Blomkålshjerne og voodoo-suppe

Jeg står med et blomkålshoved i den ene hånd og læssevis af regn udenfor vinduet og kommer i tanke om, at jeg skrev en blogpost om blomkålshoveder sidste vinter. Jeg udgav den aldrig. Men den er stadig relevant. Og nu er det blomkålssuppe tid igen. Og altså også tid for voodoo. For jeg synes, jeg er kommet langt. Men ikke længere end at jeg stadig har godt af en omgang voodoo-suppe fra tid til anden. Hvad er sammenhængen? Læs bare videre. For nu får du den tekst, som jeg ikke udgav sidste år. Here goes.

Jeg har en indre B.S. Christiansen. Det troede jeg egentlig ikke. Jeg mener, udenpå ser jeg ret tilforladelig og meget lidt militant ud. Han råber heller ikke højt, ham BS. Han løfter bare et øjenbryn, og så makker jeg ret.

Jeg opdagede det i lørdags. Jeg var til yoga. Læreren sagde, at vi kunne tage en pølle til at hvile hovedet på. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det giver tryghed, sagde hun så. Nå nå, tænkte jeg. Det har jeg ikke brug for. Jeg er nemlig mægtig god til yoga og har bare brug for at gå smadderdybt i strækket.

Så kom jeg hjem. Jeg satte mig med mit strikketøj og ville øve mig i at strikke mønsterstrik. Jeg startede på det (sådan for alvor) i sidste weekend, hvor Rachel Søgaard holdt strikkeworkshop. Jeg var dårlig. Som i virkelig dårlig. Jeg har en strikkefasthed som en indebrændt dolf, så det kunne slet ikke fungere.

Nu sad jeg der i min sofa, og jeg genhørte Rachels ord: Du kan lige bruge sådan en maskemalle (ved ikke hvad den hedder, sådan en lille dut, som viser hvor du er nået til i din omgang). Hun gav mig også en post it, så jeg kunne holde øje med, hvor jeg er i mønsteret. Jeg vidste godt, at sådan en maskemalle fandtes. Men jeg har altid syntes det var noget pjat. At man var sådan en lille svag en, hvis man brugte den. Ikke andre, selvfølgelig. De må bruge en mellem hver evig eneste maske, hvis de har lyst. Men ikke mig. Det er der ingen grund til.

Pludselig opdagede jeg det. Det var BS! En lille blå gnom. En militant type som bestemmer. Jeg ved godt, at jeg arbejder med en hel masse i mit liv. Med at få mere ro og selvværd - og mindre myldertanker og udbrændthed. Alligevel bliver jeg overrasket, hver gang jeg ser de store udfordringer i de helt små ting. De kan være svære at opdage, fordi de netop ikke genkendes på at de er højtråbende og larmende. De irettesættende tanker behøver bare at rømme sig, løfte et øjenbryn - eller bare sende d´t der blik.

Så nu sidder jeg her i mit køkken og skriver. Jeg er ved at lave mig en blomkålssuppe. Til min blomkålshjerne. Den skal indgå i et meget helligt ritual. Det ser nok ikke så helligt ud for udeforstående, men tag ikke fejl. Det er ren magi der foregår, mens jeg sidder der i sofaen foran flimmerkassen med dampende blomkålssuppe og siger nej til BS og ja til mere tryghed. For jeg ved det jo godt. At tryghed og støtte giver ro til at gå videre og være sejere og bedre ved sig selv og alle andre.

Nu deler jeg opskriften på en blomkålssuppe, som er en voodoo-suppe mod de tanketyper, som skal forsvinde og fordampe og slet ikke eksistere mere - de gør krigere udmattede og gør selv de bedste helt ulidelige at være samen med. Både for dem selv men også for andre. Så altså: voodoo-suppen:

Basis
2 løg
5 fed hvidløg
1 Blomkål
1 Fennikel
1 liter bullion (herbamare)
1 dåse kokosmælk
- Alt det skal hakkes og steges og koges og blendes.
Før servering: Skal og saft af en citron

Ekstra niceness der giver smag (suppen virker også uden, så det er bare hvis du har)
Citrongræs
Ingefær
Chili
Lidt muskat
Lidt vaniljepulver
Lidt æblecidereddike

(kilde: everybody has a brain )

Har du også sådan nogle indre, løftede øjenbryn, som siger nej, hvis du vil gøre noget lidt lettere eller rarere for dig selv? Og har du gode råd til, at få ham til at tie stille?

KH
tina (og BS)