Novembernoter #7: Juleharlekinshåndklæder

I dag er det sidste dag i november, så jeg når liiiige præcis en sidste omgang novembernoter. Det blev til 7 ialt. 7 er mit lykketal, så det er lige, som det skal være. Jeg har ligget underdrejet nærmest hele måneden (sådan føles det i hvert fald) kun afbrudt af en weekend i Amsterdam, hvor jeg ikke var blevet ordentlig frisk, så jeg tog lige en omgang mere på den anden side.

MEN Amsterdam var fantastisk. Jeg har masser af gode fif at dele med jer. Det kan I godt glæde jer til.

Jeg havde også fødselsdag sidste uge. Jeg fejrede den blandt andet med en ordentlig omgang hav-bad og gus. Solen væltede ned og gusmesteren spillede musik med et klassisk kor. Det var helt magisk og meget eventyrligt at sidde der og styrtsvede med udsigt til Øresund i den stemning. Apropos fødselsdag har jeg opdaget, at tichtach har haft 4 års jubilæum, helt uden at jeg har fejret det. Så for nu vil jeg da lige råbe: Hurrrrraaaaa! Jeg er stadig så glad og taknemmelig og på røven over alt det fantastiske, den her blog har ført med sig. Tak for det og tak for jer.



Sidste år lavede jeg en julet version af harlekinshåndklæderne. Den opskrift er stadig tilgængelig lige her på bloggen og din kvit og frit. Du kan vinde opskriften lige her: Juleharlekinshåndklæder. (Ha ha, det var faktisk en tastefejl, men en god en af slagsen. Der er vildt mange julekalendere i cyberspace (bruger nogen overhovedet det ord længere??). Men her har du altså vundet bare sådan BUM og uden videre. Til gengæld er der altså ikke hjælp eller support på en gammel opskrift som denne. Jo, hvis du er heldig, og jeg nemt kan svare. Men som udgangspunkt må I finde hjælp hos hinanden på Instagram og her på bloggen.

Hvis du klemmer håndklædet ind i rækken af alle de fantastiske ting, som du med garanti har planer om at lave i december, så del endelig resultatet på Instagram. Og jeg har selvfølgelig valgt et hashtag, som er en liiiiille smule svært at ramme korrekt, hvis man har drukket for meget jule-gløgg. Det er sådan en slags test.

KH
Tina

Novembernoter #6: En overtrukket energikonto

Jeg ligger syg. Bum. Så det bliver nok en kort novembernote. Troede egentlig at jeg skulle ligge og putte og droppe hverandendag-skriveriet til fordel for helbredet. Men nu går det lidt bedre. Så her har I mig.

Jeg har spurgt migselv, hvorfor jeg er syg. Og det er ret soleklart. For det første var der det med, at jeg (igen) bøvler med, at jeg først sover før langt ud på natten. Det bliver man altså meget let syg af. Så jeg har i allerhøjeste grad brug for min egen søvnguide (og hey TAK for den fede respons på søvnguiden både her og der og alle vegne. Det gør mig glad i låget). For det andet har jeg tippet balancen mellem at være ude i verden og trække på energikontoen - og at være inde i min egen verden og lade op på kontoen. Jeg vidste det mens det skete. Men det var simpelthen så dejligt at være ude i verden. Har både været til en fredagsbar, været hos min kære veninde, som jeg ikke har set virkelig længe OG været til dans indenfor få dage. Så jeg vidste det godt imens. Kunne sagtens mærke at jeg kørte på nogle reserver, som jeg ikke rigtig havde.

Så sådan er det. Det er ok. Min krop er klog. Den får mig helt ned i tempo igen, så jeg kan være god ved den og mig og tage lidt ved lære og huske at gå lidt tidligere hjem næste gang. Det gør stadig ondt. Jeg mener, jeg går i forvejen virkelig tidligt hjem i forhold til, hvad jeg gjorde i gamle dage. Før melt down. Men der er altså ikke længere noget, der hedder plejer. Det hedder at mærke, hvor jeg er lige præcis i dag. Nogen gange betyder det, at jeg kan præcis, hvad jeg kunne i gamle dage. Andre gange at jeg kan en promille.

Nå, nu begynder jeg at svede og glemme hvad jeg skriver om. Jeg logger ud igen og strikker videre på en benvarmer, som bliver virkelig lang. Jeg er meget spændt på, om jeg også får lavet nummer to. Og hey, så er det i øvrigt nymåne i dag, hvis du er sådan en som mig, der går op i den slags.

KH
Tina

Husk, Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side (klik her) i stedet for. Der kan du også LIKE tichtach. Så får du besked, hver gang der er nyt på bloggen.

Novembernoter #5: Top 10 soveguide for voksne

For tiden skriver jeg med en gammel veninde, som har fået depression og ikke kan sove om natten. Jeg kom med gode råd (selvom gode råd er et farligt område at begive sig ud i. Jeg tror mest på, at man kan fortælle, hvad man selv har gjort - og så må den anden plukke og hente det, der kan bruges, og smide resten ud. Årsagerne til problemet kan ligge vidt forskellige steder, selvom problemet hedder det samme).

