Sindenes Dag - om at blive slugt af den store støvsuger

I dag afholder WHO World Mental Health Day - eller på dansk: Sindenes Dag. Selvom psykisk sygdom er den mest udbredte folkesygdom i Danmark, er det også den sygdom, som får mindst opmærksomhed (Kilde). I den anledning, vil jeg åbne lidt op for en af mine skuffer, som normalt ikke er så åben her på bloggen.

Den anden dag modtog jeg en mail fra min gode, tyske veninde, som jeg ikke har haft kontakt med det sidste halve år. Jeg havde skrevet til hende og fortalt, hvorfor det ikke havde været muligt for mig. Hun fortalte, at hun for flere måneder kommet til at støvsuge en lille gul fyr op (som hun engang havde fået af mig). Der gik nogle måneder. Da posen så var fyldt, skiftede hun den - og det lykkedes hende at fiske den lille gule fyr ud. Den havde det fint, selvom dens ene ben var blevet lidt skævt.


Jeg ved godt, at jeg ikke er en lille gul fyr. Men alligevel deler vi lidt samme skæbne: For nogle måneder siden havde jeg et sammenbrud, som betød, at jeg var indlagt på psykiatrisk sygehus i over 3 måneder. 

Jeg er ude på den anden side igen, men jeg er ikke helt sikker på benene endnu. Efter at have opholdt mig et sted, som jeg aldrig havde forestillet mig. Mødt mennesker med livshistorier med langt flere krøller og dybde, end jeg nogensinde før havde mødt. Og efter at have mødt mig selv i situationer, hvor jeg var så godt som hjælpeløs og helt afhængig af systemet og af mine kære, så går der noget tid, før jeg er helt sikker på benene igen.

For at blive rask er jeg lige nu igennem den største kraftpræstation, jeg nogensinde har prøvet. Jeg skal lære at lytte til min krop. Ikke vente og holde ud til at jeg kollapser - men opdage tegnene inden da. Jeg skal lade være med at sammenligne, hvad jeg kan holde til, med andre. Jeg er mig. Og lige nu har jeg en depression. Den er ikke længere så tung, at jeg skal være indlagt. Men den er der, og det er nu den virkelige kunst begynder: at passe så meget på mig selv, at jeg bliver rask igen - og bliver ved med at være det. 

Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Jeg skal nok få min energi og mit initiativ op igen. Også selvom den vej jeg skal gå kræver selvaccept og selvindsigt, som langt overstiger, hvad jeg før havde troet nødvendigt og muligt. Det er hårdt arbejde, at være psykisk sårbar. 

Men den lille gule fyr beviser, at det kan lade sig gøre. Selvom den blev slugt af den store støvsuger. Lå på bunden i flere måneder, mens der var stadig mere møg og skrald, som landede oveni hovedet på den, så klarede den det. Men den glemmer nok aldrig, hvordan det var, at ligge nede i mørket. Men den glemmer heller aldrig, hvor glad min veninde var over at få den tilbage igen. 

Og det er det, jeg håber, at når jeg en dag er kravlet op igen, så er jeg stadig et menneske, som er værd at elske og som er stærk nok til at være i verden, selvom mine ben nok er lidt mere krøllede, end før jeg blev slugt af den store støvsuger.