fredag den 14. februar 2014

DIY: Hæklede hjerter og et par ord om kærlighed


Der er kærlighedsdag i dag. Valentinsdag. Yayh! Så derfor skal der selvfølgelig svømme med hæklede hjerter her på bloggen i dag.

Men før jeg kommer til opskriften på hæklede hjerter, bliver jeg nødt til at skrive et par ord om den kærlighed. Sagen er, at jeg slet ikke plejer at være særlig stor fan af Valentinsdag. Jeg plejer at synes, at det er kommercialiseret materialisme af værste skuffe - og at vi i øvrigt bør elske hinanden hver dag. Og at jeg faktisk slet ikke orkede al den tosomhed-in-your-face, som præger dagen. Det fik mig til at føle mig frygtelig ensom. Og så blev jeg bitter. For selvom jeg gik rundt og sagde, at jeg da nok skulle få mig en kæreste en dag, så troede jeg faktisk ikke rigtig på det. Troede ikke det var noget, som jeg skulle prøve - sådan for alvor. Og så var cirklen ligesom sluttet i, hvorfor det der valentinsdag skulle holde sig laaaangt væk.  (Og ja, sorry til eventuelle ex-kærester derude, men 3 måneders forhold og mig eller dig, der altid var på vej væk hurtigst muligt med mit hjerte under armen tæller ikke som noget, der på nogen måde kvalificerede til at fjerne valentinsleden).

Nu er situationen en anden. Som jeg allerede har breaket på instagram, er min kæreste flyttet ind i min lejlighed. Med dørskilt og rengøringsplan og fodboldbøger. For første gang i mit voksen liv hopper jeg i med begge ben og giver kærligheden en chance. Jeg har opdaget, at alt det jeg troede var farligt, slet ikke er det. Jeg troede, at hvis jeg sagde, hvordan jeg havde det, så ville mændene løbe skrigende væk. Jeg troede, at hvis noget var svært, så var det skidt. For det er jo helt vildt svært. Men det var altså også svært at hækle, før jeg kunne det. Eller hoppe i grødis som vinterbader, før jeg gjorde det. Så nu har jeg fx sagt til min kæreste, at jeg er vild med valentinsdag. VILD. For det er jeg. Jeg har bare aldrig nogensinde turde indrømme det. Jeg var alt for kantet og ironisk og forblændet af at være imod, at jeg slet ikke kunne drømme om at indrømme det. Men jeg gjorde det. Han synes så det er lidt noget pjat. At vi har vores egne dage at fejre. Men hurra! Jeg er endelig i et voksent forhold, hvor man kan være uenige uden hverken at gå op i limningen eller gå fra hinanden. Pyha, det gør alting meget lettere.

Og nu til opskriften på hæklede hjerter. Der er læssevis af hæklede hjerter på nettet. Men I skal ikke snydes for min version. Den er superlet, når man lige får den i fingrene og før man kan nå at sige fastmaske i bagerste maskeled har man en hel skål af de fineste hjerter.

Materialer: garn og tilhørende hæklenål, fx filcolana peruvian, nål 6

Version 1
Lav 4 lm. Alle følgende masker i første lm: 3 dbst, 3 stm, 1 lm, 1 dbst, 1 lm, 3 stm, 3 dbst, 2 lm (fastgøres med 1 km). 

Det er den helt simple version. 

Version 2
Du kan også lave hjertet endnu tættere. Det gør du ved at erstatte de to luftmasker ved spidsen med fastmasker, som du arbejder ind i foregående stangmaske. Dvs: 

Lav 4 lm. Alle følgende masker i første lm: 3 dbst, 3 stm, 1 fm (hvor du henter garnet til fastmasken gennem den nærmeste stangmaske), 1 dbst, 1 fm (hvor du henter garnet til fastmasken gennem dbst og slår om), 3 stm, 3 dbst, 2 lm (fastgøres med 1 km). 


