Blomkålshjerne og voodoo-suppe

Jeg står med et blomkålshoved i den ene hånd og læssevis af regn udenfor vinduet og kommer i tanke om, at jeg skrev en blogpost om blomkålshoveder sidste vinter. Jeg udgav den aldrig. Men den er stadig relevant. Og nu er det blomkålssuppe tid igen. Og altså også tid for voodoo. For jeg synes, jeg er kommet langt. Men ikke længere end at jeg stadig har godt af en omgang voodoo-suppe fra tid til anden. Hvad er sammenhængen? Læs bare videre. For nu får du den tekst, som jeg ikke udgav sidste år. Here goes.

Jeg har en indre B.S. Christiansen. Det troede jeg egentlig ikke. Jeg mener, udenpå ser jeg ret tilforladelig og meget lidt militant ud. Han råber heller ikke højt, ham BS. Han løfter bare et øjenbryn, og så makker jeg ret.

Jeg opdagede det i lørdags. Jeg var til yoga. Læreren sagde, at vi kunne tage en pølle til at hvile hovedet på. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det giver tryghed, sagde hun så. Nå nå, tænkte jeg. Det har jeg ikke brug for. Jeg er nemlig mægtig god til yoga og har bare brug for at gå smadderdybt i strækket.

Så kom jeg hjem. Jeg satte mig med mit strikketøj og ville øve mig i at strikke mønsterstrik. Jeg startede på det (sådan for alvor) i sidste weekend, hvor Rachel Søgaard holdt strikkeworkshop. Jeg var dårlig. Som i virkelig dårlig. Jeg har en strikkefasthed som en indebrændt dolf, så det kunne slet ikke fungere.

Nu sad jeg der i min sofa, og jeg genhørte Rachels ord: Du kan lige bruge sådan en maskemalle (ved ikke hvad den hedder, sådan en lille dut, som viser hvor du er nået til i din omgang). Hun gav mig også en post it, så jeg kunne holde øje med, hvor jeg er i mønsteret. Jeg vidste godt, at sådan en maskemalle fandtes. Men jeg har altid syntes det var noget pjat. At man var sådan en lille svag en, hvis man brugte den. Ikke andre, selvfølgelig. De må bruge en mellem hver evig eneste maske, hvis de har lyst. Men ikke mig. Det er der ingen grund til.

Pludselig opdagede jeg det. Det var BS! En lille blå gnom. En militant type som bestemmer. Jeg ved godt, at jeg arbejder med en hel masse i mit liv. Med at få mere ro og selvværd - og mindre myldertanker og udbrændthed. Alligevel bliver jeg overrasket, hver gang jeg ser de store udfordringer i de helt små ting. De kan være svære at opdage, fordi de netop ikke genkendes på at de er højtråbende og larmende. De irettesættende tanker behøver bare at rømme sig, løfte et øjenbryn - eller bare sende d´t der blik.

Så nu sidder jeg her i mit køkken og skriver. Jeg er ved at lave mig en blomkålssuppe. Til min blomkålshjerne. Den skal indgå i et meget helligt ritual. Det ser nok ikke så helligt ud for udeforstående, men tag ikke fejl. Det er ren magi der foregår, mens jeg sidder der i sofaen foran flimmerkassen med dampende blomkålssuppe og siger nej til BS og ja til mere tryghed. For jeg ved det jo godt. At tryghed og støtte giver ro til at gå videre og være sejere og bedre ved sig selv og alle andre.

Nu deler jeg opskriften på en blomkålssuppe, som er en voodoo-suppe mod de tanketyper, som skal forsvinde og fordampe og slet ikke eksistere mere - de gør krigere udmattede og gør selv de bedste helt ulidelige at være samen med. Både for dem selv men også for andre. Så altså: voodoo-suppen:

Basis
2 løg
5 fed hvidløg
1 Blomkål
1 Fennikel
1 liter bullion (herbamare)
1 dåse kokosmælk
- Alt det skal hakkes og steges og koges og blendes.
Før servering: Skal og saft af en citron

Ekstra niceness der giver smag (suppen virker også uden, så det er bare hvis du har)
Citrongræs
Ingefær
Chili
Lidt muskat
Lidt vaniljepulver
Lidt æblecidereddike

(kilde: everybody has a brain )

Har du også sådan nogle indre, løftede øjenbryn, som siger nej, hvis du vil gøre noget lidt lettere eller rarere for dig selv? Og har du gode råd til, at få ham til at tie stille?

KH
tina (og BS)

Til kaffeslabberas med bekymringerne

Åh, det sker meget her hos mig lige nu. Især i det meget virkelige liv inde i mit hoved. Det er propfyldt med skrækscenarier, fremskrivninger af alt, der kan gå galt, uroligheder og alle de andre, kære venner. Jeg kender dem godt. De kommer altid, når jeg skal træffe en beslutning. De vil have mig til at lade være. Vil have mig til at beholde alting som det er. Så kan det nemlig ikke gå galt. Måske heller ikke blive bedre. Men ikke galt.

