På alle bænke på græsplaner sad der grupper af mennesker. Og par på kantstene. Vi kan godt lide den, solen. For os med depression er det selvfølgelig også rart med sol på kroppen. Men uha, foråret bringer også forventning om florlette kjoler, bobler i glas og smil og glade dage med godt og højt humør. Ikke den nemmeste årstid når man som jeg har rigtig meget brug for alenetid og eftertænksomhed. Men det skal nok gå. Jeg tager bare skyklapper og solbriller på.
På vejen dertil sad vi ved vandet. Et sted i det fjerne, var der en, som spillede trompet, så lyden blev båret over vandet. Jeg er sikker på, at det var en hilsen fra min onkel, som sidste år blev ramt af en hjerneblødning, og stadig kæmper med genoptræning og opbygning af en ny hverdag. Han spiller trompet. Jeg ved det faktisk ikke, men mit gæt er, at han ikke kan gøre det lige nu. Men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Det vigtige er, at vinden bar tonerne med og sendte mig en hilsen fra ham og mindede mig om, at de bedste stunder er dem der kommer, når man mindst planlægger dem.
kh
tina
Skønt indlæg, der bringer håb om gode tider. Jeg kan så godt li' din beskrivelse med lyden af trompeten. Det er sådanne ting, lyde, følelsen af solens stråler eller vinden, der blæser på en bestemt måde, som er så vigtige at lægge mærke til. jeg har bare så tit svært ved at sætte ord på den slags oplevelser. god resten af søndagen! Knus Mette
SvarSletmange mange mange tak, for den rigtig søde kommentar! Den er hermed udråbt til "Ugens kommentar", og har fået sin helt egen plads ude i min sidebar! :D
SvarSletkh
Hej Tina
SvarSletTak for din kommentar og ros til min header. Nogen gange er det fint med et par omveje inde i blogland ;-)
Og fedt blog du har...du vil blive fulgt fra nu af.
Du har været inde og mærke godt efter - rart at læse - ikke mindst lyder det til at du har haft en super hyggelig dag med godt selskab og frisk luft.
SvarSlet