Fif 1: Som du kan se på billederne, så har jeg brugt hjerterne ret forskelligt. På lodret snor, som guirlande, hver for sig. Alt er muligt.

Fif 2: Hjerterne får et meget forskelligt udtryk alt efter det garn, du bruger. Jeg er glad for at bruge uldgarn, men prøv dig frem.

Hvis du kaster dig over hjerterne, så send mig endelig et billede eller et link, så linker jeg det op her på bloggen. Eller læg dem på instagram med hashtag #hjertesuk.


The pattern will be in English as well … but for now the sun is shining and I need to feel it on the tip of my nose. Happy Valentines to you all - so long!

KH
tina


10 kommentarer:

  1. Tak for din opskrift de skal helt sikkert prøves. Og sikke en sød historie fortsat god valentinsdag til dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jahj, fedt at du vil prøve dem af - giv endelig et prej, når du pludselig har hjerter over det hele :-)

      Slet
  2. Anonym2/14/2014

    Tillykke med kærligheden og dørskiltet .........og tillykke med at han fatter en hentydning. Min kæreste er for første gang i 15 år kommet med blomster på valentinesdag....... har spurgt ham hvad han har ødelagt? Men indtil videre mangler jeg intet og blomsterne er smukke ;O)

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK! Åhr, sødt! Og dejigt, at der stadig er overraskelser i ærmet efter 15 år - selvom det kan være forvirrende ;-)

      Slet
  3. DEJLIGT indlæg Tina!!!! Tillykke med kærligheden og ikke mindst stort tillykke med erkendelsen af, at ikke al uenighed er skidt og farligt, det frigiver en masse energi, synes jeg. Tak for hjerteopskriften, jeg tillader mig at pinne den!?

    En række hjerter fra mig til dig <3 <3 <3 <3 <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hjerterække fluks hængt om halsen <3 og tak tak tak, du har så ret. Det frigiver bunkevis af energi og ja, mere kærlighed <3

      Og yes, yes, pin endelig løs. Sagde hende, der pinner alt. Pin all day, pin all night!

      Hjerter lige tilbage i favnen på dig <3

      Slet
  4. Tak for DIY og kærligt indlæg :o) God weekend ♥

    SvarSlet
  5. Sikke rart at høre om hvordan manden er flyttet ind, både med rengøringsplaner og fodboldbøger... og uh hvor kan man i mange år gå rundt og være bange for at blive brændt af... men ikke at give noget af sig selv er jo næsten værre- og selv om parforholdet bliver gråt og præget af kalenderræs og rengøringsplaner, så er det jo også en del af det- og så kan det være meget rart med lidt pyntehjerter- også på dage der ikke lige er mærkedage. kram og god arbejdslyst til dig :-) Hilsen Ellen, som stadig oplever sig selv som single, selv om det er 13 år siden at jeg egentlig var det- men jeg var jo også voksen og single i mere end 13 år- så måske er det derfor :-) og inderst inde ved jeg at jeg kan det meste selv- men at deles med nogen om livet er også rigtig godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Deles med nogen om livet ER nemlig noget helt særligt. Og meget sjovere end at gå og være bange for alt muligt og umuligt. Du har så evig-ret. Jeg tror faktisk der kan være nogle fordele i at tænke sig selv som single - forstået på den måde, at man husker at være glad for alt det ekstra, som den anden giver til ens liv, i stedet for at fokusere på det, som nogen gange er svært. For det er dælme også svært ikke at dele livet med en. Selvom man så kan få kopperne til at stå i skabet lige præcis på den perfekte måde ;-) Tak for dine altid gode ord om kærlighed!

      Slet

JUHU! Skriv endelig løs - intet er for lidt eller for meget!

Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side i stedet for (søg efter tichtachen - hvis du LIKER siden, får du også besked når der er nyt på bloggen). Du kan også finde mig på Instagram som @tinatichtach

KH
tina