 |
| (Misao the Big Mama and Fukumaru the Cat) |
Nogle gange begynder jeg at tro på, at menneskers værd, er dets konstante og høje bidrag til BNP. Nogle gange tror jeg på, at mere er bedre og at mennesker skal knokle i en sky af iTingenoter og buzz og informationer og fremdrift og konstant hyber -aktivitet for at gøre sig fortjent til livet.
Men så ser jeg fotos af en bedstemor og hendes kat og husker, at det er tossede tanker, som ikke har noget med den virkelige og vigtige virkelighed at gøre.
Og ja, selvfølgelig er indlægget her også en hyldest til Hr. Bowie, som bare bliver ved og ved og lige har udgivet sit 14ende studiealbum. Jeg så ham spille i Paris for efterhånden mange år siden. Han dansede rundt og var så übercool.
 |
| (kilde) |
Se mange flere fantastiske fotos af Misao the Big Mama and Fukumaru the Cat via linket ved billederne.
Og hav så en fremragende dag fyldt med blomster og musik. Og nå ja, bunkevis af sne.
tina
Det er vigtigt at huske ham Bowie ... meget vigtigt. Men jeg synes også at de der momementer, med bedstemødre og spacede katte, er ret så vigtige, når vi halser efter alt det der i virkeligheden ikke er det ... oh, ja! :-)
SvarSletSpacede katte, he :-)
SletSkøn kommentar, tak!
Jeg har ikke set dette indlæg før nu. Ææææælsker det! Haven, katten, bedstemoren, Bowie og kombien jakkesæt og pelargonier. Jeg så ham for 10 år siden i Berlin. Han var gråhåret (og det var publikum i øvrigt også og upassende sure på en sprælske ungdom til koncerten), og COOL! Det var først der, jeg fandt ud af det med hans øjne, men jeg stod så tæt på scenen, at jeg kunne se ind i dem. Det er en af de få koncerter, der er blevet hos mig. Twinkle, twinkle, Uncle Floyd. Og da han sang Life on Mars. Orh! Så gav den pludselig fuldstændig mening.
SvarSlet