søndag den 15. april 2018

Hvad vi de andre ikke tænke om mine glimmersko?

De sidste mange år har jeg lyttet meget til stemmen: Hvad vil de andre ikke tænke. Jeg gider ikke skrive, at jeg har lyttet FOR meget til den, for jeg kører selvkærlig stil her i shoppen. Jeg gjorde som jeg gjorde. Og jeg gjorde det så grundigt, at jeg til gengæld har lært lektien nu. 

Nå, men altså, stemmen: "Hvad vil de andre tænke" er en stemme, som ikke indikerer, at de andre nok vil tænke: "waaaauw, hun har meget glimmertøj på, det er smadderflot", eller "wow hun griner højt, nu får jeg også lyst til at grine". Nej, stemmen har helt uden at forklare sig et tydeligt budskab af, at de andre vil synes, at jeg er FOR MEGET. Og igen en tydelig undertekst af, at det pr definition er dårligt. Rigtig, rigtig dårligt. Alarmklokke-og-vi-skal-redde-hende-fra-den-totale-udrydelse. Ja, ikke bare ydmygelse, men udrydelse. Så vigtig får stemmen det til at lyde. 

Men, lige så langsomt er der sket det, at jeg er blevet akut jaloux, når jeg går gennem hogms børneafdeling. Den er jo fyldt med tyld, glimmer, unicorns og bare BOOOOM. Og så glimmersko og guldhårbøjle med horn på til. M-I-S-U-N-D-E-L-I-G! Virkelig. 

Så en dag købte jeg et par bourdeaux-røde veloursko med guld-spænder og guld-detaljer. Og tog dem på, Sammen med mine crazy-animal-print-pants. Sammen med min giga blå dynejakke. Og så gik jeg ned og købte min ugentlige ration af krydderurter. På en søndag. 

Og det føltes SÅ GODT! Lillepigen inden i var lykkelig! Endelig havde hun fået lov til at klæde mig på. Jeg havde ellers godt kunne mærke at skoene var liiidit svære at style. Men det var jo kun hvis jeg lyttede til stemmen.  

Aaaaah! Det føles 110% som at komme hjem. Jeg er trods alt hende, som 75% af året gik med tylskørt i mine 20'ere. En fransk fyr troede engang, at jeg havde en slags dansk nationaldragt på. Det havde jeg så ikke. Men lillepigen som elsker skørter og farver havde helt klart taget bøjlerne ud af skabet den morgen. 

fredag den 19. januar 2018

Hvad laver du så til dagligt? Jeg genoptræner!

Jeg genoptræner! Det har jeg opdaget. Jeg opdagede det ved at se X-factor. Jeg er virkelig begejstret for, at de største indsigter kan lande de mest uventede steder midt i fedtede popcorn-fingre og Sanne Salomonsen. Sagen er, at der var en ung pige pige, som sang (fuldstændig fantastisk i øvrigt). Hun fortalte, at hun genoptrænede efter en hjernerystelse.

BOOM!

Der faldt kæben hos mig.

Det er jo så simpelt.

Jeg genoptræner.

Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle svare, når folk spørger, hvad jeg laver. Jeg kan svare, at jeg er langtidssygemeldt. Men det passer ikke, for jeg har ikke noget job at være sygemeldt fra længere, og i øvrigt lyder sygemeldt som om, at du får sygedagpenge eller anden hjælp fra kommunen.

Jeg har nogengange hørt migselv sige "Jeg laver ikke noget". Der har jeg altid været ved at bide tungen af migselv. Jeg kommer bare til at sige det, hvis det er meget tydeligt, at spørgeren mener et job, en profession. Og det er i hvert fald ligeså forkert, som at sige, at jeg er sygemeldt. For jeg laver helt vildt meget som er relateret til sygdom. Enorme stakke af papirarbejde og dokumentation til kommunen (ja det lyder mærkeligt, når jeg ikke får en rød reje fra dem, jeg ved det godt, det er en anden historie), pensionskassen (som jeg får lidt røde rejer fra dog), lægebesøg hos alle mulige og umulige læger, behandlinger - og al det daglige med yogapraksis (som holder mit bækken og derved også min hovedpine på ret kurs), hjernevenlig kost, yoga nidra meditation (som giver det parasympatiske nervesystem en chance og giver hjernen en chance for at heale). For bare at nævne toppen af kagen.

Så ja, jeg genoptræner! Tak x-factor. Heldigvis er det fredag i dag, så der er guldkorn igen i aften - hvis altså jeg kan udholde Five Chair Challenge - frygteligt koncept, som mest går ud på at jeg slår lyden fra og himler. Nå, men stadig.

KH Tina

PS. Tit har jeg svaret, hvad jeg holder mest af at lave, mine hobbyer, hvad der tænder mig i livet. Meeeeen så lurer folk hurtigt, at det betyder, at der er noget sygdom inde i billedet. Og det er jo rigtigt. Men er der noget der er værre end at tænke på, om nogen kunne finde på at spørge til min profession, så er det at skulle fortælle om "nåmen hvad skete der så og ej, en firhjulstrækker ej det lyder godt nok væmmeligt". Det er flinkt og sødt af folk. Men gosh altså, virkelig kedeligt for mig, og jeg føler mig som en blanding af et underholdnings/drama-program ala Station 2 og en robot som siger det samme igen og igen. Nu har jeg ikke haft mulighed for at afprøve: jeg genoptræner modellen endnu. Men det er jo er tusinde gange federe platform for interessante samtaler - for jeg elsker jo at nørde krop/sind, kost, yoga, vitaminer, behandlinger osv osv.