par dameben som punktum. Hvorfor det lige er dé ben, er (forhåbentlig) ikke så svært at gætte:

(Kilde)