Viser opslag med etiketten Trekanter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trekanter. Vis alle opslag

mandag den 26. maj 2014

Farvevalg og harlekinshåndklæder


Jeg elsker at sammensætte farver. I tilfældet med mine harlekinshåndklæder, så gik jeg benhårdt efter nogle kombinationer, som passer til mine yndlingsviskestykker. Ja, sådan nogle har jeg. Der er åbenbart den vildeste hausfrau gemt (sådan ret synligt) inden i mig. Og hun elsker køkkentekstiler. Fordi de skal bruges hver dag. Jeg synes længe nok, at hæklede håndklæder har haft et noget blakket ry og er blevet gemt allerbagerst i køen af hækle-kendisser ude i de sommerhuse, som heller aldrig er nået at blive malet hvidt og fået et strejf at nyt nordisk. 


Uden den direkte inspirationskilde havde jeg aldrig (som i virkelig aldrig) rakt ud efter den røde farve. Ikke fordi den er rød, men fordi den er varm-orangerød. Meget langt fra den køligt-blårøde, som engang var min favorit (så meget at jeg havde et par røde briller, jo jo), så længe var på hattehylden og nu så småt er kommet frem hos mig igen. Stort hjulpet på vej af, at køkkenlågerne i mit kolonihavehus er røde. Ligesom køkkenbordet og stolene. Og se så er vi tilbage ved køkkenet. Så måske jeg ligepludselig har lavet en endnu mere rød stak håndklæder. Hvem ved. I hvert fald har jeg en ny mønsterkombination på trapperne (hvilket jo betyder engang i løbet af de næste par år).


KH
tina

PPS. Her er spørgsmål og svar ang harlekinshåndklæderne.
PPS. "Alt" om harlekinshåndklæderne.


torsdag den 22. maj 2014

Hækleopskrift: #harlekinshåndklæder



Sådan. Nu er jeg klar til at få opskriften på mine #harlekinshåndklæder lagt op her på bloggen.

Opskriften blev første gang bragt i et tillæg til Hendes Verden i uge 19/2014. Jeg har benyttet mig af den manglende pladsbegrænsning her på bloggen og skrevet den meeeeeget længere og mere udførlig. Allerhelst ville jeg give jer et diagram at hækle efter, men jeg er en novice udi at skrive opskrifter, og diagrammer er stadig helt udenfor min liga. Så altså: bær over med mig. Jeg er ikke prof, men jeg forsøger mig så godt jeg kan.

Nogle har påpeget, at der er fejl i opskriften i hæftet. Det er der egentlig ikke (så vidt jeg selv kan se - men hej-hov-og-lige-et-øjeblik! Nu er det rettet - men som flere af jer har opdaget, så manglede jeg en tilføjelse i række 24 (nu har jeg tilføjet "1 lm, spring 1 m over" SORRY). Hele opskriften er skrevet lidt komprimeret og potentielt ret forvirrende i tillægget. Okay, meget. Nu skulle det gerne være mere tydeligt, hvad det er, der foregår. Hvis du efter at have fulgt denne opskrift stadig har spørgsmål, så hop ind på blogposten #Harlekinshåndklæder - spørgsmål og svar eller hop ind på Instagram, der er mange hjælpsomme sjæle.

Og nu til opskriften. Når du først kommer igang, så er mønsteret relativt nemt. Harlekinternene opstår i en slags yin/yang-struktur. Det giver et varieret mønster, som ikke når at blive kedeligt at hækle. Men hvis du er helt nybegynder, så kan mønsteret nok godt give sved på panden...

Materialer: 2-3 nøgler bomuldsgarn i dine yndlingsfarver og hæklenål som passer til. Jeg anbefaler at vælge garn som passer til hæklenål ca 3. Du bruger ca 70 gram garn i alt.
Hæklefasthed: 10 cm = 25 m, men det er virkelig ikke så afgørende
Størrelse: Ca 50x34 cm. Igen: virkelig ikke så afgørende. Have fun.

rk : række
m : maskerne
lm : luftmaske
stm : stangmaske
lm-buen : luftmaske-buen (se forklaring her)
()x : Gentag maskegruppen det antal gange, som står udenfor parentesen efter x'et.
** : Gentages

Du kan skifte farve som du har lyst. Jeg foreslår, at du skifter efter de rækker, hvor trekanterne er 11 huller brede.

Obs: alle rækker vendes med 2 lm.

Obs: senest opdateret 7.8.2014

Første trekant
1. rk: Hækl 87 lm, 1 stm i tredje lm fra nålen, 1 stm i hver lm rækken ud (85 stm i alt).

2. rk: 42 stm, 1 lm, spring 1 m over, 42 stm i resten af m (85 m i alt).