Nå, men et af mine "gode råd" var meditation og yoga. Det kunne hun ikke overskue. Da hun svarede det, slog det mig, at selvom jeg viste, at det ville være det allerbedste for hende, så var det også som at bede en ammende mor om at tage en uge til Madrid uden sit spædbarn. Man kan godt, men man vil ikke. Fordi det gør så ondt i kroppen bare ved tanken. Hvis du skal meditere så er du tilstede med din uro og søvnløshed. Og det kan faktisk være en meget voldsom og ubehagelig oplevelse.

Det fik mig til at tænke på, hvad der egentlig har hjulpet mig i mine søvnløse perioder. Det slog mig, at der er flere forskellige faser i det for mig. "Sjovt nok" kan jeg igen ikke sove. Det er ellers gået virkelig fremragende det sidste halve år. Men nu er vi flyttet fra kolonihavestilhed til lejlighed. Fra kulsort nattehimmel og jordkontakt til wi-fi-net i massevis og etageegendom. Selvom jeg havde overvejet muligheden for, at det ville ske, er jeg ret overrasket over, hvor massiv forskel der er i mit sovemønster.

Okay, disse to ting i kombination har givet mig lyst til at lave min helt egen soveguide. Mest af alt fordi jeg har brug for at gennemskue, hvad der faktisk virker bedst for mig. Hvis I andre kan få glæde af den, så er det jo fjong. Men pluk dem, som giver mest mening for dig. For det er kombinationen der virker. Virkelig træls. Fordelen ved sovepiller er, at det bare er en pille. Den slags råd jeg kommer med her kræver disciplin og vedholdenhed.


Den akutte-panik-fase - Du har så meget uro i kroppen, at du har svært ved at tage lure midt på dagen. Du sejler rundt af træthed. Når du  går i seng, falder du i seng klokken 2, hvis du er heldig. Klokken 3 er mere realistisk. Når du vågner er du næsten mere træt, end da du faldt i søvn.

