torsdag den 6. oktober 2011

Udenfor sæssonen

Bikini, solhat - vinterstøvler og luffer. Alt sammen ting som er rare at have på den rigtige årstid. Men de kommer for det meste bag på mig. Årstiderne.

Så står jeg der, med håret under en alt for lille hat, i en bikini, hvor overdel og underdel intet har til fælles - udover ikke at sidde ordentligt. Eller endnu værre: jeg josker rundt endnu en vinter med uldsokker i mine gummistøvler med mine iskolde fingre dybt begravet i en tynd uldjakke, som knap kan spændes over min sweater, alt i mens jeg stadig hører butikassistenternes forundret sige, at den vare jeg efterspurgte for længst er udsolgt, men at næste årstids varer er ovre på hylderne henne ved rulletrappen. Jo tak.

Men nu er det slut. Jeg har allerede købt mig et par luffer* til vinteren - og hæklet mig en sommertaske. Sidstnævnte til næste sommer vel at mærke:



Denne sommer var jeg så meget ude og nyde solen og dagene, at det samlet vil kunne stå bag på et frimærke. Tanker, stilstand, ensomhed, ubehag og helt nye sider af mig selv og mit syn på verden kan til gengæld fylde en række telefonbøger. Men dem er der jo ingen der bruger længere. Og det er dumt at skrive bagpå noget, som andre alligevel slikker på.

Så næste år tager jeg revance. Jeg er klar med pakket strandtasken. Bare kom an med sommer og sol og køer på græs.


* Jeg ved godt, at det er totalt tabu herinde at købe sine luffer. Men psst: jeg går helt kold (tø hø) og i stå bare ved tanken om at skulle lave tomlen. Eller endnu værre: alle fingrene i fingervanter!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

JUHU! Skriv endelig løs - intet er for lidt eller for meget!

Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side i stedet for (søg efter tichtachen - hvis du LIKER siden, får du også besked når der er nyt på bloggen). Du kan også finde mig på Instagram som @tinatichtach

KH
tina