Novembernoter skudt igang

Kære læser

Jeg har besluttet mig for at skyde en omgang novembernoter i gang. Hvad er så det? Jo, jeg vil sætte mig ned og skrive her på bloggen i november. Flere gange. Alle dage er nok urealistisk. Men hver anden dag eller noget i den stil.

Sagen er den, at bloggen her har ligget meget tavst hen. Når jeg er kommet tilbage til den, har jeg brugt meget krudt på ikke at skrive om, hvor meget i tvivl, jeg er om, hvad jeg skal skrive - og hvor laaang tid det var siden, at jeg var her sidst.

Jeg har flere gange nævnt, at jeg har haft blog-identitetskrise. Bloggen startede op som navnet siger: som en kreativ logbog. Alt hvad jeg lavede med mine egne hænder fik lov til at komme herind. Det var i en periode, hvor jeg lå og sprællede rundt i et meget dybt sort hul. Hvis ikke jeg sad og græd ude i køkkenet, så sad jeg inde i sofaen og hæklede. Eller sov (hvis jeg kunne). Jeg skrev en del om begge dele. Flere læsere satte pris på, at jeg satte ord på min depression. De kunne genkende dem selv eller deres nære. Så jeg gjorde det, selvom det også tit var grænseoverskridende. Allermest fordi det også var rart for migselv. Fordi jeg følte at jeg var i verden, når jeg kommunikerede med jer herfra sofaen.

Så var der en lang periode, hvor jeg bare eeeeelskede at snuse alt muligt finurligt op. Designs, illustrationer, vidoer, alt muligt. Det var før pinterest. For da pinterest kom til verden, så lod jeg den opsluge mit skat-finder-behov, og så ebbede den lyst langsomt ud på bloggen (plus det faktisk var besværligt hele tiden at bede om lov til at dele andres billeder).

Så kom instagram. Først var jeg moderat skeptisk. Men så bød MyminMy mig hjerteligt velkommen den første dag, alle mulige skønne folk fandt mig hurtigt via hende og BOOOM, jeg var helt forelsket i det kærelige og smukke univers.

I mellemtiden døde bloggen her mere og mere ud. For hvad skulle jeg nu, da det pludselig var en post-pinterest-tid? Samtidig var harlekins-hækle-bølgen også afstiafsted og der kom vildt mange nye følgere både her og der og alle vegne, og pludselig var jeg blevet lidt af et hæklenavn. Det fik det til at gå helt og aldeles i stå herinde. Bumstille. For ville alle de fine uskyldige læsere belemres med mine hverdagsskærmysler blandet med det lange seje træk op af hullet? Ville de ikke bare have hækling?

Men altså. Nu er det jo min blog. Og mig der skriver. Og jeg går helt i stå, hvis jeg kun skal skrive om hækling. Det sker ikke. Jeg kommer til at sammenligne mig med andre fantastiske garn-blogs, hvordan man bør gøre og hist op og herned og så er jeg ude på et skråplan, hvor jeg måler mig udfra en forestillet læseskare og deres forestillede forventninger og forsøger at være en sådan rigtig hækleblog med opskrifter og den slags.

Skråplan. Så ud med tanken om at belemre nogen. Ud med sammenligning. Ud med forestillede forventninger. Og så ind med en ordentlig omgang novembernoter.

Jeg ved ikke endnu, hvad jeg kommer til at skrive. Men det bliver her på bloggen. Piv-offentligt. Og det bliver allermest mine betragtninger om mig og mit liv. Et liv som de sidste 4 år har været slået helt ud af kurs. Jeg er langsomt ved at finde mine ben og få mit hoved på plads på toppen i en meget mindre udgave. Jeg er ikke længere en ren tænke-giga-hoved-hat på en pind. Jeg er kommet mere ned i min krop og prøver at acceptere tingenes tilstand, som de er blevet nu.

Det var bloggen her, som var min livline ud til verden, dengang det var mørkest og allermest uroligt indeni. Og nu har jeg altså besluttet at se, hvad der sker, hvis jeg bruger den som livline igen. For det er som om, at jeg har brug for et sidste nøk. Hvad det handler om, vil jeg vist komme nærmere ind på senere i løbet af måneden.

Og hey, vigtigt: Jeg har jo altid elsket at startet fællesskaber op med fotochallenge, broderiklubhus osv. her på bloggen Og nu har jeg lyst til det igen: så mangler du også et nøk til at komme igang med at skrive igen, så grib chancen her i det mørke november og skriv løs sammen med mig. Lån fotoet hvis du har lyst.

Uh, glæder mig til novembernoter!

KåHå, som jeg altid skrev i starten af bloggens histore, og mysser fra Tina