Viser opslag med etiketten Stempler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stempler. Vis alle opslag

tirsdag den 11. juni 2013

Kolonihaveglimt uge 23


Se! En korsedderkop ved hoveddøren. Det bringer held. Siger de. Om det så vitterligt er en korsedderkop eller bare en, der ligner, det er fløjtende ligegyldigt.

Hvad er der mere sket siden sidste glimt fra kolonihaven? Tjo, jeg har opdaget et hyldetræ, som vokser ud af en hæk, og et andet træ, som har en busk med hvide blomster til at vokse på sig. Det må være en strategi de har valgt, da de indså, at der var alt for lidt buske og træer i resten af haven.

Ellers har et nyt hækleprojekt med trekanter meldt sin ankomst. Og en ny, blank bog som på sigt bliver min havebog. Lige nu har den fået et vejr-stempel - og de første sider er udfyldt. Uh, det er hyggeligt med sådan en bog.

Der er sprunget en masse blomster ud. Geranium i massevis. Gule iris og røde pæoner. Og så har jeg sluttet fred med skvalderkålet.

Jeg har ikke haft strøm på mit kamera. Det nymodens skidt kan jo ikke bare få en omgang batteri-AA nede fra kiosken, så det kom i skarnskassen i stedet. Faktisk har jeg heller ikke været online her på bloggen i to uger. Scary.

Til gengæld er jeg blevet oprettet som låner på det lokale bibliotek og fået et velkomstnet. Jo jo. Kaffen koster 4 kroner og alle dagens aviser ligger fremme. Jeg ser en fremtid for mig, som kan blive stærkt inspireret af hovedpersonen fra bogen "Ude bedst". En virkelig fin læseoplevelse, som jeg har hygget mig med i solen de sidste par dage. Den minder mig lidt om Helle Helle, med et ordentlig skvæt interaktion mellem socialklasser. Virkelig sjov og skarp. Tre meget store stjerner ud af fem herfra. Ej, fire.



Uh, nu har jeg lige fundet og linket til saxo. Der citerer de en anmelder fra Kristlig Dagblad, som netop sammenligner med Helle Helle: "Svensk samfundskritisk chicklit med et stænk af Helle Helle". Men uf. Chicklit. Det ord synes jeg, er helt vildt træls. Øv. Det skal du ikke læse. Bare læs bogen i stedet.

KH
tina

PS. Flere kolonihaveglimt ...


søndag den 21. april 2013

CC #21: Orange


Når jeg er ude at rejse, skal jeg altid købe stempler med hjem. De her er fra Berlin. Og de er orange. WUHU! Tjek, dagens farve.

Orange er en god farve. Den matcher med brun. Begge dele er fremragende i melamin og er fra min barndom, så det skal man ikke lige komme og sige noget grimt om, mens jeg og mine brune magrethe-skåle er i nærheden.

Stemplerne købte jeg med en hvid stempelpude. Stor succes.

Og okay, du har ret. Jeg kunne (endnu) aldrig finde på at lave noget i orange. Hverken tøj eller noget andet. Kun gulerodskage. Det elsker jeg nemlig. Men det er også hurtigt væk, og så er der ikke mere orange tilbage. Kun skålen, selvfølgelig.

Det midterste billede er en bog med strygemærker. Jeg har ikke fået lavet noget med dem. Men jeg er vild med dem alligevel. T'et har jeg fået af en trykker. Jeg var i hans butik og spurgte til bogstaverne. Han fortalte, at han næsten ikke havde nogen bogstaver tilbage, fordi folk altid fik narret deres begyndelsesbogstav fra ham. And so I did...
 
KH
tina

PS. Hvis du nu står og er ved at arrangere en rejse til Berlin, så kommer der lige et par fif til andre stempel-tosser. Strygemærkerne er købt i en fantastisk lille bogbutik i Kreutzberg kaldet Ebert und Weber. Stemplerne er fra en butikken Schewester Herz i Friedrichshain, som udover stempler også har porcelæn og andre nødvendige småting. Hvis du er sådan en, som har boycottet at købe ting, så gå ind på deres hjemmeside og kør musen rundt. Så er der alligevel fin, fin lille underholdning. Nabobutikken Küchen Liebe er i øvrigt fyldt med isenkram på den meget lækre måde. Og så har den samme lækre hjemmeside-forårsfugle-flycer-rundt-feature. Tjiip, tjiiip.


søndag den 1. juli 2012

Halvårsdag med min taknemmelighedsdagbog


Så blev det juli.