Jeg har kendt dem i over 30 år, bekymringerne. I starten troede jeg meget på dem. De er nemlig pænt  overbevisende. Men jeg begynder at opdage, at det altid er gammel snak forklædt i nye former. Det er altid den samme trummerum og en uendelig evne til at finde nye ting, der er galt. Så snart jeg har slået en bekymring ned, så popper en ny op. Endnu mere vigtig og højtråbende. De er som mulvarpene i tivoli, som man skal slå med en hammer. Boing, og så kommer en ny frem.

Siden de er der, kan de lige så godt få en kop kaffe. Eller the. Eller hvad de nu drikker. Så tier de da stille så længe, mens de slubrer. Forhåbentlig brænder de ganen, så de begynder at pive og mister lidt fokus fra hele tiden at fortælle mig om, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan. Hvad jeg må, og hvad jeg ikke må.

Nå, so long amigos. Jeg vil løbe videre i mit forsøg på at tage alle de små skridt, så jeg kan komme i mål  (med den store stygge bekymringstosse på slæb).

tina

PS. Billedet har jeg lånt hos The Design Inspiration - og den er et kig værd. Fyldt med skønne tegneserier.

Ulykkepiller

Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.

Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?

Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang. 

Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.

Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.

Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav. 

kh

tina

Om håb, lyserøde boller og Georg Michael

Det er efterhånden et års tid siden, at jeg flyttede ind i den lejlighed, jeg bor i nu. Normalt flytter jeg rigtig hurtigt ind og gør stedet til mit eget. Men der er ikke ret meget, som har været normalt det sidste år, så jeg prøver at finde ro i, at det går langsomt.

Men Store Bededag var så dagen, at jeg tog hånd om et lille hjørne af lejligheden med lampeskærm, hav-pudsede grene fra strandbreden på Lesbos, pink muresnor, blå hørsnor og CD-covers:

Jeg er stadig i en limbo omkring mine cd'er. Halvdelen har mistet ders box, og er kommet i plastik. Men den sidste halvdel har fået særstatus og står i et skab. Jeg har godt hørt om det der MP3, men jeg elsker stadig at sætte et album på. I går genhørte jeg fx "Fuld af Løgn" af Østkyst Hustlers. Det er mange dage siden sidst. For pludselig opdagede jeg, at ham der prøver at ligne Georg Michael jo er dén Georg Michal (udtalt på engelsk). Jeg har altid hørt det som Georg (som Georg i Anna og Lotte) Mikael (som på dansk - som Mikkel og Mette og Mikael). ..

Men det var en rar dag. Ellers er alt andet drøn-hårdt lige nu. At gå fuldtid i terapi er lidt ligesom at få fjernet fodvorter 24-7. Eller altid at have tømmermænd. Eller få skiftet vinduer døgnet rundt. Man ved det bliver godt og bedre bagefter, men nøj hvor er det hårdt, grimt og irriterende undervejs. 

Og så var der den anden morgen, hvor jeg rent faktisk nåede at få morgenmad. Men hvor min bodumkande valgte at gylpe kaffegrums og kogt vand ud over min morgenmad:

I dag gik det lidt bedre. Jeg holdte gårdsdagens pink tema i hævd og lavede en dej med rødbedesaft i:

Og se, så kom der kanelsukker på, så det blev en klid-kanelsnegl, som meget mere lignede et rigtigt ih-hvor-har-jeg-da-selvfølgelig-overskud-til-at-bage-mine-egne-grove-boller-blogindlæg. 

Åh-ha-ja.

Håber du nyder solen derude. Det er rart at være tilbage med et indlæg - jeg har savnet det.

kh

tina

RIP - og så sej vil jeg også være, når jeg er 94 år

Zelda Kaplan døde i går. Til hendes minde skriver Advanced Style bla:

"Zelda had a zest for life. She loved dancing and was a regular at New York's hottest clubs where she could be spotted dancing the night away in her brightly colored suits and matching hats."

På gaden i NYC - om at leve det gode liv

Læs meget mere om hende via linket  til bloggen ovenfor - der er også fotos, hvor hun er dressed up til sin 95 års fødselsdag.

* * *

Nogle planlægger at sove når de bliver gamle. Jeg planlægger at gå i store hatte og alt andet end beige. Og så vil jeg danse. Hele natten. Er der ikke nok nogle, som vil være med? Jeg håber altså ikke, at alle andre på plejehjemmet bare vil sove til den tid?

Jeg mener, i dag er klokken lidt over 20 og jeg er allerede gået i seng. Med en kage i den ene hånd og min computer i den anden. Og mit hækletøje i den tred... nå-ja. Men anyways, jeg er så træt. Ristet og træt, som var jeg lige kommet hjem fra en uges Roskilde Festival. Men jeg er bare kommet hjem fra første dag på hospitalet (aka den psykiatriske dagshøjskole), efter at jeg har ligget syg en uge.

Når jeg på et tidspunkt bliver mere frisk og vågen igen og den der depression ikke er ud over sit hele med sit konstante krav på søvn og søvn og opladning, så håber jeg altså, at alle andre ikke er begyndt at sove helt vildt ovenpå deres søvnløse baby-nætter og byture. Jeg håber, at der er nogle, som vil være med til at gøre kvinder som Zelda Kaplan kunsten efter, dresse up, på med læbestiften og danseskoene og så holde en fest. Ellers må jeg dælme flytte til NYC.

Altid huske, aldrig glemme: "One must be interested in the world not only in own's self" (Zelda Kaplan).

kh 

tina