Se! En korsedderkop ved hoveddøren. Det bringer held. Siger de. Om det så vitterligt er en korsedderkop eller bare en, der ligner, det er fløjtende ligegyldigt.
Hvad er der mere sket siden sidste glimt fra kolonihaven? Tjo, jeg har opdaget et hyldetræ, som vokser ud af en hæk, og et andet træ, som har en busk med hvide blomster til at vokse på sig. Det må være en strategi de har valgt, da de indså, at der var alt for lidt buske og træer i resten af haven.
Ellers har et nyt hækleprojekt med trekanter meldt sin ankomst. Og en ny, blank bog som på sigt bliver min havebog. Lige nu har den fået et vejr-stempel - og de første sider er udfyldt. Uh, det er hyggeligt med sådan en bog.
Der er sprunget en masse blomster ud. Geranium i massevis. Gule iris og røde pæoner. Og så har jeg sluttet fred med skvalderkålet.
Jeg har ikke haft strøm på mit kamera. Det nymodens skidt kan jo ikke bare få en omgang batteri-AA nede fra kiosken, så det kom i skarnskassen i stedet. Faktisk har jeg heller ikke været online her på bloggen i to uger. Scary.
Til gengæld er jeg blevet oprettet som låner på det lokale bibliotek og fået et velkomstnet. Jo jo. Kaffen koster 4 kroner og alle dagens aviser ligger fremme. Jeg ser en fremtid for mig, som kan blive stærkt inspireret af hovedpersonen fra bogen "Ude bedst". En virkelig fin læseoplevelse, som jeg har hygget mig med i solen de sidste par dage. Den minder mig lidt om Helle Helle, med et ordentlig skvæt interaktion mellem socialklasser. Virkelig sjov og skarp. Tre meget store stjerner ud af fem herfra. Ej, fire.
Uh, nu har jeg lige fundet og linket til saxo. Der citerer de en anmelder fra Kristlig Dagblad, som netop sammenligner med Helle Helle: "Svensk samfundskritisk chicklit med et stænk af Helle Helle". Men uf. Chicklit. Det ord synes jeg, er helt vildt træls. Øv. Det skal du ikke læse. Bare læs bogen i stedet.
KH
tina
PS. Flere kolonihaveglimt ...
Dejlige glimt! Det lyder som om det har været det bedste i verden at du fik fingrene i den kolonihave! Og så det der vejrstempel!!! Det er skøøøønt!
SvarSletDet lyder helt rigtigt og kolonihaveagtigt. :-) Jeg kan næsten ikke finde ud af at arbejde for tiden, der er så skønt ude i haven. Jeg må kigge forbi din have snart. Knus Sidsel
SvarSlet@MyminMy: Præcis! Det bedste i verden. Og stempler? Det næst-bedste i verden ;-)
SvarSlet@Sidsel: Åh, det er dejligt at høre fra en kolonihave-ekspert, så er jeg jo på rette kurs, he he. Det må du helt bestemt, kigge forbi snart, du er mere end velkommen!