1. HVILE: Der er 5 søvnstadier. På de første to stadier føles det, som om du ikke har sovet, hvis du vågner. Men faktisk kalder lægerne det overfladisk søvn. Kroppen har fået hvile, selvom det overhovedet ikke føles sådan. Jeg blev sådan WUUUHU, da jeg opdagede det. Det tager den værste panik (= absolut skidt for søvnmiljøet) ud af søvnløsheden. Hvile er så meget bedre end ikke-hvile. Også selvom det ikke er dyb søvn. Når jeg ligger og ikke-sover, så tænker jeg nogengange, at jeg i hvert fald på ingen måde har lyst til at stå op og rejse mig, hvis nogen sagde, at klokken var 8 om morgenen. Det hjælper mig nogengange til at mærke en hvile, der trods alt er der.
2. TAL PÆNT: Det hjælper mig at tale beroligende til min paniske, overtrætte hjerne: "Kære hjerne. Hvor er det dejligt, at vi ligger her og hviler os. Selvom vi ikke sover, så får vi dyb hvile af at ligge her. Dynen er blød, vi er støttet af madrassen. Vi får hvile, også selvom vi måske ikke kommer til at sove. Men det gør vi nok. Lige om lidt". Den slags. Tal til dig selv, som du ville tale til et lille barn. De færreste ville sige: "Se, nu sover du ikke, så kommer du til at være helt vildt smadret imorgen. Du kommer ikke til at kunne lege med de andre børn, for du vil slet ikke kunne koncentere dig. Måske kommer du aldrig til at kunne sove mere. Måske tager din hjerne varig skade af, at du aldrig sover. Fald nu i søvn! NU!". Nej vel? Så drop at tal sådan til digselv. Så bliver man bare endnu mere ked af det og udmattet. 
3. STIMULANSER: Ingen kaffe (eller sort the eller alkohol). I know, det gør ondt på de fleste. Men da jeg i flere år havde sovet absurd dårligt, så droppede jeg fra den ene dag til den anden kaffen. Det gjorde underværker. Ikke lige med det samme. Men efter den første måned kunne jeg sove igen. Jeg opdagede, at når jeg på koffein-ren-krop tog en kop kaffe, så rystede jeg så meget på hænderne, at jeg næsten ikke kunne hækle. Med andre ord blev mit i forvejen overbelastede nervesystem yders overstimuleret af koffeinen. Prøv at drop det - hvis du har brug for kaffe for at holde dig kørende, så er det nok i det hele taget et tegn på, at din krop er i underskud af hvile. Det var i hvert fald min oplevelse.
4. MAGNESIUM: Som tilskud om aftenen, før du skal sove. Det hjælper mig helt vildt. Tit når jeg ikke kan sove, så opdager jeg, at jeg har glemt at tage min magnesium. Den kan tages som piller eller som spray direkte på kroppen (især godt hvis du også har nakkespændinger). Jeg tager det også nogengange som epson-fodbad før sengetid.
5. OMEGA 3-SHOT: morgen og aften. Fordi det gør underværker for dit og mit flossede nervesystem. Du skal endelig bruge en flydende olie uden omega 6 (som stresser kroppen). 
6. FASTE SENGETIDER: Lig i høkassen senest kl 22. Med mørklægningsgardiner, ingen lysene dingenoter, ingen telefoner (stil dem på fly, hvis de absolut skal være i soveværelset). Ingen wi-fi. Put dig fx kl 21 med en dejlig lydmeditation eller musik/podcast (min kæreste falder tit i søvn til en fodbold-potcast. Det behøver altså ikke være panfløjter og bølgeplask (som jeg elsker)). Brug det, der virker for dig. 
7. PUTTE-RITUALER: Kod din krop til at vide, hvornår den skal sove. Du behøver måske ikke sådan en dåse som spiller vuggeviser. Men tænk alligevel i den dur af, hvad du ville gøre for et spædbarn. Lav nogen dejlige ritualer for dig selv. Det vigtigste er det, du ikke skal gøre. Jeg har opdaget, at hvis jeg holder min hjerne aktiv med facebook og planlægning efter kl 20, så har jeg sværere ved at falde i søvn. Så når det lykkes for mig (og det er edderdytme ikke altid), så er det nej til al planlægning, tænkning og nye input fra senest kl 21. Helst kl 20. I stedet forsøger jeg at skrue op for drosle-ned-aktiviter som: stille og rolig opvask, rydde lidt op, dæmpe lyset, høre dejlig musik, skrive dagbog og/eller taknemmelighedsdagbog, tage magnesiumfodbade, massere fødder, tage et bad - alt der får nervesystemet i ro. Absolut ingen beslutninger eller tv eller computer.
8. HVIL OM DAGEN: Hvil flere gange i løbet af dagen. Træn dit parasympatiske nervesystem til at være i ro. Hvis du finder dagens første ro, når du rammer nattepuden for at sove, så er det ikke så mærkeligt, at dit hjerte hamrer derud af og din hjerne går grassat i kaosfortællinger og verdens bedste ideer og to-do-lister i et stort sammensurium. De pauser har jeg virkelig opdaget, at jeg bliver nødt til at tage i løbet af dagen. Det kan være voldsomt grænseoverskridende, hvis kroppen er depressiv/angst/overbelastet. For så er det dybt ubehageligt at mærke efter. Men som tiden går, så hjælper det rigtig meget. (Og her kunne jeg så skrive i timer om, hvordan man tager de her pauser, for det har jeg virkelig skulle lære fra niveau absolut-ingen-anelse-om-hvordan-man-tager-nærende-pauser. Men nok for nu).
9. Og nu kommer de lidt mere komplicerede råd, som har gjort den største forskel for mig, men som også kræver ret meget selvdiciplin og insistern på at ville gøre det godt for sig selv. STABILT BLODSUKKER. Det betyder at droppe sukker i din kost. Alt sammen. Også det der gemmer sig. Det gemte sukker er det du finder i færdigretter. Men det er også simple kulhydrater som hvidt brød, pasta, hvide ris osv. Ud med alt det. Ind med grøntsager og proteiner og masser af fedt. Det har taget mig over et år at lære det. Og jeg var alt for hys med det i starten, så det blev et uoverkommeligt projekt. MEN, da jeg så gik fra at være (det ernæringsterapeuterne kalder) sukkerforbrænder til at være fedtforbrænder (hvor kroppen er i såkaldt ketose), så skete der det, at jeg sov med et brag kl 22 og ikke var til at vække igen før næste morgen. OG jeg vågnede udhvilet. Det er nærmest magi. Nu tror jeg ikke det er sundt at være i ketose hele tiden. Men meget mindre kan gøre det. Et stabilt blodsukker giver meget mere ro på kroppen. Mit første skridt var at begynde at time mine kulhydrater, så dem jeg spiser, dem spiser jeg hovedsageligt efter kl 15. 
10. SOV ALENE: Okay, måske sover du allerede alene. Men hvis du har partner/børn, så sover du sikkert meget sjældent alene. Hvis jeg er i akut søvnunderskud, så er den største gave til mig (og min kæreste!) at jeg får et par nætter alene. Hvor jeg ikke kan mærke, når andre vender sig, lytte til deres søvnlyde og bare føle mig mere og mere vågen. Alenesøvn er nu engang den dybeste søvn. Lige så dejligt, som det er at sove sammen, når man bare er almindelig sovetræt, lige så barskt kan det være, når man er vold-træt. Vi har prøvet mange modeller: En i kolonihave, en i lejlighed. En i sengen, en på sofaen. En på mini-ferie, en anden derhjemme. What ever! Nogengange kan bare sceneskiftet i sig selv gøre underværker. At samle sin dyne sammen og traske ind i stuen. Ikke med en stemme i hovedet der hedder "eeej, se, jeg kan ikke sove og nu skal jeg ovenikøbet også sove på sofaen". Men ved at give sig selv en gave: "eeej, se hvor godt jeg tager mig af migselv og respektere min nattesøvn. Nu putter jeg lige Me, Myself and I herinde i ro og fred".

Sådan. Det er mine 10 bedste soveråd. Der er meget mere at skrive om det. Ikke mindst glimrer yoga ved sit fravær. Men det må være nok for nu.