Jeg har dermed været i gang med min taknemmelighedsdagbog i over et halvt år. 

WOW!

Jeg må sige, at successen er meget større, end jeg havde regnet med - fordi jeg får skrevet i den. Selvfølgelig ikke hver dag, men tit. 




Da jeg lavede bogen besluttede jeg, at temaet skulle være havens blomster og afgrøder (ok, meget mærkeligt ord). Jeg havde nemlig ingen ide om sæson-fødevarer udover sådan jordbær=sommer, kål=vinter.

Men tænk engang. Siden da har jeg lavet min første hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade. Jeg har allerede spist et par kilo friske krydderurter mere, end jeg gjorde sidste år. Jeg har jord under neglene og drømmer om kansas-tøj og jeg ved, at i juli er spinat og stikkelsbær i sæson.

KH
tina

PS. Du kan se flere klip fra bogen: fra begyndelsen til januar og februar og april.




søndag den 1. april 2012

Taknemmelighed i April

Min taknemmelighedsdagbog er blevet færdig helt uden, at jeg har fået det fortalt. Eller, den er selvfølelig ikke udfyldt endnu, det er jo meningen, at jeg skal skrive i den dagligt. 

Men jeg har fået illustreret hver måneds begyndelse. Selvom begge mine hold bedsteforældre havde så store køkkenhaver, at jeg kunne blive væk i dem, så kan du stadig ikke vække mig om natten og afhøre mig i sæsonens grøntsager. Jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg aldrig vil få læst en havebog fra ende til anden. 

Så jeg besluttede at give hver måned sin egen forside, som er illustret med udklip fra en havebog og hvad den sagde, var månedens grøntsager. (At det så betyder, at denne måned skulle byde på porrer og agurker, det kan jeg faktisk ikke helt tro på, men ok, det går nok). 

Om ikke andet, så ved jeg nu, at man kan dele purløg og vintergækker i april. Totalt god know-how på 3. sal :-)






kh
tina


Taknemmelighedsdagbog - vinteren der gik

En lille opdatering på årets første månederne i min taknemmelighedsdagbog 2012:


Januar


Februar


Marts



Queen of Night. 

Der må være en lille poet gemt i en del af biologerne.

kh
tina 


mandag den 5. marts 2012

FUSK MAV-nyhedsbrev

 

(Fotokilde: Human Empire)
Det var ikke meningen, at jeg her mandag morgen vil være et FUSK MAV-nyhedsbrev (For Udbredelse og Sejr til det Kapitalistiske og Materialistiske Verdensherredømme). Det stemmer nemlig frygtelig dårligt overens med min egen havregryns-penge-situation. Jeg kom bare til at gå ind på den tyske Human Empires hjemmeside - og vups, så fandt jeg så fine og fantastiske ting, som inspirerer mig på alle mulige måder. Nu giver jeg det så videre som love-link - til inspiration til jer andre fattig-gøjer og indkøbsliste til eventuelle læsere, som har lidt flere gryn :-)

Egentlig er det også svært at synes, at en butik som sælger nuttede klistermærker er rigtig ond og Verdensherredømme-agtig. Det er lidt ligesom babysæler. Man skal være en Dolf, for at kunne hade dem. Eller bare ikke have nogle penge.

kh og må mandagen behandle dig vel
tina


mandag den 20. februar 2012

Photo Challenge #20: Handwriting - Typografi-hitliste

Dagens tema er håndskrift. I går skrev jeg om min selvopfundne typografi-værktøjs-hitliste. På den hitliste har jeg håndskrift på en ubetinget førsteplads - efterfulgt af at taste løs på et computer-tastetur (især ét hvor ASDG og H ikke er blevet druknet af kaffe).

