onsdag den 8. maj 2013

Skvalderkål og kokasser


Som sprit-ny haveejer jubler jeg over skvalderkål! Jeg har hørt om det mange gange. Ved man skal synes det er noget stygt noget. Ved at det overtager alt andet af skønhed i haven, så det med at have sådan en demokratisk alle-må-være-her-tilgang fungerer ikke (Hvilket min stille pige indeni i øvrigt jubler over. Yayh, endelig må man smide dem der larmer og råber ud af klassen). Ved også at man kan spise det.

Lige nu ved jeg allermest, at jeg er kommet med ind i en ny familie. Sådan en hvor man taler indforstået om skvalderkål. Så jeg har nydt at ligge på knæ og snakke med det og fjerne det. En næsten-genbo Rigmor var helt forfærdet. Om jeg dog havde tænkt mig at ligge på knæ hele sommeren? Havde jeg dog ikke en greb?

Måske. Måske ikke. Lige nu er jeg bare vild med at være helt nede i jorden og lære min skvalderkål at kende.

Når jeg bliver træt af det, kan jeg gå hen og snakke med mine mælkebøtter.

Mine naboer siger, at der ikke er nogle blomster af værdi i haven. Derfor er jeg specielt glad for de liljer og pæoner som titter frem. Og for min skvalderkål, selvfølgelig. Nogle steder står den sammen med nogle fine, små, gule blomster. Nogle af jer der ved, hvad det er for nogen? Skal de holdes nede med lige så hård (og kærlig) hånd som skvalderkål, eller hvordan?


For tiden er min vej fra lejlighed til kolonihave det vildeste sansebombardement. Der er små, hvide blomster overalt. Ret fantastisk.

På min vej kommer jeg forbi Kalvebod Fælled. Meget apropos har jeg netop opdaget keramiker Helle Grejsen Nissen, som laver kaffestel ud af kokasser fundet på netop Kalvebod Fælled. Som hun siger: ”Der er stadig rigtig mange ko­kasser på fælleden, som trænger til en hvidvaskning”. Læs mere om den fantastiske porcelænsserie her. Du kan lige nu vinde en kokasseskål hos by.bak.

Er det egentlig kun køers lorte som hedder kasser?

KH
tina

PS. Mere fra porcelænsrillen her.


8 kommentarer:

  1. hahaa sødt indlæg. Kan godt forstå, at du lige begrejstres over alt i din nye have :-)

    SvarSlet
  2. Har i hvert fald ikke tænkt over andre lorte-kasser :)
    Dejligt forårsbegejstret indlæg. Ved intet om planter, så venter spændt på at andre fortæller dig om de gule...

    SvarSlet
  3. De små fine gule blomster ligner vorterod. God bunddækkeplante, som nogle haveejere vistnok ikke kan li´ fordi de kan brede sig. Jeg kan godt lide dem. Og hos mig har de ikke bredt sig mere end jeg vil have.

    SvarSlet
  4. Ahhh det lyder så skønt og ser så dejlig ud. Har ikke helt vildt forstand på planter, men ved da at skvalderkål skal spises! Så det er da vildt lækker med sådan en "selvforsynende" have :-)

    SvarSlet
  5. @Susan: Vorterod - ikke et synderligt charmerende navn :-) Jeg synes de er så fine, så jeg lod dem faktisk også stå. Men det bliver vist en kamp mellem dem og skvalderkål. Men godt at høre, at de ikke spreder sig på samme måde (hvilket hos mig vil sige fuldstændig vildt og udover det hele).

    @monstercircus: Hi hi, du har ret! Jeg er fuldstændig selvforsynende før sommeren overhovedet har nærmet sig. Smart!

    @Bettina og @Liv: Begejstret er nemlig lige hvad jeg er :-)

    SvarSlet
  6. Fedt, fedt, fedt med din kolonihave :) Hvor mon den ligger? Hyg dig med skvalderkålene nu - du skal tids nok blive træt af dem :)

    SvarSlet
  7. Ja, totalt fedt! Den ligger på Amager lige ved Uganda-skoven :-)

    Og du har helt ret. Faktisk er jeg allerede lidt træt af dem. Ved jo godt de kvæler alt omkring sig. Det er også derfor jeg husker at glæde mig over dem, mens det er nyt og spændende det hele. Sidste uge anede jeg fx ikke hvordan skvalderkål ser ud.

    SvarSlet
  8. Åh altså, skønne forårsbilleder - de er lige til at komme i hopla af :) Kan godt forstå, at du nyder dine dage i kolonihaven!

    SvarSlet

JUHU! Skriv endelig løs - intet er for lidt eller for meget!

Hvis ikke du kan kommentere herinde, så er du altid meget velkommen til at kommentere inde på min facebook-side i stedet for (søg efter tichtachen - hvis du LIKER siden, får du også besked når der er nyt på bloggen). Du kan også finde mig på Instagram som @tinatichtach

KH
tina