Jeg sidder og tænker på, hvad jeg selv skal skrue på. Det er klart punkt 7. Herinde i storbyen bliver jeg ikke automatisk træt, fordi lyset hele tiden banker ind fra lygtepælene udenfor. Jeg opdager simpelthen ikke, hvornår det nærmer sig sengetid. Det må jeg se at fortælle min krop. Det er ikke nemt, for det er også drønhyggeligt at rulle sig sammen i sofaen med en ipad. Men et blå lys forstyrrer mine søvnhormoner og holder mig vågen til klokken 2-3 stykker om natten. Så det er no-go.

Og så skal jeg kigge punkt 3 og 9 dybt i øjnene. For det er som om, at byen øger min trang til kaffe og chokolade. Jeg tænker, aaaaah, det gør da ikke noget. Men det gør det så åbenbart. Jeg har i hvert fald igen fået smadret min søvnrytme.

Nå, okay, bum, jeg er faktisk lidt spændt på, hvordan I modtager min søvnguide. Det er noget pænt andet end hækleinspiration. HOV; hækling, det er ikke med i guiden. Men: Selvfølgelig er hækling /strik fuldstændig fremragende at lægge ind i putte-ritualet. Det er bare vigtigt, at det er evighedsprojekterne og ikke komplicerede og nye projekter. Hver ting til sin tid. Og når det er sengetid skal det være ren comfort-hækling og ikke koncentrationshækling.

Sov godt derude - og del endelig dine bedste råd herinde. Jeg har jo bare skrabet i overfladen. Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side (klik her) i stedet for. Der kan du også LIKE tichtach. Så får du besked, hver gang der er nyt på bloggen.

KH
Tina

   

Novembernoter #4: Om børnepassion og om at skrive

Hvis du gerne vil finde dig en passion - på hobbybasis eller til at leve af - så har jeg tit hørt det råd, at du skal finde tilbage til, hvad du elskede at lave som lille. Hvad du slet ikke kunne lade være med, hvor tiden forsvandt.

For mig var det at skrive.

Jeg udgav mine egne magasiner. Hjerte ES, hed de. Jeg sad ved mine forældres gamle skrivemaskine og bankede hver enkelt bogstav gennem farvebåndet og ind i papiret. KLAK! Magasinerne havde alt, hvad jeg syntes, et magsin skulle have. Der var brevkasse, krydsord, noveller, nyheder, penneven-annoncer og masser af illustrationer. Måske en lille gave. Og ja, min største inspiration har nok været min mormors Familiejournalen, som jeg altid læste, når jeg var hos hende og min morfar på deres gård. Der kunne man sortere knapper (yndlingsbeskæftigelse), lave hule ude i den gigantiske have eller løse krydsord i Familiejournalen. En sjælden gang i mellem tog vi ind til Ruth. Så skulle vi have det fine tøj på, og så kørte morfar os ind til Tårs og Ruth. Ruth var en butik fyldt med duftsæbe og klistermærker. KLISTERMÆRKER. Jeg elskede det. En af mine bedste sommerferier var en uge, hvor jeg havde fået nogen specielt gode ark. Jeg strøg direkte tilbage på gården og skrev en roman - Ferie på Palmeøen, hed den (Den har så helt klart været inspirert af de ferier vi ikke var på. Vi var altid i hytte i Norge eller Sverige, mens de andre fra klassen var på charter på Grand Canarie. Jeg var ved at krølle sammen af misundelse. I dag ville jeg udsætte mine børn for præcis det samme. Ha).

Nå, men romanen var udformet sådan, at alle de ord jeg overhovedet kunne, var erstattet af et klistermærke. Fx: De spiste en (hotdogbillede). Og hey, jeg var jo bare så meget forud for min tid. Total instagram-roman! Fyldt med klistermærke emojies.

Jeg blev ved med at skrive. Engang i niende klasse skrev jeg en stil på over 10 maskinskrevne sider. En fremtidsroman.

Og så var der alle pennevennerne. Jeg elskede at skrive og modtage breve. Det har helt klart hængt sammen med, at det med at gå i folkeskole var en umanerlig barsk oplevelse for en sensitiv pige, som meget hurtigt lærte sig, at vejen gennem de uendelig skoledage var at spille død. Spille død og holde vejret. Så jeg var meget nem at drille på mobbemåden. Fordi jeg ikke anede, hvordan man stod op for sig selv. Men når jeg så kom hjem fra skolen, så var der breve i postkassen. ÅÅÅÅÅHR; det var det bedste!

Efter gymnasiet skulle jeg vælge uddannelse. Jeg overvejede alt fra kogleplukker til lærer (fordi det syntes min far). Men det var jo kun et splitsekund siden, at jeg havde siddet med store øjne i klasseværelseet, dag ud og dag ind, og set voksne mennesker bryde sammen under presset fra vores skoleklasse. Såeh, nej tak til det.

Men jeg vidste, at jeg kunne skrive. Så jeg begyndte at læse dansk på universitetet.

Nooooooooo. Bummer. Ud over at møde nogle fantastiske mennesker og lige så langsomt begynde at opbygge en snert af selvværd, så var det katastrofalt for min kærlighed til ord. Jeg blev panisk angst for ikke at være akademisk nok, og pludselig var ord ikke bare ord, de hørte til ismer og skulle endevendes, og det var kun rigtig fint, hvis det var post-strukturalistisk. Og jeg kunne godt regne ud at Ferie på Palmeøren og mine fremtidsromaner stadig var meget tættere på det familiejournal-ophav end det fin-litterærere. Og fordi jeg allerede havde rigtig god træning i at føle mig forkert, begyndte jeg at skrive meget akademisk og skrev, hvad jeg forestillede mig at andre forventede af mig. Sådan mere eller mindre.

Jeg droppede ud. Men der gik ca 7 år før jeg begyndte at læse for min fornøjelses skyld igen. Skrive gjorde jeg stadig. I mine dagbøger. Jeg har dem stadig allesammen. Der er overdrevet mange. Jeg startede med at skrive i en af dem med hænglås og siderne var lyserøde, lysegrønne eller lyseblå. Der var jeg ni år.

På en måde er det dejligt, at jeg sidder her små 30 år senere og stadig skriver løs. I min dagbog om aftenen (selvom jeg mere har lyst til at kalde den en journal, hvis ikke det lød som om, at jeg så sidder og skriver lægeakter) men også her på bloggen. Det giver bare rigtig god mening. Og det allerfedeste er, at jeg har rystet mig helt fri fra de akademiske forventninger, jeg havde til mig selv. Jeg må skrive vrøvleord. Jeg må lave alle de anglificeringer jeg orker. Jeg må starte sætninger med og. Mange gange i træk. Jeg må blande engelsk og dansk. Jeg må komme med udbrud. Jeg må lige hvad jeg vil og det er OVERDREVET fedt, at jeg også må skrive med VERSALER lige når jeg vil. Det er lige til at blive glad i låget. Og det er præcis et af formålene med de her novembernoter. At gøre migselv glad i låget over at få nogen af alle de ord og betragtninger ud i verden, som ellers bare svirrer rundt inde i mit hoved.

Laver du stadig det, du syntes var allersjovest, der du havde mest flow, da du var lille? Og hvad mon det var?

Knus fra Tina

PS Dagens foto er fra vores sommerferie i Grækenland, Lesbos. Start where you are. Use what you have. Do what you can. Yir! Så simpelt og samtidig ret svært at efterleve nogen gange. Fx sidder jeg hele tiden med en lille stemme, som siger: hvorfor skriver du det der? Hva? Om hvad du skrev, da du var lille. Hvorfor det? Hva? Er det vigtigt? Overhovedet? Men hey, jeg vil i gang med at skrive igen. Fordi jeg skal. Og vil. Og så bliver det altså her i den form, som falder mig lettest lige her på hæklebloggen. Fordi: Start where you are. Use what you have. Do what you can. 

PPS Hvis du ikke kan kommentere, men gerne vil, så hop ind på min facebookside og kommenter der. Der kan du også LIKE min side - så får du besked, når der er nyt her på bloggen.

Novembernoter #3: Nyt græs i soveværelset

JAAAAAH! Vi har fået malet vores soveværelse. Totalt optur. Jeg har boet her i lejligheden i 4 år. Jeg har aldrig kunne lide den caffelatte-farve der var i soveværelset. Så flyttede min kæreste ind. Han kunne heller ikke lide den. Men hver ting til sin tid, og nu var tiden så endelig til at få et par malerfolk forbi med deres malerkoste. Det er simpelthen så dejligt. Især nu hvor vi efterhånden kan være derinde uden at blive gasset af dampene. Skabene gik dog i stykker, da de blev flyttet, så måske vi skal finde en ny løsning (emoji af abe som gemmer sig i hænderne).

Men TADA, prøv lige at se, hvor lækkert det er blevet. Jeg har hygget et lille hjørne midt i et kaos af ødelagte skabe og kommoder, der skal tømmes. Totalt uskarpt billede. Men prøv lige at tage billeder på denne årstid. Det er et fuldkommen håbløst projekt. Godt det ikke er en foto-challenge, jeg har givet mig selv, men "bare" en på ord. Novemberord.

Jeg har netop fået fat i bogen Big Magic af Elizabeth Gilbert. Mit Instagram-feed har været helt fyldt af den, så nu vil jeg læse med. Jeg havde tænkt at jeg ville til at læse Kreativitetsbogen af ... nå, det kan jeg ikke huske. Men den som rigtig mange læste og brugte for nogen år siden. Cameron? Hedder hun det? Nå anyways, nu læser jeg den her i stedet. Der er heller ingen opgaver i. Win!

KH Tina (som hermed officielt har udgivet novembernoter TO DAGE i træk. I morgen kommer der flere. Jeg har allerede skrevet lidt på dem. Det handler om at skrive på sine forældres gamle skrivemaskine og have opdaget Instagram emojies før der overhovedet fandtes iphones. Såeh, stay tuned...).

PS: Billedet i toppen lavede jeg for mange år siden. Dengang alt det med blomster og grønt var nyt for mig og jeg gerne ville have mere af det. Jeg er stadig vild med budskabet og prøver at praktisere det dagligt.

Novembernoter #2: Hjernerystelse podcast og udtrætning

Jeg havde ikke troet, at jeg så hurtigt ikke vidste, hvad jeg skulle skrive her i min selvpåførte udfordring med novembernoter hver anden dag. Men sådan er det. Jeg er træt som en hel børnehave, der lige er kommet hjem fra lejrtur. Ondt i hovedet og har mest bare lyst til at gemme mig væk for i dag.

Som overspringshandling gik jeg lige på facebook. Der så jeg, at radio 24/7 har lagt en podcast op om hjernerystelse. Du kan hente den lige her. Det er "Den store hjernerystelsestime" på Radio24syv med skuespiller og forfatter Christiane Schaumburg-Müller, filminstruktør Helene Moltke-Leth og politisk kommentator Sigge Winther Nielsen. Jeg har ikke hørt det endnu. Men det er altid dejligt med fokus på emnet. 

Det er 4 år siden, at jeg blev kørt ned. På det tidspunkt havde jeg i forvejen depression. Da jeg så også slog hovedet, fik jeg angst oveni. Egentlig tror jeg, at jeg har været godt og grundigt disponeret for depression og ængstlighed hele mit liv. Jeg husker især i mine start 20ere, hvor jeg gik på tegneskole. Det var kun nogen timer dagligt, men jeg slæbte mig afsted. Uroen i angsten kan jeg ikke huske ikke at have haft. Jeg vidste bare ikke, hvad det var. Det var først i midten af mine 20ere, at jeg snakkede om min daglige kvalme som en selvfølgelighed, hvor min veninde sagde, hey, det er altså overhovedet ikke normalt. What? Det anede jeg ikke. 

I virkeligheden ser jeg i høj grad min samlede sygdomsperiode som en ordentlig omgang udbrændthed. 85% af dem som får hjernerystelse kommer sig indenfor et år. Men jeg er en af dem, som bliver ved med at have symptomer. Men jeg har jo netop heller ikke kun hjernerystelsen af hele. Der er også alt det andet, så det væver sig ud og ind imellem hinanden og jeg ikke kan kende det ene symptom fra det andet. Det synes jeg heldigvis heller ikke er så vigtigt. Men jeg er helt overbevist om, at jeg hurtigere var kommet mig, hvis jeg havde bedre styr på at yde selvomsorg for mig selv. Hvis jeg havde bedre styr på at sætte ind det sekund jeg opdagede, at livslang kvalme ikke er normalt. At uro ikke behøver at være der. Men da jeg skulle til at lære alt det mens jeg lå og rodede rundt nede på bunden, så er der altså forsinkelse på helbredelsen (Og meget vigtigt: her taler jeg altså udelukkende om migselv og min sygdomshistorie (ooorrrrrh et stinkerord, nå). Andre har langvarige følger af helt andre grunde og kan ikke sammenlignes). 

Det er dagligt et skridt fremad i spiralen. Det går hele tiden bedre. Men jeg kommer også hele tiden tilbage til et punkt og tænker WHAT, det her shit har jeg allerede været igennem en gang. Hvorfor står jeg her igen? På det punkt har jeg meget svært ved at se de små fremskridt. Men jeg ved godt, at de er der. Især når jeg kommer lidt længere frem på spiralen igen. Så kan jeg godt se det. Fx har jeg lige skrivet i toppen, at jeg er fuldstændig smadret i dag. Men alligevel sidder jeg og skriver det her. Så ved jeg jo godt, at jeg på ingen måde er lige så træt, som jeg kunne være for et år siden. Eller to år siden. Men det er stadig en massiv træthed, som ikke kan forklares og forståes af udenforstående. Måske kun lige af småbørnsforældre. Og andre med udtrætning på dagsordenen for alvor. Ikke bare engang i mellem.  Og jeg ved det, for jeg har selv prøvet at leve et liv før hjernerystelse. Der var jeg også tit træt. Men ikke på nogen måde i nærheden af den udtrættethed jeg kender nu. 

Noget af det vigtigste jeg har lært, er at slå bremserne helt i, når jeg er udtrættet. Prioritere benhårdt og sløjfe al burde og dårlig samvittighed og bare lad timerne gå med så meget nærvær og selvomsorg som overhovedet muligt. Så går det nemlig meget hurtigere over, end hvis jeg forsøger at arbejde det væk. Så hvorfor bliver jeg siddende her og skriver? Fordi jeg skal lære det igen og igen :-)

Nok for nu og et fint citat til afslutning:

"Wait for it to ripen, until it's something. Until it takes shape. Also when something bad happens, it takes much more time than people think to recover. If someone has an illness, or someone dies. Events that have a big impact take an immense amount of time and energy. There's not much we can do expect be patience and wait for it to pass. Life contains its own forces of recovery, it doesn't always need a helping hand and that isn't always possible anyway. We don't always have to immediately start repairing things, improve them or change them. We need to realize that there is always a "not yet" and a "no more". Sjoukje Van De Kolk from "Happiness isn't a Fixed point it's always in Flux" in Flow Magazine, issue 11 2015.

Novembernoter skudt igang

Kære læser

Jeg har besluttet mig for at skyde en omgang novembernoter i gang. Hvad er så det? Jo, jeg vil sætte mig ned og skrive her på bloggen i november. Flere gange. Alle dage er nok urealistisk. Men hver anden dag eller noget i den stil.

Sagen er den, at bloggen her har ligget meget tavst hen. Når jeg er kommet tilbage til den, har jeg brugt meget krudt på ikke at skrive om, hvor meget i tvivl, jeg er om, hvad jeg skal skrive - og hvor laaang tid det var siden, at jeg var her sidst.

Jeg har flere gange nævnt, at jeg har haft blog-identitetskrise. Bloggen startede op som navnet siger: som en kreativ logbog. Alt hvad jeg lavede med mine egne hænder fik lov til at komme herind. Det var i en periode, hvor jeg lå og sprællede rundt i et meget dybt sort hul. Hvis ikke jeg sad og græd ude i køkkenet, så sad jeg inde i sofaen og hæklede. Eller sov (hvis jeg kunne). Jeg skrev en del om begge dele. Flere læsere satte pris på, at jeg satte ord på min depression. De kunne genkende dem selv eller deres nære. Så jeg gjorde det, selvom det også tit var grænseoverskridende. Allermest fordi det også var rart for migselv. Fordi jeg følte at jeg var i verden, når jeg kommunikerede med jer herfra sofaen.

Så var der en lang periode, hvor jeg bare eeeeelskede at snuse alt muligt finurligt op. Designs, illustrationer, vidoer, alt muligt. Det var før pinterest. For da pinterest kom til verden, så lod jeg den opsluge mit skat-finder-behov, og så ebbede den lyst langsomt ud på bloggen (plus det faktisk var besværligt hele tiden at bede om lov til at dele andres billeder).

Så kom instagram. Først var jeg moderat skeptisk. Men så bød MyminMy mig hjerteligt velkommen den første dag, alle mulige skønne folk fandt mig hurtigt via hende og BOOOM, jeg var helt forelsket i det kærelige og smukke univers.

I mellemtiden døde bloggen her mere og mere ud. For hvad skulle jeg nu, da det pludselig var en post-pinterest-tid? Samtidig var harlekins-hækle-bølgen også afstiafsted og der kom vildt mange nye følgere både her og der og alle vegne, og pludselig var jeg blevet lidt af et hæklenavn. Det fik det til at gå helt og aldeles i stå herinde. Bumstille. For ville alle de fine uskyldige læsere belemres med mine hverdagsskærmysler blandet med det lange seje træk op af hullet? Ville de ikke bare have hækling?

Men altså. Nu er det jo min blog. Og mig der skriver. Og jeg går helt i stå, hvis jeg kun skal skrive om hækling. Det sker ikke. Jeg kommer til at sammenligne mig med andre fantastiske garn-blogs, hvordan man bør gøre og hist op og herned og så er jeg ude på et skråplan, hvor jeg måler mig udfra en forestillet læseskare og deres forestillede forventninger og forsøger at være en sådan rigtig hækleblog med opskrifter og den slags.

Skråplan. Så ud med tanken om at belemre nogen. Ud med sammenligning. Ud med forestillede forventninger. Og så ind med en ordentlig omgang novembernoter.

Jeg ved ikke endnu, hvad jeg kommer til at skrive. Men det bliver her på bloggen. Piv-offentligt. Og det bliver allermest mine betragtninger om mig og mit liv. Et liv som de sidste 4 år har været slået helt ud af kurs. Jeg er langsomt ved at finde mine ben og få mit hoved på plads på toppen i en meget mindre udgave. Jeg er ikke længere en ren tænke-giga-hoved-hat på en pind. Jeg er kommet mere ned i min krop og prøver at acceptere tingenes tilstand, som de er blevet nu.

Det var bloggen her, som var min livline ud til verden, dengang det var mørkest og allermest uroligt indeni. Og nu har jeg altså besluttet at se, hvad der sker, hvis jeg bruger den som livline igen. For det er som om, at jeg har brug for et sidste nøk. Hvad det handler om, vil jeg vist komme nærmere ind på senere i løbet af måneden.

Og hey, vigtigt: Jeg har jo altid elsket at startet fællesskaber op med fotochallenge, broderiklubhus osv. her på bloggen Og nu har jeg lyst til det igen: så mangler du også et nøk til at komme igang med at skrive igen, så grib chancen her i det mørke november og skriv løs sammen med mig. Lån fotoet hvis du har lyst.

Uh, glæder mig til novembernoter!

KåHå, som jeg altid skrev i starten af bloggens histore, og mysser fra Tina

Halstørklæde til far og fredagsskriblerier til dig

Sidste vinter hæklede jeg et halstørklæde til min far. Jeg fik aldrig taget fotos, hvor man sådan rigtig kan se det, så her får i mest en fornemmelse. Det er gråt i et stort midterstykke og bordeaux i begge ender. Jeg brugte et af mine egne favoritmønstre på hæklet unisex-halstørklæde.

Garnet er købt i Rasmilla og er fra Hjelholt. Noget merino, så vidt jeg husker.

