Så sidder jeg her til morgen og der er morgenradio med breaking news: Måske er det alligevel sådan, at folk, som stopper med
antidepressiver får abstinenser. Det har en forsker fundet ud af.
Flot. Det virker så meget som breaking news, som alle andre end ekspertener allerede har vidst længe. Jeg tog min sidste pille for en måned siden, og det har været et lille helvede af bivirkninger siden. Svaret fra psykiatrien har været, at jeg jo også er sensitiv, at man ikke får abstinenser, men om jeg da så ikke vil starte på medicinen igen? Hvis det nu er så væmmeligt at stoppe?
Ret tragikomisk. For det var kun en måned siden hun sagde, at jeg ikke havde en traditionel depression, at jeg er ganske almindelig udbrændt, og derfor slet ikke skulle have haft pillerne i første omgang.
Men ok, hun er medicinmand og forstod heller ikke mit svar om, at så vil medicinalfirmaerne for alvor have vundet: først får de supersårbare mennsker, som er helt nede at skrabe bunden, til "bare lige og prøve at se, om det kunne hjælpe dem" at tage pillerne. Når kroppen så har vænnet sig til dem, så er det så tilpas væmmeligt at stoppe, at man slet ikke kan overkomme at stoppe - uanset om pillerne har virket eller ej.
Så er det, jeg føler mig som verdens mindste menneske, som står som verdens sidste soldat og kæmper alene og i modvind mod et system, som siger de er der for min skyld, men som hele tiden udmatter mig, og får mig til at føle mig trynet og misforstået, fordi de per definition har ret. Altså lige indtil der kommer en forsker, som siger noget andet. Tak forsker.
Hvis jeg skal brænde ud i et andet liv, så håber jeg, at det bliver om 200 år, når sundhedsvæsenet har droppet pillemanien, indført de svenske sansehaver og genoptaget af sende folk på rekreation til rare steder, hvor man kan sidde i store stole på en terrasse med en plaid og se på himmel og hav.