Da håndskrift er så vigtig for mig, at jeg tidligere (meget, meget tidligere end da jeg læste Hvad Kan Jeg Blive første gang) overvejede at blive grafolog, er den altså ikke på min hitliste. 

Listen er i stedet rangeret efter, hvor tit jeg bruger forskellige remedier til at kreere bogstaver med. En kvantitativ og 100% upålidelig opmåling af hvilke værktøjer jeg griber ud efter, når jeg skal skrive noget.

Jeg vil ikke trække spændingen længere. Så:

Velkommen til min Top 3 Typografi-værktøjs-hitliste

no.1: Stempel-bogstaver

Foto 1: Integration af årelang stempel-fetich og min nye hækle-interesse. Foto 2: Mine første stempler som jeg har haft så længe jeg kan huske. Foto 3: Købt i Kina i år 2001.

no. 2: Klistermærke-bogstaver
Jeg har også en papir-udgave af min logbog. Totalt low-tech-tich-tach
Da jeg var i starten af 20'erne opdagede jeg klistermærkerne og har siden da opsøgt alverdens små mærkværdige papirhandlere.  
no.3: Gnubbe-bogstaver

Gnubbe-bogstaver brugte  jeg intensivt, da jeg i folkeskolen udgav mit eget magasin. Det var før PC'en blev brugt til andet end til at spille buble-boble og Hugo. Magasinet blev derfor lavet med gnubbemærker og skrivemaskine. (Skrivemaskinen er først netop rejst fra det nordjyske til min matrikel, så det vil være løgn at sætte den på en typografi-hitliste, men jeg er totalt glad for den).

* * *

Det var alt om typografi-hitlisten for nu. Så kære Hr. DYMO. Jeg er glad for, at du er hos mig. Bare giv mig noget tid, så skal du nok langsomt snige dig ind på hitlisten.

Er der andre typografi-nørder derude end mig?

kh 
tina


Photo Challenge Feb 2012


søndag den 19. februar 2012

Photo Challenge #19: Something you hate to do

Jeg hader at kæmpe med kafkaske systemer som kommunen og psykiatrien. Men det rækker min kreativitet ikke til at illustrere en søndag eftermiddag.

Så derfor har jeg valgt noget andet: at afslutte projekter, som har mistet nyhedens interesse. Eller mere korrekt: at starte op på at afslutte dem. Fx har jeg min taknemmeligheds-dagbog. Faktisk skriver jeg i den næsten hver aften. Men jeg kan simpelthen ikke få den lavet færdig. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil hygge mig med det, når jeg beslutter mig til at gøre det. Men der er altid lige et afsnit Paradise eller en hækleprøve, som får første prioritet.

Sådan ser den ud pt:


Heldigvis kan jeg sagtens skrive i den. Det er det vigtigste og det bedste.

I temaets ånd bliver jeg nødt til at nævne Søren Ulrik Thomsens: "Det værste og det bedste":

... Det værste er at få et kærlighedsbrev
fra en kvinde man aldrig kan elske

Fald aldrig i søvn omkring klokken sytten
for det er de værste drømmes tid
hvor din ungdoms by genopstår i en stejl tåge
i hvis kløft du råber din kærestes navn og finder en sko fuld af blod

At jeg simpelthen aldrig bliver så fuld at jeg glemmer selv mit mindste problem er det værste… (kilde)

Aldrig at falde i søvn omkring klokken sytten har bidt sig fast i mig som en sandhed, så jeg gør det stort set aldrig :-) Sys Bjerre har læst digtet og skrevet sit eget:


... at være så alene at jeg bliver i tvivl
om jeg eksisterer
er det værste

det bedste er 
lego, lyserød champagne og
lyden af toget jeg har ventet på ...
(kilde)

Det værste. Et meget bedre ord end "at hade". At hade er så forskelligt fra at synes, at noget er det værste. Det vil jeg kunne skrive meget om. Men nu er det vist på tide at stoppe søndagens associationer. Hvad er det bedste og det værste for dig?

kh 
tina


Photo Challenge Feb 2012: