Ommer

Det holdt ikke. Det med at blive i sengen. Jeg blev nødt til at stå op. Faktisk stod jeg så meget op, at jeg tog løbesko på for første gang i år, og løb en tur i solen.

På alle bænke på græsplaner sad der grupper af mennesker. Og par på kantstene. Vi kan godt lide den, solen. For os med depression er det selvfølgelig også rart med sol på kroppen. Men uha, foråret bringer også forventning om florlette kjoler, bobler i glas og smil og glade dage  med godt og højt humør. Ikke den nemmeste årstid når man som jeg har rigtig meget brug for alenetid og eftertænksomhed. Men det skal nok gå. Jeg tager bare skyklapper og solbriller på.

Billederne er fra den første forårsdag i år. Det var samtidig en af de første dage i år, hvor jeg gik ud, ikke for at tage på hospitalet eller for at handle. Men fordi jeg skulle ud og bare være, og fordi jeg skulle ud og se på et jordlod med en af mine venner.

På vejen dertil sad vi ved vandet. Et sted i det fjerne, var der en, som spillede trompet, så lyden blev båret over vandet. Jeg er sikker på, at det var en hilsen fra min onkel, som sidste år blev ramt af en hjerneblødning, og stadig kæmper med genoptræning og opbygning af en ny hverdag. Han spiller trompet. Jeg ved det faktisk ikke, men mit gæt er, at han ikke kan gøre det lige nu. Men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Det vigtige er, at vinden bar tonerne med og sendte mig en hilsen fra ham og mindede mig om, at de bedste stunder er dem der kommer, når man mindst planlægger dem.

kh

tina