Hvis du gerne vil finde dig en passion - på hobbybasis eller til at leve af - så har jeg tit hørt det råd, at du skal finde tilbage til, hvad du elskede at lave som lille. Hvad du slet ikke kunne lade være med, hvor tiden forsvandt.
For mig var det at skrive.
Jeg udgav mine egne magasiner. Hjerte ES, hed de. Jeg sad ved mine forældres gamle skrivemaskine og bankede hver enkelt bogstav gennem farvebåndet og ind i papiret. KLAK! Magasinerne havde alt, hvad jeg syntes, et magsin skulle have. Der var brevkasse, krydsord, noveller, nyheder, penneven-annoncer og masser af illustrationer. Måske en lille gave. Og ja, min største inspiration har nok været min mormors Familiejournalen, som jeg altid læste, når jeg var hos hende og min morfar på deres gård. Der kunne man sortere knapper (yndlingsbeskæftigelse), lave hule ude i den gigantiske have eller løse krydsord i Familiejournalen. En sjælden gang i mellem tog vi ind til Ruth. Så skulle vi have det fine tøj på, og så kørte morfar os ind til Tårs og Ruth. Ruth var en butik fyldt med duftsæbe og klistermærker. KLISTERMÆRKER. Jeg elskede det. En af mine bedste sommerferier var en uge, hvor jeg havde fået nogen specielt gode ark. Jeg strøg direkte tilbage på gården og skrev en roman - Ferie på Palmeøen, hed den (Den har så helt klart været inspirert af de ferier vi ikke var på. Vi var altid i hytte i Norge eller Sverige, mens de andre fra klassen var på charter på Grand Canarie. Jeg var ved at krølle sammen af misundelse. I dag ville jeg udsætte mine børn for præcis det samme. Ha).
Nå, men romanen var udformet sådan, at alle de ord jeg overhovedet kunne, var erstattet af et klistermærke. Fx: De spiste en (hotdogbillede). Og hey, jeg var jo bare så meget forud for min tid. Total instagram-roman! Fyldt med klistermærke emojies.
Jeg blev ved med at skrive. Engang i niende klasse skrev jeg en stil på over 10 maskinskrevne sider. En fremtidsroman.
Og så var der alle pennevennerne. Jeg elskede at skrive og modtage breve. Det har helt klart hængt sammen med, at det med at gå i folkeskole var en umanerlig barsk oplevelse for en sensitiv pige, som meget hurtigt lærte sig, at vejen gennem de uendelig skoledage var at spille død. Spille død og holde vejret. Så jeg var meget nem at drille på mobbemåden. Fordi jeg ikke anede, hvordan man stod op for sig selv. Men når jeg så kom hjem fra skolen, så var der breve i postkassen. ÅÅÅÅÅHR; det var det bedste!
Efter gymnasiet skulle jeg vælge uddannelse. Jeg overvejede alt fra kogleplukker til lærer (fordi det syntes min far). Men det var jo kun et splitsekund siden, at jeg havde siddet med store øjne i klasseværelseet, dag ud og dag ind, og set voksne mennesker bryde sammen under presset fra vores skoleklasse. Såeh, nej tak til det.
Men jeg vidste, at jeg kunne skrive. Så jeg begyndte at læse dansk på universitetet.
Nooooooooo. Bummer. Ud over at møde nogle fantastiske mennesker og lige så langsomt begynde at opbygge en snert af selvværd, så var det katastrofalt for min kærlighed til ord. Jeg blev panisk angst for ikke at være akademisk nok, og pludselig var ord ikke bare ord, de hørte til ismer og skulle endevendes, og det var kun rigtig fint, hvis det var post-strukturalistisk. Og jeg kunne godt regne ud at Ferie på Palmeøren og mine fremtidsromaner stadig var meget tættere på det familiejournal-ophav end det fin-litterærere. Og fordi jeg allerede havde rigtig god træning i at føle mig forkert, begyndte jeg at skrive meget akademisk og skrev, hvad jeg forestillede mig at andre forventede af mig. Sådan mere eller mindre.
Jeg droppede ud. Men der gik ca 7 år før jeg begyndte at læse for min fornøjelses skyld igen. Skrive gjorde jeg stadig. I mine dagbøger. Jeg har dem stadig allesammen. Der er overdrevet mange. Jeg startede med at skrive i en af dem med hænglås og siderne var lyserøde, lysegrønne eller lyseblå. Der var jeg ni år.