3. rk: 41 stm, 1 lm, 1 stm i lm-buen, 1 lm,  spring 1 m over, 41 stm i resten af m (85 m i alt).

4. rk: 40 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x2, 1 lm, spring 1 m over, 40 stm. Nu er din første trekant tre huller bred.

5. rk: 39 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x3, 1 lm, spring 1 m over, 39 stm.

6. rk: 38 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x4, 1 lm, spring 1 m over, 38 stm.

7. rk: 37 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x5, 1 lm, spring 1 m over, 37 stm.

8. rk: 36 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x6, 1 lm, spring 1 m over, 36 stm.

9. rk: 35 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x7, 1 lm, spring 1 m over, 35 stm.

10. rk: 34 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x8, 1 lm, spring 1 m over, 34 stm.

11. rk: 33 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x9, 1 lm, spring 1 m over, 33 stm.

12. rk:32 stm, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x10, 1 lm, spring 1 m over, 32 stm. Yiiiiiha! Nu har du lavet den første trekant. Den er 11 huller bred.

Anden række trekanter
13.rk : 31 stm, 1 lm, 1stm i lm-buen (1 stm i stm, 1 stm i lm-buen)x10, 1 lm, spring 1 m over, 31 stm. Nu har du starten på to nye, hullede trekanter. De er placeret korrekt, hvis første hul er placeret præcist over stm nummer 32 på række 12

14. rk: 30 stm, 1 lm, 1 stm i lm-buen, 1 lm, spring 1 m over, 19 stm, 1 lm, 1 stm i lm-buen, 1 lm, spring 1 m over, 30 stm.

15. - 22. rk: Gentag rk 14 med den variation, at du på hver række øger antallet af huller (og derved mindsker antallet af stangmasker). Øg med ét hul pr trekant i hver række.

23. rk: 21 stm, (1 lm, 1stm i lm-buen)x21, 1 lm, spring 1 m over, 21 stm. Du har nu afsluttet den anden gruppe trekanter. De er 11 huller brede (22 huller i alt).

Trejde række trekanter
24. rk: 20 stm, *1 lm, 1 stm i lm-buen (1 stm i stm, 1 stm i lm-buen)x10* gentag fra * til * 2 gange, 1 lm, spring 1 m over, 20 stm.

25. - 33- rk: Fortsæt nu med at lave 3 hullede trekanter ved at øge bredden af de tre nye trekanter med et hul pr række.

34. rk: 10 stm, (1 lm, 1stm i lm-buen)x32, 1 lm, spring 1 m over, 10 stm. Nu er hver trekant 11 huller bred (33 huller i alt).

Fjerde, femte og sjette række trekanter
35. rk: 10 stm, 1 stm i lm-buen, *(1 lm, 1 stm i lm-buen)x10, 1 stm i stm, 1 stm i lm-buen* gentages fra * til * 2 gange, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x10, 10 stm. Nu er hver trekant 10 huller smal.

36. rk: 11 stm, 1 stm i lm-buen, *(1 lm, 1 stm i lm-buen)x9, 3 stm i stm, 1 stm i lm-buen* gentages fra * til * 2 gange, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x9, 11 stm. Nu er hver trekant 9 huller smal.

37. rk: 12 stm, 1 stm i lm-buen, *(1 lm, 1 stm i lm-buen)x8, 5 stm i stm, 1 stm i lm-buen* gentages fra * til * 2 gange, (1 lm, 1 stm i lm-buen)x8, 12 stm. Nu er hver trekant 8 huller smal.

38. - 67. rk: Du fortsætter ud fra samme logik, så dine nye trekanter så at sige spejler de gamle, så dine hullede trekanter får spidserne i den modsatte retning af før.

68.rk: 42 stm, 1 stm i lm-buen, 42 stm. Luk af og hæft. JUHU! Du er færdig.

Hvis du har lyst, så del din proces, spørgsmål og glæder med #harlekinshåndklæderne på Instagram - og selvfølgelig også herinde. Yayh.


På Instagram dukker der langsomt og støt flere og flere skønne variationer frem. Hvis du har en profil, så kan du gå ind og find inspiration ved at søge på hashtag #harlekinshåndklæder. Med stor glæde har jeg også set, at jer der er i gang samtidig hjælper hinanden, når mønsteret giver problemer. Bliv endelig ved med det.