Nu er det efterår og snart vinter igen, så jeg har taget pit-stop i lejligheden. Det er helt rart at være lidt væk fra kolonøjseren - den er trods alt virkelig lille. Virkelig. Men jeg satser meget på at nå tilbage og holde indian-summer. Men for nu er jeg altså i lejligheden. Det er ret spøjst. Som at være på et lokalhistorisk arkiv over, hvordan jeg levede sidste vinter. Alt ligger som det blev lagt. Lige nu er det fredag aften, og jeg ville egentlig gerne tænde nogen stearinlys. Men jeg har fuldstændig glemt, hvor vi har dem. Ingen anelse.

Jeg sidder og tøver lidt. Det er SÅ lang tid siden, at jeg har været aktiv på bloggen. Men storby wi-fi hjælper meget på min motivation til at sætte mig her. Så måske ses vi snart igen herinde. Jeg har i hvert fald alt muligt i godteposen, som potentielt kunne komme op her. Hvis jeg ellers samler fokus til det. Vi får se.

Indtil da: Hav dig en skøn aften!

KH
tina

PS. Jeg har lige set, at jeg har præcis 800 læsere via bloglovin. Det er sjov, for jeg har 5888 følgere på pinterest. Der er noget med det 8-tal for tiden. Det kan jeg godt lide. 8 er et godt, uendeligt tal.

Endnu flere #harlekinshåndklæder

Jeg bliver stadig så uendelig glad i låget over alle de fine harlekinshåndklæder, som mange af jer har lavet. En af de helt store fordele ved Instagram er, at jeg kan følge jeres proces - fordi I er så søde til at dele. Åh, jeg er vild med det.

Du kan som altid finde mig på Instagram og Facebook. Jeg er i øvrigt kommet i gang med Pinterest igen. Håber vi ses et af stederne.

KH
tina

 

Hæklet bamsehue og en depressionsstreg

Nuuuurh! Cuteness overload! 

Hæklet babyhue i bamsemønster. Det er Sidsel Sangilds opskrift. I anledningen af AOH-messen hæklede jeg den op i nogle lidt andre farver, end de mere traditionelle brunbamsefarver. Og hey, den er da for cute.

 

Den er hæklet i garnet cinia (som snart udgår). Men opskriften er lavet på mål, så det er ikke så vigtigt, hvilket garn du bruger.

Opskriften kan købes i Sidsels biks - der hedder den Hæklet Bamsehue. 

Jeg har ført delt tegnserier om stress, depression og deres fætre og kusiner her på bloggen. Nu er vores allesammens Stinestregen på banen med den fineste stribe om depression. Jeg ved, at hun føler sig meget sårbar, ved sådan at dele ud af sig selv. Men en som mig, der kender det SÅ uendelig godt fra nærmeste hånd (migselv), bliver helt glad og varm om hjertet. For ligeså snart at det er tegnet af en anden, så findes det lige en lille smule mere i andres verden også. Det gør mig tryg. Og glad. Læs, se og mærk efter inde hos stinestregen selv (jeg er nemlig holdt op med sådan bare lige at låne folks billeder, det har jeg haft en noget loose omgang med her på bloggen tidligere. Jeg troede egentlig, at jeg havde styr på det. Men det havde jeg ikke. Shame on me. Mere om det senere).

KH

tina

Etsy-loving

Hæklet radisse som halskæde. ÅÅÅÅH! Jeg vil have sommer igen. NU.

Francine Schokker fra COWshop er designeren bag.

Det er lang tid siden, at jeg har præsenteret fine fund fra etsy. Men her er et igen. Du kan i øvrigt læse et interview med Francine lige her hos FLOW.

I øvrigt har jeg selv nogle hæklede grøntsags-planer i ærmet. Men det går laaaangsomt. Sådan er det åbenbart med mig og det der småtteri-amigurumi-værk. 

I dag skal jeg ud og danse for første gang i tusind år. I flere år i hvert fald. Jeg er både spændt og lidt nervøs. Kan jeg overhovedet danse i længere tid uden at skvatte om? Skal jeg hældes ind i en taxa efter en halv time? Vi får se. 

Indtil da vil jeg nyde solen og sneen som begge deler er i fuld gang udenfor lige nu. 

Hov, i øvrigt dansede jeg til min egen fødselsdag i november. Det var verdens mindste fest, og jeg lavede stop-dans. Alletiders løsning på en langtidsopbygget frustration over, at jeg ikke har haft kræfter nok til at bevæge mig ud på dansegulve ude i byen. Og det virkede og var så dejligt.

KH

tina

PS. Ikke sponsoreret, rent lovelink og jeg bringer billedet med ok og tak fra Francine Schokker.

Godt nytår

Åhr! Der smeltede jeg lige. Jeg har ikke været på bloggen på det sidste. Men her til aften, gik jeg lige ind og tjekkede kommentarerne: der var en hel lille skov, som bare ventede på at blive godkendt. Det var altså dejligt. Så lever bloggen alligevel sit eget stille liv - også når jeg har travlt med at være off-line og fejre nytår og være tænksom og vinterbade og hækle og spise og sidde og vente og grine og planlægge og drømme og...

2014 var et vildt år. Jeg er ikke færdig med at samle op på det, jeg lærte. Det kommer I måske til at høre mere om.

Lige for nu vil jeg bare takke for den lille skov.

KH
tina