Nå, men altså, stemmen: "Hvad vil de andre tænke" er en stemme, som ikke indikerer, at de andre nok vil tænke: "waaaauw, hun har meget glimmertøj på, det er smadderflot", eller "wow hun griner højt, nu får jeg også lyst til at grine". Nej, stemmen har helt uden at forklare sig et tydeligt budskab af, at de andre vil synes, at jeg er FOR MEGET. Og igen en tydelig undertekst af, at det pr definition er dårligt. Rigtig, rigtig dårligt. Alarmklokke-og-vi-skal-redde-hende-fra-den-totale-udrydelse. Ja, ikke bare ydmygelse, men udrydelse. Så vigtig får stemmen det til at lyde.
Men, lige så langsomt er der sket det, at jeg er blevet akut jaloux, når jeg går gennem hogms børneafdeling. Den er jo fyldt med tyld, glimmer, unicorns og bare BOOOOM. Og så glimmersko og guldhårbøjle med horn på til. M-I-S-U-N-D-E-L-I-G! Virkelig.
Så en dag købte jeg et par bourdeaux-røde veloursko med guld-spænder og guld-detaljer. Og tog dem på, Sammen med mine crazy-animal-print-pants. Sammen med min giga blå dynejakke. Og så gik jeg ned og købte min ugentlige ration af krydderurter. På en søndag.
Og det føltes SÅ GODT! Lillepigen inden i var lykkelig! Endelig havde hun fået lov til at klæde mig på. Jeg havde ellers godt kunne mærke at skoene var liiidit svære at style. Men det var jo kun hvis jeg lyttede til stemmen.
Aaaaah! Det føles 110% som at komme hjem. Jeg er trods alt hende, som 75% af året gik med tylskørt i mine 20'ere. En fransk fyr troede engang, at jeg havde en slags dansk nationaldragt på. Det havde jeg så ikke. Men lillepigen som elsker skørter og farver havde helt klart taget bøjlerne ud af skabet den morgen.