Sukkulenter, samtid og saloner

Jeg elsker sukkulenter. Elsker sukkulenter. Nu er de ovenikøbet kommet på PLUS-listerne og kan købes allevejne. Yayh! Sammen med potteplanter. Yayh! 

Når jeg kigger på fotos fra en tur i Københavns Botaniske Have, så slår det mig, at der er en tæt sammenhæng mellem min sukkulent-kærlighed og min hækle-kærlighed. Der er systematik og gentagelser i begge dele. Og begge dele er pludselig overalt. 

Faktisk føler jeg mig for første gang i hele mit liv, som om jeg er med i en tidsepoke, hvor jeg bare passer vildt godt ind. Alt det jeg altid har sat stor pris på er pludselig overalt. Alt håndlavet (stempler, smash-booking, scrap-booking, pennevenner), grønne planter, bæredygtighed, selvudvikling, farver, lokalt fremfor made-in-china, grow it yourself, make it yourself, kvalitet fremfor kvantitet, sharing. 

Og så er det som om, at der også er en spirende fællesskabsfølelse. I går sad jeg også så aftenshowet (eller, jeg strikkede og der var tv i baggrunden). Der var der en fremtidsforsker som sagde, at om få år behøver vi hverken pung eller nøgler. Alt er i skyen og hvis du vil låne min bil, så får du bare koden på sms. Så behøver vi slet ikke mødes. Hun var så glad, syntes det var så smart, at vi slet ikke behøvedes at mødes. Jeg sad bare og fnes. Syntes helt ærligt, at hun var helt vildt gammeldags. Det er da allerede helt vildt old-school at synes, at det menneskemøde-fri robot-samfund er fremtiden. Alle de bevægelser der stormer frem er netop baseret på møder, på samtaler, på at være sammen. Jeg ser en klar modtendens til den epoke, som krisen lagde bag os, hvor det var cool at være smart i en fart. Hvor vi troede, at vi hele tiden skulle knokle mere og mere, fordi vi have ååååh så travlt. Jeg tror vi som samfund er ved at opdage, at vi ikke har mere travlt, end vi selv tror. Vi er her trods alt bare for at leve liv. Du ved, human-being, ikke human-doing og den sidste skjorte har ingen lommer, men det har dine børnebørn, osv. 

Har du fx lagt mærke til, at Salonerne pludselig er over os igen? Først så jeg det hos Mühlbach & Clemmensen, som i løbet af foråret 2014 holder kreative saloner i København. De skriver: 

"I 1700-tallet samledes tidens æstetiske og litterære ånder som bekendt i saloner i Paris, hvor de filosoferede over tidens strømninger, mens de – nippende til portvinen – flød ud i de bløde veloursofaer. Vi er sikre på, at der er en masse kreative pendanter til Kamma Rahbek og Johanne Luise Heiberg derude. Og vi vil gerne invitere jer ind i vores salon."

Det taler vist for sig selv, at pladserne blev revet væk (og yayh, jeg nåede selv lige at få fingre i en enkelt).  Så opdagede jeg Samtalesalonerne. Hvor man mødes med mennesker, man ikke normalt ville møde og taler om emner, man ikke normalt ville tale om. Og ja, DRK har allerede fulgt trop og introducerer Salon K.

Nå, men jeg ville egenlig bare sige YAYH for sukkulenter og for mønstre og for, at tiderne skifter og lige nu skifter på en måde, hvor jeg føler mig totalt hjemme og mit indre hippie-barn kan få fyldt totalt op på kontoen af alt det bedste for mig. 

Mon du har det på samme måde?

KH

tina

PS. Jeg er stadig helt over toppen glad for jeres indspark til mine nytårstanker. Også selvom jeg ikke har svaret. Jeres skønne kommentarer får lov til at tale for sig selv.