Kolonihaveglimt fra julidage

Julidagene i kolonihaven. 

Med et spontant bed som er blevet mit yndlings. Med squash som kaster sig rundt og indover alt, de finder på deres vej. Og med stolte kavalerer og en agurk, som jeg plantede i den tro, at den var en squash. Med pralbønner med dannebrogsblomster. Og hjemmesylt og pølse fra skønne venner til min kærestes fødselsdag. En anden slags natlige gæster, engletrompeter og blomster, der er så store, at en bi ikke er nok.  Juli var en god måned.

KH tina

PS. Nu vi er i havehjørnet: Der er groet en rigtig fin, ny blog frem i bloghaven. Tag godt og kærligt imod: Natskygge.

PPS. Nu vi er ved natskygge, så har Signe Parkins netop lavet en natskygge-illustration. Jeg er fan. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Og nu har jeg oven i købet set en udstilling med hende. Mere om det senere. Hvis ikke jeg bliver grebet af natskyggen, selvfølgelig. 

PPPS. Illustrationen er et lovelink bragt med tilladelse fra Signe Parkins.

Surhedsgnomer

Nu jeg er gået i gnom-tema: Signe Parkins har også lavet gnomer. Den slags gnomer, som kun kommer frem, når man er sur:

(kilde: Signe Parkins)

Jeg er helt vildt enig med hende: surhed er en overset dyd. Faktisk er de fleste "grimme" følelser oversete og udskældte i de her positiv psykologi-tider, hvor man hele tiden skal se glasset som halvt fyldt. Det går jeg slet ikke ind for. Ikke at man skal se det som halvt tomt. Man skal se begge dele: halvt luft, halv vand. Halvtomt og halvfyldt på samme tid. Og man må gerne være sur og muggen. Så sur, at gnomerne kommer frem fra sukkulenterne. Der er nemlig grænser for, hvor længe man kan være sur, så når man har fundet ud af, hvorfor man var det, bliver man glad igen. Smart.  

Oh, det jeg egentlig bare ville skrive er, at Signe Parkins er en af de sejeste tegnere, jeg kender, så kig lige ind hos hende.  

KH

tina

PS. Illustrationen er et lovlink bragt med tilladelse fra Signe Parkins.