På en måde er det dejligt, at jeg sidder her små 30 år senere og stadig skriver løs. I min dagbog om aftenen (selvom jeg mere har lyst til at kalde den en journal, hvis ikke det lød som om, at jeg så sidder og skriver lægeakter) men også her på bloggen. Det giver bare rigtig god mening. Og det allerfedeste er, at jeg har rystet mig helt fri fra de akademiske forventninger, jeg havde til mig selv. Jeg må skrive vrøvleord. Jeg må lave alle de anglificeringer jeg orker. Jeg må starte sætninger med og. Mange gange i træk. Jeg må blande engelsk og dansk. Jeg må komme med udbrud. Jeg må lige hvad jeg vil og det er OVERDREVET fedt, at jeg også må skrive med VERSALER lige når jeg vil. Det er lige til at blive glad i låget. Og det er præcis et af formålene med de her novembernoter. At gøre migselv glad i låget over at få nogen af alle de ord og betragtninger ud i verden, som ellers bare svirrer rundt inde i mit hoved.
Laver du stadig det, du syntes var allersjovest, der du havde mest flow, da du var lille? Og hvad mon det var?
Knus fra Tina
PS Dagens foto er fra vores sommerferie i Grækenland, Lesbos. Start where you are. Use what you have. Do what you can. Yir! Så simpelt og samtidig ret svært at efterleve nogen gange. Fx sidder jeg hele tiden med en lille stemme, som siger: hvorfor skriver du det der? Hva? Om hvad du skrev, da du var lille. Hvorfor det? Hva? Er det vigtigt? Overhovedet? Men hey, jeg vil i gang med at skrive igen. Fordi jeg skal. Og vil. Og så bliver det altså her i den form, som falder mig lettest lige her på hæklebloggen. Fordi: Start where you are. Use what you have. Do what you can.
PPS Hvis du ikke kan kommentere, men gerne vil, så hop ind på min facebookside og kommenter der. Der kan du også LIKE min side - så får du besked, når der er nyt her på bloggen.
Spændende læsning. Mine egne tanker kredser om hvad er det jeg er god til for tiden, skal jeg finde nyt job? Glæde mig over livet som det er for mig og min familie lige nu? Tanker i mit hovedet er der nok af og vejret lige nu, gør det ikke bedre. Glæder mig til at læse flere november indlæg fra dig.
SvarSletÅh ja, klassiske spørgsmål du tumler med. Måske ville det faktisk være interessant for dig at overveje, hvad du fandt sjov som lille. Hvad der gav dig glæde. Måske ligger der et hint i det for dig?
SletJeg kan sagtens følge dig med vejret. Det er samtidig også en oplagt mulighed for at gå lidt i hule, mærke lidt indad.
Og hvor dejligt at høre, det gør mig glad, at du glæder dig til at høre mere. Yay <3
Åhhhhh ja, pennevenner.....Det havde jeg helt glemt. Rigtig brevpost i postkassen med ord som nogen med omhyggelighed havde skrevet ned. Det elskede jeg også. Måske man skulle lede efter nogle nye pennevenner?
SvarSletJeg er på vej mod noget af det, jeg elskede som barn, som f.eks. ord, billeder og det kreative. Jeg har i mange år glemt eller gemt det. Der var bare en hverdag, der gik stærkt, så i svinget smuttede vist legen og passionen.
Jeg vil hapse "Start where you are. Use what you have. Do what you can" Det er nemlig en rigtig god start;). A ship in a port............havde jeg for nogle år tilbage sat op på væggen som en fin reminder.
Tak for eftertænksomme ord, Jeg kender godt fornemmelsen af at banke sig selv oven i hovedet med hvad man mon må og ikke må men hvis jeg selv skal sige det så har jeg været ret god til at mærke efter og følge min mavefornemmelse, jeg har i store træk lavet det jeg har været passioneret af hele mit lange liv, og nu i en alder af 63 udfolder jeg alt den kreativitet der bobler indeni og leger med alt det jeg har lyst til. En af de rigtig gode ting var at jeg startede min Blog Fantast-fabrikken for det gav jo virkelig mulighed for at være et privat menneske samtidig med at man kan dele sin passion med andre derfor forstår jeg helt hvordan du har det med at du bestemmer hvad der skal ned på papiret her på bloggen:)
SvarSlet