Jeg har fået en del spørgsmål her og på mail. Selvom jeg gerne ville være sådan en, som bare lige hurtigt kom med god hjælp, så er det ikke sådan en, jeg er. Overhovedet. Mit hoved er ret slow, så jeg kan ikke huske opskriften i hovedet. Dog sætter jeg meget stor pris på alle jer, som har kontaktet mig. Det er simpelthen så skønt og stort. Og altså, jeg håber at jeg kan imødekomme jeres spørgsmål og kommentarer med den udvidede opskrift og glæder mig HELT VILDT over den skønne modtagelse hos tidligere og nye følgere her på bloggen. I gør mig glad!

Hvis du ikke allerede gør det, kan du følge bloggen via Bloglovin og Facebook - du kan selvfølgelig også finde mig på Instagram. Ses!

KH
tina

PS. Her finder du spørgsmål og svar
PPS. Alle blogposter om harlekinshåndklæderne
PPS. MAYBE someday this pattern will be in english. For now it's only in danish. If you crack the code and do it anyway, you are fantastic - and I'll be so glad to see your result. Drop me a link to your blog/photo/instagram (in the nordic countries we use the hashtag #harlekinshåndklæder to share the process with this pattern - however, this is obvious not for non-æøå users. I haven't come up with an solution for that yet.

søndag den 8. juli 2012

Sidste nyt fra garneriet


Hvad har jeg egentlig gang i på garnfronten?

Jeg har faktisk ikke helt selv overblik. Men her er de projekter, der ligger øverst pt. 

Den sidste trekantpude har set ud, som den gør i midten her. Det gør den slet ikke længere og den er faktisk lige ved og næsten færdig. Hvis altså jeg kan holde fingrene fra den trøje jeg er begyndt at strikke. 

Oh, der er altid noget at lave i garneriet :-)



kh
tina

mandag den 28. maj 2012

Første hæklede trekant-pude


Efter jeg besluttede at droppe plaiden og transformere mine trekanter til puder, går det hele meget stærkere. 

Så efter denne dags obligatoriske morgenhækling, står min første pude i hæklede trekanter i min oplader:



Jeg har hæklet den sammen med fastmasker i neonkoral. 
Nemt. 

Og smart.
Når jeg så bliver træt af neonkoral (som om), så kan jeg altid trævle den op og hækle en anden kant på.

Håber din solskinspinsemorgen er fab!

kh
tina 



Dele af processen:


torsdag den 24. maj 2012

Plaid med trekanter


Jeg er gået i gang med mine trekanter igen. 

Inspirationen til at hækle trekanter kom egentlig fra det her billede:


Siden har jeg samlet en masse trekantsinspiration på pinterest.  

Projektet har ligget stille et par måneder, hvor jeg bare har hæklet en trekant i ny og næ. Men nu er jeg tilbage på sporet - igen uden at ane hvad det egentlig skal ende med.

Men en ting ved jeg: der er den vildeste solskin udenfor og det er narjs :-)

Håber du får en darjlig dag.

kh
tina


lørdag den 11. februar 2012

Rørt og glad og Triangle Love

I to dage har jeg sjosket rundt i bamuda-trekanten mellem min seng, min oplader (aka min sofa) og mit køleskab. Jeg har ligget syg. Ikke at det er noget chok nu hvor den sibiriske isvinter flyver gennem gangene.

I dag er jeg lidt mere ved overfladen og logger herind. Og gisp, se hvilket  indlæg jeg fandt:
"Jeg er faldet over en skøn blog i dag, den hedder Tichtach - en kreativ logbog. Jeg er så glad for at være faldet over hende, for jeg fik hurtigt 35min til at gå, helt uden at opdage det. 
Tina, som kvinden bag TichTach hedder, skriver nogle skønne, uhøjtidelige indlæg. Man føler faktisk lidt, at man bare sidder og snakker med en go veninde. Hun virker dejlig lige til! Skønt... "
Du kan læse resten af indlægget lige her. TAK til Mimis Ego for at gøre det værd at drible lidt udenfor bamuda-trekanten. Jeg er simpelthen så rørt.

* * *

Flere af jer har spurgt, hvad mine hækleprøver skal bruges til. Fedt at I er så interesserede. Men det er faktisk kun prøver. Jeg har mere at vise frem og har da også nogle idéer til færdige produkter, men jeg skal lige blive mere frisk.

Et glimt af mine inspirationskilder:

(Jeg har ingen kilde på dette billede - øv øv øv - endnu et "dødt" pinterest-link).
(Kilde: georgiegirlnyc)
Jeg følger op med mere Triangle Love senere. 
Men lige nu er mit hoved ved at eksplodere, så jeg vil liste tilbage i Bermudaområdet.

Dejlig lørdag til dig.
kh
tina


onsdag den 8. februar 2012

Photo Challenge #8: sol

Jeg laver hækleprøver i alle farver, garntyper og former for tiden. 

I foto-temaets anledning får du nogle af dem her som regnbue og sol: