Godt nytår! Jeg håber, at du kom ind i det på den allerfineste vis. For mig blev nytårsaften det helt perfekte udråbstegn ovenpå et år, som har budt på en ordentlig omgang udfordringer. Jeg har været tvunget til at arbejde benhårdt på at acceptere min situation, som den er. At jeg er træt, træt, træt og har ikke skal satse på at få min før-stress-depression-energi tilbage, før jeg begynder at leve mit liv og gøre det, jeg allerhelst vil. Jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, men i at andet gear, end jeg kunne ønske mig. Jeg må have mine prioriteter helt klokkeklare, så jeg får gjort det, som jeg gerne vil, og som gør mig godt. Som fx at få min en kolonihave. Hjamen. Det er jo det mest fantastiske. At jeg gjorde det, selvom bekymringerne og underskudet stod i kø og åndede modet og mavefornemmelsen i nakken, så jeg nogen gange fik mest lyst til at affinde mig med det næstbedste.
Nu er det så blevet 2014. Det bliver et fantastisk godt år. Der er meget nyt på trapperne. I kommer til at høre om det. Men ikke endnu.
For nu vil jeg holde mig til at slå et stort slag for nytårsforsæt. For når jeg kigger mig omkring i de sociale medier, så får de godt nok mange smæk. Som noget træls noget, som man alligevel ikke kan holde.
Som om nytårsforsæt pr institution er noget, som er væmmeligt og kræver det umenneskelige for at lykkes. Som om det er noget, som pr institution skal handle om vægttab og cigaretter. Bare fordi det er blevet politikernes definition på sundhed, så behøver vi da ikke følge trop.
Jeg synes, at nytårsforsæt er en tone, som man slår an for resten af året. Noget der peger i en retning, man gerne vil gå i. Noget man kan huske sig selv på og som kan støtte en, når der sker alt det, som vil ske.
Jeg har tænkt en del over, hvad det skulle være for mig i år. Noget med at være mindre hård mod mig selv. Være mere rummelig. Skælde mig selv mindre ud. Holde flere pauser. Men ordlyden var forkert. Den anden dag var jeg til akupunktur. Da vi sagde farvel, sagde akupunktøren som afsked: enjoy. Der ringede en lille klokke hos mig: enjoy! Enjoy er godt. Det er ikke surt. Det taler ikke ned. Rigtig godt nytårsforsæt, superfin intention at holde fast i, når året først tager fat.
Det er den store test for nytårsforsæt (hvis man spørger mig): taler det i en kærlig tone? Hvis forsættet lyder som en anden BS, så er det ikke et nytårsforsæt. Det skal kunne klare den test, at hvis en anden gav dig det som forsæt, så ville du blive glad og tænke "ja, det vil jeg gerne inviterer ind i mit liv et helt år".
"Du skal tabe dig" duer derfor ikke. Men alt hvad der rimer på glimmer, glæde, pauser, kreativitet, grin og kærlighed er godt. Det skal komme fra hjertet. Ikke fra en mavesur indre stemme som peger fingre, bare fordi den kan. Hvis man ved, at man gerne vil tabe sig snart, så er det da med at skabe et kærligt miljø for den livsstilsændring. Ved at skrive ENJOY (eller hvad der nu passer for en) med store bogstaver på sin væg. Som en affirmation. En kærlig påmindelse. En daglig meditation.
Og så får du lige en masse glimmerdyr. De ønsker dig rigtig godt nytår, med en ordentlig omgang glitter. De håber, at du har modet til at være rigtig god ved dig selv i 2014. Til at tale din sandhed. Til at komme mere ud at lege (hvis du står samme sted som mig) eller til at tage mere alenetid, hvis det er der du er.
KH
tina