Novembernoter #2: Hjernerystelse podcast og udtrætning

Jeg havde ikke troet, at jeg så hurtigt ikke vidste, hvad jeg skulle skrive her i min selvpåførte udfordring med novembernoter hver anden dag. Men sådan er det. Jeg er træt som en hel børnehave, der lige er kommet hjem fra lejrtur. Ondt i hovedet og har mest bare lyst til at gemme mig væk for i dag.

Som overspringshandling gik jeg lige på facebook. Der så jeg, at radio 24/7 har lagt en podcast op om hjernerystelse. Du kan hente den lige her. Det er "Den store hjernerystelsestime" på Radio24syv med skuespiller og forfatter Christiane Schaumburg-Müller, filminstruktør Helene Moltke-Leth og politisk kommentator Sigge Winther Nielsen. Jeg har ikke hørt det endnu. Men det er altid dejligt med fokus på emnet. 

Det er 4 år siden, at jeg blev kørt ned. På det tidspunkt havde jeg i forvejen depression. Da jeg så også slog hovedet, fik jeg angst oveni. Egentlig tror jeg, at jeg har været godt og grundigt disponeret for depression og ængstlighed hele mit liv. Jeg husker især i mine start 20ere, hvor jeg gik på tegneskole. Det var kun nogen timer dagligt, men jeg slæbte mig afsted. Uroen i angsten kan jeg ikke huske ikke at have haft. Jeg vidste bare ikke, hvad det var. Det var først i midten af mine 20ere, at jeg snakkede om min daglige kvalme som en selvfølgelighed, hvor min veninde sagde, hey, det er altså overhovedet ikke normalt. What? Det anede jeg ikke. 

I virkeligheden ser jeg i høj grad min samlede sygdomsperiode som en ordentlig omgang udbrændthed. 85% af dem som får hjernerystelse kommer sig indenfor et år. Men jeg er en af dem, som bliver ved med at have symptomer. Men jeg har jo netop heller ikke kun hjernerystelsen af hele. Der er også alt det andet, så det væver sig ud og ind imellem hinanden og jeg ikke kan kende det ene symptom fra det andet. Det synes jeg heldigvis heller ikke er så vigtigt. Men jeg er helt overbevist om, at jeg hurtigere var kommet mig, hvis jeg havde bedre styr på at yde selvomsorg for mig selv. Hvis jeg havde bedre styr på at sætte ind det sekund jeg opdagede, at livslang kvalme ikke er normalt. At uro ikke behøver at være der. Men da jeg skulle til at lære alt det mens jeg lå og rodede rundt nede på bunden, så er der altså forsinkelse på helbredelsen (Og meget vigtigt: her taler jeg altså udelukkende om migselv og min sygdomshistorie (ooorrrrrh et stinkerord, nå). Andre har langvarige følger af helt andre grunde og kan ikke sammenlignes). 

Det er dagligt et skridt fremad i spiralen. Det går hele tiden bedre. Men jeg kommer også hele tiden tilbage til et punkt og tænker WHAT, det her shit har jeg allerede været igennem en gang. Hvorfor står jeg her igen? På det punkt har jeg meget svært ved at se de små fremskridt. Men jeg ved godt, at de er der. Især når jeg kommer lidt længere frem på spiralen igen. Så kan jeg godt se det. Fx har jeg lige skrivet i toppen, at jeg er fuldstændig smadret i dag. Men alligevel sidder jeg og skriver det her. Så ved jeg jo godt, at jeg på ingen måde er lige så træt, som jeg kunne være for et år siden. Eller to år siden. Men det er stadig en massiv træthed, som ikke kan forklares og forståes af udenforstående. Måske kun lige af småbørnsforældre. Og andre med udtrætning på dagsordenen for alvor. Ikke bare engang i mellem.  Og jeg ved det, for jeg har selv prøvet at leve et liv før hjernerystelse. Der var jeg også tit træt. Men ikke på nogen måde i nærheden af den udtrættethed jeg kender nu. 

Noget af det vigtigste jeg har lært, er at slå bremserne helt i, når jeg er udtrættet. Prioritere benhårdt og sløjfe al burde og dårlig samvittighed og bare lad timerne gå med så meget nærvær og selvomsorg som overhovedet muligt. Så går det nemlig meget hurtigere over, end hvis jeg forsøger at arbejde det væk. Så hvorfor bliver jeg siddende her og skriver? Fordi jeg skal lære det igen og igen :-)

Nok for nu og et fint citat til afslutning:

"Wait for it to ripen, until it's something. Until it takes shape. Also when something bad happens, it takes much more time than people think to recover. If someone has an illness, or someone dies. Events that have a big impact take an immense amount of time and energy. There's not much we can do expect be patience and wait for it to pass. Life contains its own forces of recovery, it doesn't always need a helping hand and that isn't always possible anyway. We don't always have to immediately start repairing things, improve them or change them. We need to realize that there is always a "not yet" and a "no more". Sjoukje Van De Kolk from "Happiness isn't a Fixed point it's always in Flux" in Flow Magazine, issue 11 2015.